En plads tilbage

I konkurrencen om årets mest nederen give-away er der sjovt nok kommet et afbud ovre hos Maren. Fra den ene vinder, som siger hun har fået en anden billet (mmmm.....det har hun helt sikkert), så nu er der en plads til dig. Hvis du vil.

Spæn over til Maren efter den.

Det bliver herresjovt. Og vi drikker alle smerter væk bagefter. Og med lidt held kan jeg skaffe nogle lækre mænd til at komme og massere vores ømme muskler. Eeehm, skal bare lige finde dem først. Men altså vi er ude i noget support-team her ik´. Godt. Og så kan de jo ligeså godt være lex at se på. Godt.

Jeg starter dødsruten 4. maj, og indtil videre går det skide godt med at forberede mig. Mine skinneben gør nemlig herreondt, og jeg er jo en af dem der rent faktisk godt KAN LI' at løbe, så jeg hader Thure, når han lige kigger op over computerkanten og siger ting som: 'så må du jo bare tage cyklen, eller dine rulleskøjter. Du kan jo også svømme.'

!!!!!!!

Åh jeg kan se, at han nyder at være gammelfar med træningserfaringen. Jaja, mit barn, du skal bare lige i gang. Agtigt.

Men han har ret. Det nytter ikke at sidde og tude ned i et skinneben. Jeg må videre. Hvor fanden er det heppekor?

På vægtfronten sker der det, at den lever sit eget liv. Jeg havde derfor et spring på hele 2 kg fra lørdag eftermiddag til søndag aften. Om jeg fatter det. Til gengæld strammer mine bukser ikke helt så meget, og til en middag i lørdags kunne jeg skrue mig ned i et par bukser der har levet et stille liv på bøjlestangen.

Dem kan jeg så ikke lukke her til morgen.

Farvel.