Røvballe Bootcamp

I lørdags satte jeg nye standarder for ydmyghed. Mine skinneben gjorde pisseondt på løbeturen, og mine løbebukser faldt ned under det nydelige formbrød jeg render rundt med på maven, samtidig med at mine bluse af en eller anden grund blev ved med at glide op.

Jeg var kommet et godt stykke vej væk hjemmefra, men var nødt til at gå. Eller vralte. Og jeg må sige, at jeg til min død hellere vil vralte og være tynd end at vralte og være tyk. Jeg havde glemt mine solbriller, så jeg kunne heller ikke gemme bag dem.

Here I was. Tyk. Dårlig form og ude blandt alle lørdags-typerne og alle de andre løbere. Jeg måtte gå hele vejen hjem og kunne ikke som sådan gemme min røv i min løbejakke, for det er den for kort til. På et tidspunkt går jeg forbi to fædre på vejen som sidder i hver deres havestol med en bajer. Og de var på den pæne ende af skalaen skulle jeg hilse at sige. Lækker hår og solbriller med frit udsyn til mig og min store røv, som i hvert fald skulle bruge 2 min. for at komme væk fra deres udsyn.

Jaja, jeg er blevet mor, Thure elsker mig som jeg er, og jeg er ikke 24 år mere, men for fanden, hvor gad jeg godt at have været hende, som de kunne sidde og kigge på gennem en Tuborg og blinke lidt til hinanden og bekræfte hinanden i at den røv kun var til for at blive beundret. Med andre ord, er jeg træt-træt-træt-træt af at have en lexi mand, som holder sin krop, mens jeg ligner en sofakartoffel, der skal gå og gemme mig i store trøjer og som ikke kan passe en skid af det tøj jeg godt kan li.

Det er nok nu.

Og derfor mine damer og herrer, dedikerer jeg maj måned til benhård træning hos hende her. Hun er kropsmæssigt min diametrale modsætning og jeg skulle hilse at sige at hun er no-nonsens typen, der minder mig om at fredags træning er kl. 8.15 OMKLÆDT og ikke noget med at man kommer dangderende ind af døren med havregrød på ærmet. Næ du, der skal knokles.

Og selvom jeg er en lille smule bange for om jeg kaster blod op og må vækkes med lugtesalt, så glæder jeg mig helt vildt. Har bare liiiige lidt tøjkrise. Spandex har aldrig gjort noget godt for nogen, og det bliver min eneste oprejsning: at jeg kan se godt ud i faldet.

4. maj starter det. Mod det uendelige univers.