torsdag den 23. april 2009

Mor er træt

Jeg er forkølet. Som i helt vildt forkølet. Jeg sover af h..... til om natten fordi jeg ikke kan trække vejret gennem næsen. Jeg har hovedpine af alt det snot, og uro i benene. Jeg har stadig gravid-kvalme i uge 21 og kunne med lethed kaste op om morgenen, hvis jeg ikke spiser max. 10 min. efter jeg er stået op. Eller glemmer at spise hver 2. time.

Det er ikke en klagesang. Jo måske lidt. For jeg har ikke vildt meget overskud på den konto, hvor der står sygdom. Jeg er faktisk i et himmelråbende overtræk, så en snotnæse er på nippet til at lukke kontoen. Jeg synes at kvalme i 21 uger og opkast i døgndrift i 18 uger er en ok deal for at man så ikke får andre sygdomme det år. Så nu er jeg pjevset. Det er altså mig, der har brug for at sidde i sofaen og se dvd'er og be om mad og drikke med pivestemme, og med samme pivestemme be om min dyne, og et magasin. Og stilhed.

Jeg gider ikke at vaske tøj. Jeg gider ikke ordne køkken, lave mad, skifte bleer, tørrer fingre, læse Rita og Krokodille eller se så meget som ET minut mere af Jule-LaLa - Teletubbies goes christmas. Ikke om jeg vil lukke dørene på den gule bus og ambulancens sidedør. Jeg gider ikke til the hos kongen og nej jeg gider faktisk heller ikke være ham, der venter på Briotoget i en uendelighed før det når rundt om spisebordet, så jeg kan købe en billet til 2 kroner.

Jeg vil sådan set gerne bare have lov til at have lejligheden for mig selv i et døgn. Tak. Jeg betaler gerne 2 kroner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar