torsdag den 27. september 2012

Vi bringer en servicemeddelse

Der er varme i radiatorerne og toa er lavet.

Touchdown!

Tak til Robbie imens. Sikker på at det lyserøde jakkesæt var den gode karma i den forbindelse.

onsdag den 26. september 2012

Hey Instagramtyper, læs lige det her og dø af grin (ikke af mit, men af Leandra Medines..det giver mening senere)

Leandra Medine er en amerikansk modeblogger, hvis succes er til at få øje på. Hun er en MONSTERsucces og har vel 400 gange flere læsere i minutter end Bloggers Delight tilsammen. Til gengæld er hun 4000 gange federe og sjovere end alle danske modebloggere, fordi hun er ærlig og meget selvuhøjtidelig, og jeg ville sådan ønske, der kom en dansk udgave af slagsen. Please modebloggere. Vi trænger.

Leandras blog hedder The Man Repeller, og hun har i dag skrevet et indlæg om Istagram, som er pissesjovt. Læs det. Og når du er færdig, så bliv lige nogle minutter derinde og læs, hvorfor hun startede bloggen, og se hvor vild hendes stil er. En fuckfinger til stilrent dansk design er til at få øje på. Jeg elsker det, og eftersom jeg nu kan betragtes som delemor, der dealer med tilkalkede toiletter, stoppede radiatorer, og daglig madpakkesmøring, så tror jeg sgu helt ærligt jeg vil til at pifte min garderobe op med 68.000 kæder om halsen, høje-høje sære stiletter og lag-på-lag tilsat en giga leopardpels i pink.

Og Linda: du kunne med held gøre det samme.



Hey Ho Here We Go!

I morges hørte jeg Robbies nye single på Radio 100, og jeg er totalt til letkøbt pop for tiden til at akkompagnere mit melankolske underlæg i hverdagen...okay det lød værre end det er, som om jeg gik rundt og var grå i hovedet af rædsel og sorg. Det er, for the record, ikke. Men fx. er det nu kun mig, der bor her i lejligheden med ungerne, og når ingen mand er i huset, skal jeg så selv lufte radiatorene ud inden der kan strømme varme igennem, og den slags herligheder i VVS kategorien. Så derfor nyder jeg at høre popmusik for tiden. Også Robbie.

Jeg dansede rundt i køkkenet, da jeg hørte nummeret og tænkte: fuck regnvejr, Robbie har lyserødt! jakkesæt på, og siger at verden (eller var det en kvinde? same-same) er lavet af slik #drømmetankebådeformigogforinsulinproducenterne, så hvad andet kan man end at danse? Ja, jeg spørger bare.
Nåmmen så siger Mads Vangsø, inde i min radio, at det nummer er noget skrammel og at man skal være stor Robbie fan for at kunne lide det. De andre værter er enige. Wtf! Her stod jeg med Neskaffe glas som mikrofon og var en idiot eller hvad? Så kan DE sguda komme og ringe til VVS manden, så jeg kan få mit toa fikset, så det kan skylle ud (er I klar over hvor nederen et problem det er med unger i huset, som jo skider HELE tiden?)

I får Robbies Candy her, så I kan blive medlem af idiot-klubben. 


mandag den 24. september 2012

Min Mor

Jeg vil meget nødig lyde som en skræmmekampagne, men engang imellem dumper der en mail ned i min inbox, fra en datter, hvis mor er tæt på at dø og at de gerne vil have fingre i Min Mor bogen. Typisk dem, der har gået forgæves i boghandlen, og så har efterspurgt et eksemplar hos mig.

Jeg er altid ved at give mig til at tude, men på den anden side, så ved jeg, at den bog er et fantastisk minde for dem, og så er den lidt nemmere at skippe afsted. For at det ikke skal være løgn, så røg den sidste afsted med et Grønt Bud, til en datter, hvis mor var ved at være for afkræftet til at kunne skrive. Der var jeg ikke ved at give mig til at tude. Jeg hylede.

Det gjorde jeg også lidt over Julia blogindlæg i dag, for ja, alting ville have set anderledes ud, hvis hun havde haft sin mor i dag. Hun ville have haft svar på nogle af de mange mange spørgsmål, hun går rundt med til daglig. Og jeg kunne sådan ønske for hende, at hun kunne have givet bogen til sin mor. Æv.

Jeg skrev den ikke, fordi det var sådan et last-minute-call, men jeg skrev den fordi jeg ved hvor mange spørgsmål vi ikke ved vi har brug for at stille, fordi man bare ikke tænker om den slags spørgsmål til daglig. På den måde er den jo ret handy, og selvom det er min egen, så anbefaler jeg den virkelig. 

