torsdag den 14. maj 2009

Ud med agurken!

Når jeg herhjemme, bliver en lille smule for hysterisk, og siger ting til Thure med himmelvendte mor-øjne, så har han et udtryk, som med det samme får mig ned på jorden: 'tag nu lige den agurk ud af røven skat'! Ja det siger han faktisk. Og det virker. For i dét sekund ved jeg at glæden ved the bigger picture er røget og jeg ligger rullet sammen i en øko-ble som en anden kebab og kan ikke tænke klart.

Tag nu før vi fik Kasper. Dengang var jeg af den helt klare overbevisning, at han skulle omgives af øko produkter fra morgen til aften. Så jeg storkede ud i Purebaby på Østerbro og indkøbte for formuer af Moltex økobleer og hyldemeter af Weleda produkter. Jeg købte Leander-hænge-vugge med en hynde af speltkerner (!) for han skulle jo have det så godt. Jeg vidste, at jeg måtte supplere med modermælkserstatning, så Hipp-mælken var klar-parat-start på køkkenhylden.

Det så pænt ud. Og så kom Kasper.

Han nægtede at sove i speltsengen (wonder why?), hans lille tissemand tissede hele tiden udenfor Moltex og Weleda virkede ikke på den røde røv. Og her stod jeg så og måtte opgive drømmen om at leve et Purebaby-liv i creme farver. Give fanden i Weleda og sparke Moltex ud over altanen. Og det var fantastisk.

Der er intet galt med økologi. Og da slet ikke til i forhold til vores afkom. Men når jeg møder en mor, der er så spændt op i sit glutenfri net fra Aarstiderne, at selv hendes mand har fået boller af spelt, SÅ får jeg altså også lyst til at sige til hende: 'tag nu lige den agurk ud af røven, og æd en romkugle.'

Som til hende fra det virkelige liv, i min venindes mødregruppe, der var i syv sind over hvor man kunne købe økologiske forklæder til børn. Hendes datter skulle jo ikke sidde og male fingermaling på deres Piet Hein bord i et forklæde fuld af phtalater! Agurk-agurk-agurk.

Og derfor bliver jeg også så glad, når jeg går forbi en italiensk bager, der med stolthed har stillet en pose mel i vinduet, hvor der på pakken står: Ekstra Gluten!

Hipp-hipp hurra.

7 kommentarer:

  1. Hahaha - den tur er vi vist flere, der har taget! Fantastisk indlæg.

    SvarSlet
  2. Hehe. Jeg er vist nærmest lidt omvendt. Ikke, at jeg ikke grovsorterede i og bandede over produkter til både mig selv og baby, inden vi fik vores første. Levede parfumefrit under både graviditet og i ammeperioden med dem begge, men efterhånden som den ældste på knap fire blev større, rykker der også mere og mere økologi ind. Jeg er på ingen måde frelst eller hys, men jeg vil gerne gi' ungerne noget godt og ordentligt. Lægge en god bund, så at sige.

    Til gengæld har jeg så fået et glutenallergisk barn, og dét er et helvede! Det er dyrt, besværligt, synd, fordi han ikke altid må smage på vores mad, og det er det eneste, han vil. Osv. Fatter simpelthen ikke, man gider leve glutenfrit - frivilligt! (I øvrigt er der gluten i spelt ;) )

    SvarSlet
  3. Jeg er helt enig og med på økovognen. Såmænd ;o) men hvor er det synd for jer med et glutenallergisk barn. Det skulle ingen have. Jeg kunne godt forestille mig at det er et helvede at få det til at gå op i en højere enhed.

    SvarSlet
  4. Nåhjo, hvis jeg lige må spamme din kommentarboks ;) - gik i rædsom mødregruppe med hæsligt eksemplar af tobarnsmor, som var sådan en type, du beskriver. Og som gjorde et stort nummer ud af, at bedsteforældrene altså ikke fuldstændig respekterede deres ønske om kun at komme med legetøj af TRÆ til børnebørnene. Og at det var meget opslidede, og hvad gør man, og kan de ikke forstå det?
    Også mægtig fedt med dukker og barbie og my little pony i træ, ing? Og hvad gør de så, når ungerne kommer i vuggestue og børnehave? Giver dem legetøjet med hjemmefra?
    Vi kan også godt lide trælegetøj herhjemme, men nogle ting er bare bedst i plast. Og man kan jo tænke sig om, så det ikke vælter ind med ftalater og alt muligt...

    SvarSlet
  5. Ha ha det er fandme sjovt. Har selv stået og blendet og most mine egne BIODYNAMISKE (er du klar over hvor mange sprøjtemidler man rent faktisk MÅ sprøjte med i økologisk landbrug?) vællingvarianter til begge mine børn? Hipp var slet slet SLET ikke økologisk nok til mine små pus - som nu er et par skrumler på 7 og 9. Holder stadig meget af økologien og det hjemmegjorte, men fårk, hvor smager studenterstriberne fra Netto godt (det synes mine børn også).
    Lidt selvindsigt og en god portion dovenskab har sgu aldrig skadet nogen. blog.katrineaxholm.dk

    SvarSlet
  6. Ja, med på økobølgen er vi alle vel lidt :-)
    Holder især meget af Urtekram som har VIRKELIG mange søde sager i produktlinien... det er sgu smart! Så er det ligesom lidt sundere at være usund :-)

    SvarSlet
  7. Ja det er en hel særlig sund fornemmelse man står med, når man spiser en riskiks med chokolade. Den er jo øko og fra Urtekram! Jeg føler mig i hvert fald meget sund :o)

    SvarSlet