Klumme i GRAVID

Inspireret af de mange kommentarer til indlægget om antal af børn. Hvad der er mest gråhårs-fremkaldende, ja så er her min klumme fra magasinet GRAVID, hvor du kan læse om hvordan jeg var FØR jeg fik børn. Altså da jeg ventede Kasper. Og ingen børn havde.

Fra Purebaby til pure mom

Da jeg var gravid med min førstefødte, Kasper, skulle han, når han blev født, pakkes ind i vat. Fra Purebaby naturligvis. Jeg havde hele Weledas produktkatalog på hylden, og bleerne fra Moltex var klar til at suge den mindste lille tissetår. Han lille, sarte ryg skulle selvfølgelig hvile i en Leandervugge på et madrasleje af speltkerner.

Pænt så det ud. Det hele. Og det matchede så helt utroligt godt det billede jeg havde af mig selv. En førstegangs Purebaby-mom, med tykt hår I en fletning og løst økologisk yogatøj fra Moshi Moshi Mind. Som kiggede forarget på Thure, min mand, hvis han kunne finde på noget så dumt, som at foreslå andet sengetøj end det af Liberty-stof. Skulle mit afkom sove i piratsengetøj fra Brugsen? Go figure.

Men nedturen startede allerede ved første ve. For jeg havde nemlig også gået til fødselsforberedelse på åndedrætsmåden og havde til formålet købt en økologisk yogamåtte, som jeg forestillede mig jeg skulle ligge og have veer på, mens vi så film. Det havde jeg nemlig læst om I mange bøger. At man sagtens kunne nå at se to film, mens veerne tog til.

Jeg nåede lige akkurat at brøle til Thure at han skulle hente den yogamåtte, før jeg hev knagerækken ud af væggen i smerte. Fem timer senere var jeg mor. Nu med sprækket røv. Nu med store hospitalsunderhylere. Og så sulten at jeg slugte tre portioner cornflakes med sukker på. Mere kerneusundt kunne det ikke være.

Da vi kom hjem svarede Kasper også igen ved at nægte at leve et Purebabyliv. Hans lille tissemand fandt altid en smutvej i Moltexbleen, og intet whatsoever Weleda produkt hjalp på den røde røv. Han skreg som en gris, hver gang jeg nærmede mig Leandervuggen for at lægge ham, og iøvrigt var mit hår temmelig for tyndt til at det kunne bære en fletning.

Så langsomt. Ligeså langsomt gav jeg slip på forestillingen om den perfekte mor.

Nu er jeg så imellemtiden blevet mor for anden gang. Og der kan man da tale om at give slip på alle forestillinger. Om Jeppe har to forskellige sokker på og ligger i en gammel flyverdragt fra Brugsen, det er der ikke noget at gøre ved. Bare han er varm. Jeg bruger de billigste bleer fra Rema 1000, og det er altså heller ikke altid, at babymosen er fra Hipp. Og Jeppe. Han er det gladeste barn på kloden.

Og jeg har fundet min hylde som mor. Jeg har nemlig også lært at visse ting går jeg ikke på kompromis med. Jeg har det bedst, når Kaspers tøj matcher, og når han sover i en Junoseng i sit nattøj fra Petit Bateau. For jeg har fundet ud af at sådan er jeg. Også.

Jeg kan godt give slip på et Purebabyliv, men ikke at tingene er af god kvalitet og pæne at kigge på. Det er trods alt mig der skal kigge på ham indtil han bliver teenager og insisterer på at gå med sort neglelak og hullede jeans.