lørdag den 21. november 2020

1045494

.....Er tallet på det antal kliks bloggen har fået gennem tiden. En million fem og fyrre tusinde fire hundrede og fire og halvfems. Det er helt sikkert ingenting i forhold til de influencere, der brager derudaf for tiden. Eller for nogle af de andre blogs der findes derude. Men for mig. For min tid. Da bloggen startede tilbage i 2009, så er det en hel del. Dengang fandtes der ikke influencere. Der fandtes ikke Instagram, eller annoncer, som kæmpede om en plads. YouTube var ikke noget vi brugte så meget her i Danmark. Vi skrev bare. Os der kunne lide at dele hverdagen. 

Jeg havde aldrig i mit liv troet, at så mange ville klikke sig forbi og jeg havde aldrig forestillet mig det fællesskab, der opstod dengang. Jeg fandt en gruppe af damer, der også bloggede og vi dannede et fællesskab, ude i virkeligheden, som vi har holdt ved lige siden. Vi tæller 11 år and counting. 

Det var aldrig mit mål, alt det mediehejs, der dengang fulgte med. Jeg skriver det ligeså meget for at minde mig selv om, hvordan tingene kan tage en drejning, uden at man regner med det og jeg er alt for god til at tale mig selv ned til at det nogensinde vil stige mig til hovedet. Men som sagt, bloggen blev til, fordi jeg faktisk bare gerne dele tanker med jer der læser med, og præcis det har jeg snirklet rundt om i en del år nu. 

Bloggen gik i dvale i 2013, da jeg fik job som radiovært på en station på Fyn, der hed Klubben. Ingen husker den sikkert, men det var en lokal station, som dækkede Fyn og som Fynske Medier ejede. Det job tog familien til Jylland, og jeg har nu boet i Vejle siden 2013. Det forstår jeg overhovedet ikke. Der er sket så meget siden da. En flytning. Et huskøb. En skilsmisse. En fyring, da stationen lukkede. For lang tid med arbejdsløshed. Et nulpunkt. En overgangsalder. Mere flytning. På papiret en økonomisk røvtur. Flere rynker. Grå hår. 20 kilo på plussiden. + 2.00 på næsen. 

Udover nogle hårde år i 20'erne, så har de seneste fire år været noget af det mest udfordrende jeg nogensinde har prøvet. I det her liv. Jeg kradser kun lidt i overfladen med det, for jeg er ikke helt klar til at fortælle omfanget af den røvtur. Hvis nogensinde. Men i hvert fald har det lært mig en ting eller to om livet, hvor jeg i den grad føler, at jeg har sat noget erfaring ind på kontoen, som står og samler renter. 

Det berømte Gajolæske citat "hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere" har jeg grinet af en del gange. For jeg har følt lige det modsatte. At det på mange måder gjorde mig svagere. I en periode. Når summen af negativer overstiger summen af positiver over for lang tid, så begynder man ligeså stille at lukke døre. Når man over for lang tid ikke kan tjene penge nok, så man har det basale på plads: overlevelse, så begynder reptilhjernen at tage over, og den er en motherfucker at slæbe rundt på. Man bliver snæver i sin tankegang. Man begynder at miste håb. Man orker ikke at række mere ud, for hvad skal andre mennesker gøre? De ved jo ikke hvad man dybest set har gang i. Og til spørgsmålet: "jamen hvorfor kunne DU ikke finde et arbejde" så ved jeg det ikke. Jeg ved virkelig ikke hvad der skete. Jeg har arbejdet siden jeg var 16 år og ikke været arbejdsløs på den måde. Jeg har haft job i mediebranchen, hvor det går op og ned, stationer lukker og kontrakterne løber ud, men det gik altid alligevel. Vi var jo også to om at betale gildet derhjemme. En helt anden historie, når man skal forsørge som enlig, i en by, hvor man ikke kan finde et arbejde. Eller har et netværk. 