Jeg kan huske engang jeg var på bogmesse i Forum, hvor jeg stod og glanede stolt og rank og var parat til at fortælle alle der gad at høre på mig, hvor fantastisk den var. Så kom der en dame gående og hun stak næsen helt op til min ansigt og sagde: "jeg hader min mor, hun skal fandme ikke have den glæde at udfylde den bog." Og den dame var ikke den eneste, som kom forbi med et surt opstød over deres mor. Der var mange, som simpelthen havde lukket for det varme modervand, men som stadig var skidesure på deres mor.

Det synes jeg er ærgeligt. Min egen mor og jeg har bestemt haft vores ture og i en del år kunne vi ikke være sammen uden at gå hinanden på nerverne, og da jeg skulle hjem og holde skilsmissesommerferie i Vejle og bo hos hende i tre uger, sammen med ungerne, så skulle jeg da også lige tage en dyb vejrtrækning. Men. Det gik fint. Jeg tror vi har fundet hinandens tråd, og jeg tror vi fandt ud af, hvilke ting vi IKKE skal diskutere og hvilke vi godt kan stikke foden i. Det er godt sådan.

Jeg synes ikke man behøver at vær veninder med sin mor, og jeg synes ikke at man for enhver pris skal arbejde på at få et godt forhold til sin mor. Men jeg synes man skal overveje det og vælger man et bevidst fravær, så skylder man sig selv og sin mor er slutte fred med den beslutning. Ellers kan man sgu ikke ånde frit. Og det er ærgeligt.

Jeg håber selv, at mine drenge synes at jeg er en dejlig mor og at de også godt gider med mig på café, når de bliver teenagere og at vi kan snakke og drikke vin, når de bliver ældre og at vi kan blive ved med at lege, lige meget hvor gamle vi er. Jeg ved i hvert fald at jeg gør mit bedste og sådan tror jeg alle mødre har det. Det gør vi jo. For det skal vi.


onsdag den 19. september 2012

Modig

Jeg er lige for tiden min egen største helt. Helt ærligt, jeg synes jeg klarer og har klaret det hele ret fint. Jeg har fundet sider frem i mig selv, som jeg ikke troede var muligt og selvom det i nogle minutter kan føles virkelig smertefuldt bare at trække vejret og tro på at alting er som det skal være, så bliver jeg ved med at gå. Og ikke gå i stå, bare fordi min livssituation har ændret sig.

Ikke desto mindre falder det mig ret naturligt at kaste mig over kvindelige helte af enhver slags. Både de levende og dem på film. Det giver mig en vis form for nosser at se andre klare ærterne. Hvis de kan, så kan jeg også, og jeg kan sagtens mobilisere nogle superkræfter ved at se på dem.

Derfor faldt det på et ret tørt sted, da gik med Kasper ind og så Modig. E-n-d-e-l-i-g en pige, der er helten, som skal så grueligt meget igennem før alting bliver godt. Jeg havde høje forventninger. De blev indfriet til fulde, og filmen er virkelig god. Så god at en voksen mand var alene inde og se den kl. 10.00 en fredag formiddag. Seriøst.

Vi har fået dukken tilsendt. Altså helten fra Modig. Merida hedder hun. Jeppe blev glad og puttede hende i 20 sek., mens Kasper rynkede på næsen og spurgte om der fulgte en bil med. Desværre nej. Ingen af drengene er særligt anti-dukke-agtige og ingen af dem er vilde med sværd og pistoler og Superhelte, så jeg tænkte at dukken ville falde i god jord og kunne lære dem et og andet om omsorg.

Men det her er hvad der sker med dukker i vores hjem. De kommer på et eller andet tidspunkt til at ligge i en skraldebil, på et lad eller som her: med en snor viklet om halsen og så ellers slæbt efter en lastbil. På den anden side er det en rimelig cool måde at blive slæbt på, og jeg siger jer, det tog lang tid for dem at vikle hende ordentligt ind og passe på håret imens og kjolen og få krogen sat fast, så det må vel også give lidt point på omsorgskontoen.




Foredrag på Ørestad Bibliotek

Hold fast mand, hvor er der sket meget siden mit indlæg om min separation. Meget kan man sige om kvinder, men bakke op og holde sammen: you got it. Det gør mig stolt, at så mange mennesker, står så velvilligt parate med alverdens arrangementer. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave gavekort og give nogle af de invitationer videre til andre kvinder der har brug for det.

Nå. Men jeg skal på landevejen og holde foredrag, og mit første er på Ørestad Bibliotek i morgen torsdag. De har ikke nået at lave det vilde PR for det, så jeg er ret spændt på om vi bliver 5 eller 50. Men jeg kommer. Uanset hvad. Og jeg kan naturligvis ikke stå og snakke om mit lykkelig parforhold, men jeg har lært SÅ meget de sidste tre måneder, som jeg glæder mig til at give videre til jer. Vi skal høre lidt musik og I får tid til at stille spørgsmål til mig, til bogen, til hvad der kunne falde jer ind. Jeg svarer på det hele og jeg gider jer gerne et spark i røven, hvis det var det I skulle trænge til.

