IT'S A BOY!

Så fik vi fidusen scannet. Alt fra rygmarvsbrok og om nu de hjertekamre sidder som de skal. Jeg kunne dårligt trække vejret for hver gang hun zoomer ind på en legemsdel og siger: "fint". For hvad fanden hvis nu barnet ikke har rygmarvsbrok, men til gengæld mangler alle fingrene?
Nogle gange har jeg bare ikke psyke til at være gravid. Især ikke her anden gang. Alt det man nu puldselig ved kan gå galt. Nå. Har valgt at ignorere det og så sige goddag til lillemanden om nogle måneder. For det er en dreng. Igen. Og han var helt fin deroppe på skærmen.

Jeg er glad for en dreng mere. Ikke mindst for Kaspers skyld. Det bliver herrefedt - som hans far ihærdigt prøver at lære ham at sige, selvom jeg forsikrer at det kommer helt af sig selv med de tillægsord når vi bor på Amager og man kører på boret knallert fra man er ca. 8 år - ja uden hjelm selvfølgelig. Hjelme er for tabere.
Men herrefedt det bliver det. Mor til to drenge, det synes jeg på en måde er sejt. Når jeg vel og mærket engang vejer mindre end en minearbejder og på en lidt mere fiks måde kan sno mig i et par jeans.

Kasper forstår ikke det med baby endnu. Men han har fået en pixibog af moster Gytta om 'Lauras nye baby', altså pigen Laura der får en lillebror. Den skal vi læse igen og igen og igen, mens han siger "lillebror" og smiler. Tog man et billede af lige præcis dén situation, så ville den ligne noget fra en Werters Echte reklame, men jeg er sikker på at virkeligheden kommer til at se anderledes ud. Knap så meget flødekaramel og retoucheret lys, mindre hyggelig morfar i strik og meget mere mor i panik og efterfødselsgråd og søn der tuder over at en ny konge er flyttet ind i hans gemakker.

Kasper er nemlig temmelig needy for tiden. Eller stadigvæk. I dag hang hans mundvige helt nede om bleen, da det gik op for ham, at vi var nød til at aflevere Gurli Gwis på biblo i går og derfor ikke kan låne før i morgen. For fanden da, hvor blev han fornærmet. Tog sin sut i munden og rynkede øjenbrynene og var muggen i hele timer. Lige indtil han fik lov til at se Hafferlaffen med lille pude, lille dyne, missekatten, gule sut, en kop mælk, bordet rykket ind, gardinet for, lyden i perfekt volumen, tøjhunden Sassi (det navn har han selv valgt!!) på gulvet, og den gule bus indefor rækkevidde.

Jeg ber til at hans Konge-tendenser er gået lidt af fløjten når lillebror kommer, for ellers kommer han til at tude slemt ned i sin lille hermelinkappe. Men jeg vælger ikke at forvente noget og tage een dag af gangen. Jeg er nemlig ikke specielt stærk i seperation. Altså det er jeg bare ikke. Jeg bliver stadig helt knust, hvis han græder når jeg går og tager i Netto. Jeg er lige ved at kaste mig i armene på ham og selv lave en scene. Nej det er ikke særligt modent, men sådan er det bare med mig. Jeg øver mig. På Thures opfordring.

Derfor tager jeg til Chr. Havn i dag. Alene. Og drikker kaffe. Kun medbragt et stk. søn i maven.

(billeder er af Kasper 1 dag gammel)