onsdag den 18. juli 2012

Et lille smil mere

Efter indlægget om Søren Verdenshjørne dukkede der tusinde historier op. Hold fast der er mange, når nu man graver lidt i hjernen.

Her får du en lille rejsefortælling.


Det er nat. Det er mørkt. Det er foråret 1992. 19 år gammel kører jeg gennem Texas i en kæmpestor Crysler Van. Min rejsekammerat sover. Der er 142 Miles til den næste tankstation og en amerikansk radiostation kværner i baggrunden. Det er stille popmusik kun afbrudt af en radiovært med en blød, sprød og dyb amerikanske accent.
Klokken 2.13 stopper jeg bilen (jeg husker det ikke, men jeg har et fotografi af det, for jeg tog et billede af bilens radio med ur i….nej, jeg ved heller ikke hvorfor, men sikkert noget der skulle være David Lynch inspireret…jeg var 19 år), slukker motoren og går udenfor og sætter mig på jorden og læner mig op af bilens dæk. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Jeg gør det bare. Fordi det faldt mig ind. Jeg mærker varmen fra jorden og fra bilens dæk. Her er bomstille, ikke engang lyden af en græshopper kan jeg høre.

Det.her.er.den.ultimative.følelse.af.frihed. Fuldstændig vægtløs frihed.

Jeg husker ikke hvor lang tid jeg sad der, kun at jeg lovede mig selv, at uanset hvilket liv jeg ville få, så ville jeg tilbage til den her strækning i Texas igen. Engang. Stjernehimlen ovenover mig var så sindssyg og blændende, at jeg på en måde var lykkelig over, at jeg ikke havde røget mig skæv, for så ville jeg for alvor få et universelt trip af dimensioner.

Tilbage i bilen sætter jeg mig tilrette i førersædet og gasser op. Jeg føler mig høj på frihed, og jeg har altid godt kunnet li’ at køre stærkt. Jeg elsker biler. Min morfar var vognmand i Givskud og hvad jeg ikke har repareret sammen med ham af forskellige Mercedes modeller har jeg ikke tal på, men duften af olie, af varm motor og læderindtræk kan stadig få det til at rykke sig i mig, så at sidde som føreren af en bil med et svin af en V8 motor, kalder det ligesom på fart? Det tror jeg nok det gør,  og der sidder vel for fanden heller ikke en strisser og kukkelurer på disse kanter, som er smukke, men gudsjammerlige øde? Jeg gasser op og mærker farten suse i dækkene, mens bilen glider igennem mørket, og jeg ruller vinduet ned og stikker armen ud af vinduet for at mærke suset.

Her ser man så mig, i raketfart på en highway i Texas, med et kæmpegrin over hvor fedt jeg har det. Sådan i det hele taget. Jeg hviner så lydløst jeg kan, for ikke at vække min rejsefælle og bliver enig med mig selv om at dét her, MÅ være sådan lykken føles. Jeg når derfor kun at se et glimt af det blå blink, som kommer fra den klippe jeg raser forbi og jeg når ikke at tænke ret meget udover: ”satans”!
En Highway Patrol har mig på sigtekornet og mit gæt er, at de nok ikke er ligeså høje på teenagelykke som jeg er.
Jeg holder ind til siden, og nøjagtigt ligesom i film, går en stram betjent med skarpskåren hat hen imod bilen. Og mig. Jeg kigger desperat ind i sidespejlet og kan se, at han holder hånden på noget sort og aflangt. ”Nu bliver vi kraftedeme skudt”, tænker jeg. Men Mr. Highway Patrol kommer hen til mit vindue og peger mig lige ind i skærmen med en meget lang stavlygte og siger med dyb stemme og drævende accept: ”Your drivers licence Mam.” Her er jeg omtrent ved at skide i bukserne, for jeg bliver i tvivl om det lille grå stykke pap jeg har med hjemme fra Danmark, mit internationalt kørekort, overhovedet er gyldigt. Men han får det, mens jeg opfinder en ro ovenpå den panik, der brøler rundt i mine blodårer. Jeg VED at jeg ikke har overholdt farten, at jeg VED at Highway Patrols er iskolde. Om jeg så var Dronning Margrethe, der kørte for stærkt, der er no mercy, og det her kommer til at koste boksen. Pis!
”Your driving too fast Mam”, siger Mr. Highway Patrol. Jeg skal lige til at komme med en meget lang forklaring om Danmark-fartregler-og-på-de–tyske-autobahns-må-man-godt-køre-stærkt-og-det-gør-vi-tit-i-Danmark-og-derfor-troede-jeg-det-var-det-samme-i-USA, men jeg ved, at det vil han sådan set skide på. Han kunne fratage mig kørekortet på stedet, og det ville være temmelig meget nedtur, når man ligesom er på roadtrip i en bil med en jet-motor og teenagehormoner syet ind i betrækket på bilen. Udover det, aner jeg ikke om han klipper pladerne på bilen og så er vi for alvor på spanden.
I stedet for at give ham forklaringen finder jeg mit allerbedste Clint Eastwood blik frem, der signalerer er jeg er cool, calm and collected. Jeg husker at han havde brune øjne og jeg stirrer ham helt ind i hjernen og priser mig lykkelig over at jeg stadig har nogle rester af mascara på, for han får mit mest sødmefulde blik jeg kan mestrer denne kulsorte nat og jeg nærmest hvisker: ”I know, sir.”
Han spørger om vi har nogle stoffer på os og det har vi ikke, så jeg forsikrer ham, med kattestemme, at det har vi ikke. Selvfølgelig ikke. Det er da klart.
Han lyser mig igen ind i hovedet med sin stavlygte, så jeg bliver blændet. Men jeg forsøger at smile.
”I could give a ticket Mam, and it aint gonna be cheap youknow, but let me tell you this. Drive to the next city, park your car, and get som sleep.”

Mit hjerte stod stille et øjeblik og jeg var parat til at kaste mig om halsen på ham og kramme ham, til hans stive skjorte krøllede. Men. Her er ikke plads til begejstring og jeg siger pænt tak og dropper alle de vittige bemærkninger jeg har i ærmet. Jeg lukker døren, ser ham gå tilbage til sin patruljevogn og så skriger jeg af jubel.

Hvor ubehageligt det end er, så har jeg lige haft min mest adreanalin-junkende nat. Midt i Texas. På en ensom highway. Hold nu kæft, det var fedt. Mit liv er fedt. Bortset fra at jeg ikke har skudt nogen, eller kørt ud over en kløft, så er det her mit Kodak Moment og jeg er Thelma fra Thelma and Louise.

4 kommentarer:

  1. Ha ha - fed beskrivelse af dit møde med ordensmagten i Texas :-D Jeg er selv amerikaner, dog født og opvokset i DK, men har boet og arbejdet i USA ad flere perioder, og jeg kender alt for godt til færdselspatruljerne, der lige præcis fremstår med stor frygtindgydende autoritet som i filmene, og på en måde man jo slet ikke ville se det i DK... ;-)

    Sommerhilsener,
    Maja

    Conner's Nest...♥
    http://connersnest.blogspot.com

    SvarSlet
  2. You said you'n'me was gonna get out of town and for once just really let our hair down.
    Well darlin', look out 'cause my hair is comin' down!

    SvarSlet
  3. Elsker denne historie <3 Kan se det fuldstændig tydeligt for mig!

    SvarSlet
  4. Haha... det lyder som en fed tur! -og hvem faen gider at være Louise?

    SvarSlet