torsdag den 24. januar 2019

How to become an influencer

Billedet er fra min Instagram føljeton: Jylland Fashion Week. Hvad man ikke har i penge, må man have i attitude. 

Da jeg aktivt bloggede i 2009-2012, startede noget der hed Bloggers Delight. Ja, det var sådan vi omtalte det. "Noget der hed Bloggers Delight", og det blev udtalt med øjenbrynene oppe i panden. De hev fat i os, der havde mange læsere. For at få os over til dem. På deres platform. Vi var skeptiske, husker jeg. Hvad var det nu for noget? Reklamer på vores blogs. Uf! Tjene penge på at blogge, what? Vi talte meget og indgående om det. I en lukket gruppe på Facebook. Om det kunne være en decideret forretning. Det mente vi ikke det kunne. Om det var klogt? Det mente vi ikke det var.

Bloggers Delight var også helt nye i det game og pengene var meget små. Vi ville ikke kunne tjene særligt meget på det og som jeg husker det, så endte en del af os med at sige nej tak. Vi ville hellere bare blogge for os selv.

Spol frem til i dag og look who's laughing. Bloggers Delight blev jo kæmpestort og har i dag mange mange mange bloggere tilknyttet. At være en influencer opstod som muligt arbejde. YouTube boomede og resten er historie.

Jeg ville aldrig have undværet de jobmuligheder jeg fik, som gjorde at bloggen her gik i en slags dvale, fordi jeg simpelthen ikke havde mere tid i døgnet. Jeg har aldrig overvejet jobbet som influencer, men jeg må sige, at jeg i en alder af nu 45 år, bosat i provinsen, hvor livet ikke går specielt hurtigt, er fristet af tanken om at blive en slags gammel provins-influencer. Kunne det ikke bare være skægt? Så kunne I se, hvordan jeg smører mine rugbrødsmadder, hvor meget mudder der er på den her tid af året, hvis man går en tur ved fjorden, I kunne følge med i, hvordan himlen over Vejle Fjord aldrig er den samme. Skulle jeg måske blive en meditations-influencer (bortset fra at jeg stadig synes det er en smule svært at meditere)? Skulle jeg vise jer Jylland?

Hvem ringer til Bloggers Delight? Hvordan redigerer man YouTube film? Skal man have et Rolexur for at blive influencer?


2 kommentarer:

  1. Du skal få nogle til at forære dig et Rolex jo ;-) og husk at markere det som reklame, haha. Kh. Birgitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Nårhja. Right. Det havde jeg helt glemt. Jeg må se om jeg kan banke bloggen op på 88 millioner så, haha.

      Slet