Jeg skød skylden på Jylland i en lang periode. Jeg syntes det var ren lort at bo i en provinsby, hvor jeg ikke kender nogen og heller ikke gider at kende nogen. Jeg peger ingen fingre her. For jeg kan bare åbne munden og vende blikket ud og række ud, så den vej skal jeg ikke gå ned ad. Men Jylland fik skylden. 

I lang tid. 

I november måned 2019, fik jeg et opkald. Og det opkald ændrede mit liv. Helt bogstaveligt. Jeg fik job på Metronome, hvor vi skulle lave eftermiddagsradio til Radio4. Tal om et sceneskift på den store klinge. Jeg forstod ikke mit held. Men jeg kunne have lyttet lidt bedre efter min underbevidsthed, for den blev ved og ved med at hviske: "Aarhus" til mig. Jeg har to veninder i Aarhus, som jeg ikke ser. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi....livet. Så vi skriver sammen. Men især den ene blev ved og ved og ved med at dukke op i bevidstheden og jeg begyndte at række ud til hende efter at mødes til kaffe osv. for det kunne være hun kunne give mig et hint om hvor jeg kunne søge hen. Det kunne aldrig lade sig gøre, fordi møder, hverdag, forskellige kalendre, der skulle gå op. 

Til sidst gav jeg op på den hvisken om "Aarhus" og selvom jeg har lavet usandsynligt mange timers radio og selvom radio er det jeg elsker ligeså meget som at skrive, så gad jeg ikke engang sende en ansøgning til den nye talerradio i Aarhus. Jeg var så slukøret  og uden håb, da de fik sendetilladelsen, at jeg simpelthen ikke orkede endnu et afslag. Også selvom der findes få kvindelige værter i Jylland, som ikke arbejder på P4. Jeg orkede simpelthen ikke at søge det job. 

Men jeg begyndte at få flere og flere prikken på indbakken om ikke jeg havde tænke mig at søge job på Radio4. Der begyndte at tikke mails ind om at nu søgte Metronome også en vært til noget radio. Og så. Den dag i november ringede de fra Metronome. Det var en der hed Frederik. Jeg stod i min stue. Midt på gulvet. "Hej, sagde han, jeg tror vi to skal tale sammen." Jeg kan ikke helt huske hvad vi talte om, men jeg kan huske, at jeg nåede at tænke, at han på en måde fløj ind i min stue som en engel. Ps. jeg tror ikke på engle, men jeg var tæt på den dag. For jeg kunne vitterligt ikke tro mine egne ører. Alligevel vidste jeg under den samtale, at mit liv ville ændre sig. At jeg ville få det job. Og det fik jeg.  

Fire dage efter stod jeg i studiet på Banegårdspladsen. Og der har jeg stået lige siden. Jeg er nu ansat som vært og som redaktionschef, og jeg er ved at skrive en bog. Tal om et sceneskift. 

Jeg har et langt efterslæb. Mange kilo, der skal smides. Et sind der skal bygges op. Det kommer til at tage noget tid, men i morges da jeg vågnede kunne jeg mærke, at noget var anderledes. Min morgen så anderledes ud. Og nej, jeg er ikke på et boost af svampe eller antidepressiver, men jeg kunne mærke et behov, for at skrive her på bloggen. Lidt samme følelse som dengang i 2009, og der ville have været noget karmisk lækkert ved at starte i 2019, men jeg tror den sidste slat af 2020 kan blive fin og jeg satser butikken på 2021. 

Jeg kan se på min blogstatestik, at der stadig er nogle der klikker sig ind. En hel del flere end der bør, når der er så stille. Jeg er sikkert blevet googlet mere det sidste år, fordi jeg står og snakker så meget inde i radioen, og fordi en række artikler om overgangsalder, men måske er der stadig nogle der ægte læser med? 

Jeg har taget tilløb mange gange. Forsøgt halvhjertet. Givet op. Haft nul inspiration. Gad ikke. Kunne ikke. Været flov over at slå et brød op, der endte som en flad uspiselig skorpe i en kold ovn. 

Jeg vil gøre mig umage for at holde ved.