torsdag den 7. februar 2019

Jesus Motherf*cker! Marie Kondo og papkasser.

Jeg ligger vandret i flytterod. Flyttekasser. Flytteoprydning. Hold kæft hvor kom alle de ting fra? Jeg flyttede ind i min nuværende lejlighed for to år siden og jeg syntes ikke rigtigt, at jeg havde noget med.

Men det er da lykkes mig at smide ting ud og køre på Lossepladsen cirka 800 gange og også at fylde et opbevaringsrum hos Boxdepotet i Horsens to the max. Og så er lejligheden ikke engang tømt endnu.

Jeg bingede, som den halve verden også har gjort, Marie Kondo på Netflix, og jeg holder meget af det. Men der een ting, jeg så absolut dumper i, og det er der, hvor hun siger, at man må stole på sin indre dømmekraft i forhold til at kunne vurdere/mærke efter om det er en ting, man vil beholde. Om denne ting "Sparker Joy." Eller som jeg hellere vil sige: Sparker den røv?

Her er det min hjerne viser sig at være en otte sporet motorvej udi overbevisende taler om, hvorfor jeg skal beholde den pågældende ting. "Neeeeiiii", siger hjernen "den her kæmestore diamant jeg købte sammen med børnene i Skagen, hvor vi legede af det var en ægte diamant og at vi ville kunne sælge den og købe en sydhavsø for pengene"....sparker den røv? Ja. I momentet. Men nok ikke lige på daglig basis. Eller hey, hvad med de støvler fra Paul Smith som jeg elsker, men som jeg kun går i een gang om året, fordi de egentligt klemmer en lille smule om den ene tå, skal de ud? De er røvfede og kostede en bondegård, men jeg kan jo intet få for dem, hvis jeg sælger dem. Ikke nok til det besvær man har med sælge ting. Årh alt det skriven frem og tilbage og tage mål og pis og papir. Jeg satte en toiletspand fra Vipp til salg og my goodness. Det var på Markedspladsen på Facebook og jeg fik 385 beskeder og en masse sure miner om at jeg var en idiot, fordi jeg ikke svarede tilbage. DET HAVDE JEG SGUDA IKKE TID TIL!! Sikke mange der gik i fladspind over en spand. Jeg markerede den som solgt, og så gik der mere bananas i den. Så kom der måske 50 beskeder med glade smileys fordi den pågældende troede at det var til dem den var solgt. Der tikkede også ind med sms beskeder og opringninger. OVER EN TOILETSPAND FRA VIPP! Styr jer. Mennesker. Der ikke har brug for flere ting.

Well. Den røg til en der hed Ebbe for 150 kr. og det var helt fint.

Tilbage til min pakken og flytten. Jeg orker det ikke rigtigt mere. Kender I det? Man når til et punkt, hvor man har lyst til at brænde det hele og starte forfra. Nu vil jeg bare flytte. Nu.

Min verden væltede d. 10. januar og siden da har det været crazy travlt med at fikse ting. Arrangere alting med den nye lejlighed, og findes der et depotrum? finde et nyt hjem til vores kat *hulk*, sælge de ting, der skal sælges, tage stilling til alle de andre ting, lave plantegninger til den nye lejlighed, aftale indflyt med den nye udlejer, sørge for vaskemaskiner, opvaskemaskiner, flytte adresse, søge ny boligstøtte, holde hverdagen rolig for børnene, mens der pakkes ned. Plus det løse. Jeg har slidt mit Nem-id op og nu gider jeg ikke fikse mere. Jeg vil gerne i gang med ikke at fikse andet end det arbejde jeg arbejder på skal blive til det som jeg elsker så meget; at skrive og lave radio.

Jeg var i gang med at få min kommende hjemmeside færdig, da The Big Bang ramlede ned i knolden på mig, og den skal meget snart ud i verden, så jeg kan dele det med jer, som jeg går og brygger på. Det glæder jeg mig meget til.

Nå. So long. Jeg skal ud og se om jeg finde et Nem-id til et lettere liv. Indtil da, så har jeg et spørgsmål til dig, der skulle stikke snuden forbi herinde: Hvad kunne du godt tænke dig at læse om?

Jeg synes jeg har skrevet om så meget forskelligt de sidste fem år, og jeg er ude af trit med at skrive om mit eget liv. Jeg ved faktisk ikke engang om det er særligt interessant. Sådan nogle provinsbetragtninger. Fra et meget alment liv. Gider man næsten at høre om det?

Adieu!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar