Så ruller bolden

Jeg skal fortælle jer noget. Det har taget mig et par måneder. Og nu fire kopper kaffe, en kridhvid bolle med pålægschokolade, fem videoer på You Tube om folk der falder, beskeder på Facebok, mails der bare var vildt nødvendige at svare på og så har jeg lagt alt mit tøj sammen og fundet det strengt nødvendigt at rydde op i min rodeskuffe.

Men.

Årh!

Okay jeg siger det:
Jeg er blevet separeret. Bum. Nu sagde jeg det.

Av.

Lad mig gætte på, at I tænker: WTF? Og bliver tunge om hjertet. Tænker: 'jamen hvorfor?' Hvad er der sket? Og hvad med børnene? Kan jo også godt være I tænker: nå, og går på toa, og så var den ikke længere.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg vil sige at jeg er så okay, som man kan være. Og børnene er også okay. Og alting er foregået meget stille og roligt. Vi har tacklet det fint synes jeg.

Ja, gu' fanden har jeg gennemgået hele følelsesregistret af raseri, sorg, tomhed, forvirring, og er mærket for altid. Selvfølgelig. Men jeg besluttede mig meget tidligt i den process at være konstruktiv. At se det hele udefra og prøve at give så meget slip på det som jeg kunne. Det lykkes ikke altid, men de fleste dage gør det faktisk. Og når det ikke lykkes, så er det også okay, siger jeg til mig selv.

Jeg har lært en del på den tid, der er gået. Er blevet klogere. Mere markeret og har fået en livslammer så stor, at man nærmest kun kan gå een vej og det er frem. Jeg har jo for helvede selv stillet mig op på den skammel, der hedder at være ærlig, men det har været en smule sårbart (underdrivelse), at være ude med Længsler & Leverpostej og så ligesom stå der selv og flagre og jeg har faktisk ikke vidst, hvad fanden jeg skulle sige. Hvad ville I ikke tænke? Ville I gide høre mere på mig og mine tanker? Ville I skride fra bloggen med et brag. Hvad fanden gør man i den situation?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved det sgu ærligt talt ikke.

På den ene side har jeg haft lyst til at lukke og slukke. Ikke skrive et eneste ord mere. Holde min kæft og sidde stille. Problemet er at jeg kan jo ikke holde kæft. Og det skal jeg vel heller ikke. Kan da i hvert fald ikke forestille mig et foredrag, hvor det er jer der snakker og mig der lytter, så selvom jeg går rundt med en allerhelvedes øm tå og med et hjerte, som har fået en omgang i en kogevask, så går alting for fanden videre. Og jeg lever stadig. Og nogle af de oplevelser jeg har haft på det sidste har været både sjove og livgivende. Det er sådan som det er og jeg kan kun håbe på det bedste i fremtiden.

I har måske lyst til at skrive en kommentar nu, det ville være helt naturligt, men jeg kunne godt tænke mig, at det fortsatte i det konstruktive spor og jeg ved, desværre, hvor mange mennesker, der sidder derude og er blevet en del af de 40% af skilsmisseraten. Så for at komme dem tilgode, så vil jeg meget hellere have, at du deler din positive erfaring med en skilsmisse, eller din positive erfaring med en krise, end at du skriver specifikt til mig. Det er kun Thure og jeg, der ved hvad der helt nøjagtigt er foregået og den del vil jeg gerne have lov til at bevare som en del af mit privatliv.

Så indover med dine erfaringer, vi fortjener allesammen at dele det positive med hinanden.