Bum-bum

Var det ikke noget med at jeg skulle se at få min røv under blog-skovlen? Og skrive noget. I journalistikkens verden var det engang rigtigt smart at sige, at man lige lavede et punktnedslag. Sådan bum, lige ned i hverdagen. Total smart.

Mit punktnedslag dumper i dagens anledning ned på min vej. MIN vej. Den jeg bor på. Og jeg skal forsøge at trække vejret dybt og smile overbærende, når jeg siger disse to ord: fodgængere, cyklister. AAAAAAAAAAAAARRRGGGGGG!!!!!

Det er nemlig sådan at vejen er en lukket vej og derfor er der ikke vildt meget trafik. Vi er dog små 100 biler, som hver dag triller frem og tilbage og skal parkere på p-pladserne. Med ved I hvad? DET VIL CYKLISTERNE DA SKIDE PÅ. Om de gider flytte sig? Nej hvorfor skulle de det? De cykler jo lige og snakker og åbenbart altid om noget, der er så vigtigt, at de ikke kan vente med at trække ind til siden, så jeg kan komme forbi. Jeg er large med de gymnasieelever, der hver dag cykler op ad vejen på vej til skole. Altså. De kan jo ikke gøre for det. Der er noget med rum-retningssansen, som ikke rimer på trafikregler, når man er teenager. So be it.

De værste. Det er kvinder på omkring 50. Sure kællinger, der bruger min vej som aflad for noget magtdemonstration. Jeg hader dem. Tag nu bare i går, hvor jeg kom trillende hjem med ungerne i bilen. Jeg kørte vel omkring 40 km i timen, fordi jeg kunne se 50 årig cykle midt på vejen, mens hun...snakkede med sin veninde. Jeg kører op bag dem for at signalere, at de sådan set godt måtte køre ind til siden, så jeg kunne komme forbi. Men næ, det havde hun sgu ikke tænkt sig. Vi kørte 20 meter mere, og så gav jeg hende et lille 'dyt'. Det hjalp heller ikke. Hun havde vel RET til at cykle MIDT på vejen, mens hun snakkede færdig.

Jeg dyttede een gang til og SÅ vendte hun sig om og hvæsede et eller andet og rykkede to kussehår ind til siden, så jeg lige nøjagtig kunne snige mig forbi, trods det, at vejen er rimelig bred til både cyklister og biler. Da jeg så triller forbi hende giver hun mig fingeren. WTF?

Og sådan er det hver eneste dag. På min vej. I morges kørte jeg forbi en far iført løbevogn, som løb ude på vejen. Vi har nogle ret fine fortorve langs vejen. Helt flade er det. Men fandme om ikke han skulle løbe på vejen. Orkede ikke at dytte af ham, men sguda kun fordi han havde en baby i vognen.

Jeg siger det bare. Jeg ender med at være en sur gammel mand, der sidder på lur med et luftgevær, parat til at plaffe de skyldige i røven, hvis de mess'er med min vej.