I kan købe billetter i døren og det koster en flad 50'er, og I kan tilmelde jer her.


onsdag den 12. september 2012

Sjælevandring...eller også bare vandretur

For et par weekender siden pakkede jeg en rygsæk som i de gode gamle spejderdage og kørte til Sverige med Helle. Jeg tror ikke, at jeg har været på vandretur med rygsæk siden jeg var spejder og jeg ejer ikke en eneste stykke grej, andet end min gamle sovepose - dog fra Fjällræven, og det var det. Men jeg trængte simpelthen sådan til at komme væk og til at gå og glo på nogle træer midt i alt det kaos jeg har og befinder mig i. Ikke altid kaos på den dårlige måde, men stadig meget virak.

Vi tog bilen til Söderåsen, som er en...ås, hvilket, tror jeg nok, er en slags højderyg...eller...okay jeg gætter. Jeg har ikke en fløjtende idé. Men en skov med bakker og lidt klipper det var der sådan set masser af.


Vi parkerede bilen, tog rygsækken på og gik. Og gik. Og gik. Og gik. Og gik. Og gik. Og gik. Og snakkede og gik. Holdt frokostpause og spiste rugbrødsmadder på en træstub, og varmede vand til kaffe. Helt basic. Så gik vi videre. Snakkede noget mere og gik igen. 


Det var virkelig virkelig skønt. 


Hold kæft det var fedt


Jeg har gjort det 1000 gange som barn/teenager og sovet ude i en skov og levet i et shelter, men dengang gik det mest ud på at finde ud af hvem der havde mest chokolade med hjemmefra og så ellers lure lidt på en lækker spejderleder. Og fnise i soveposerne, når vi endelig drattede omkuld. Nogenlunde det samme gjorde Helle og jeg, bortset fra det med lækker spejderleder. Vi mødte måske tre mænd på de 70 km vi travede, et par hunde og nogle børn.


Til gengæld fandt vi den sejeste lejrplads, som dukkede op lige da det var ved at blive mørkt. Det perfekte sted, med udsigt over en dal, flad som en pandekage = godt for ryggen, når man skal sove og med indbygget bålplads. Skovzen for alle pengene.

Og ved I hvad? Nogle gange er det meget rart at det eneste man skal finde nogle kviste og lave et bål og så lave mad.

Lykken kan godt findes i papvin 
..og pølser

..og bål

Det var supernemt at finde rundt i skoven og vi blev kun væk een gang, men der havde vi også rundet emnet kvindesex, og så er det sgu da lidt svært atholde øje med de gule markeringer på træerne. Jeg anbefaler det på det groveste. Sverige altså. Den tur holdt 220 % og lidt til.




tirsdag den 11. september 2012

Så ruller bolden

Jeg skal fortælle jer noget. Det har taget mig et par måneder. Og nu fire kopper kaffe, en kridhvid bolle med pålægschokolade, fem videoer på You Tube om folk der falder, beskeder på Facebok, mails der bare var vildt nødvendige at svare på og så har jeg lagt alt mit tøj sammen og fundet det strengt nødvendigt at rydde op i min rodeskuffe.

Men.

Årh!

Okay jeg siger det:
Jeg er blevet separeret. Bum. Nu sagde jeg det.

Av.

Lad mig gætte på, at I tænker: WTF? Og bliver tunge om hjertet. Tænker: 'jamen hvorfor?' Hvad er der sket? Og hvad med børnene? Kan jo også godt være I tænker: nå, og går på toa, og så var den ikke længere.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg vil sige at jeg er så okay, som man kan være. Og børnene er også okay. Og alting er foregået meget stille og roligt. Vi har tacklet det fint synes jeg.

Ja, gu' fanden har jeg gennemgået hele følelsesregistret af raseri, sorg, tomhed, forvirring, og er mærket for altid. Selvfølgelig. Men jeg besluttede mig meget tidligt i den process at være konstruktiv. At se det hele udefra og prøve at give så meget slip på det som jeg kunne. Det lykkes ikke altid, men de fleste dage gør det faktisk. Og når det ikke lykkes, så er det også okay, siger jeg til mig selv.

Jeg har lært en del på den tid, der er gået. Er blevet klogere. Mere markeret og har fået en livslammer så stor, at man nærmest kun kan gå een vej og det er frem. Jeg har jo for helvede selv stillet mig op på den skammel, der hedder at være ærlig, men det har været en smule sårbart (underdrivelse), at være ude med Længsler & Leverpostej og så ligesom stå der selv og flagre og jeg har faktisk ikke vidst, hvad fanden jeg skulle sige. Hvad ville I ikke tænke? Ville I gide høre mere på mig og mine tanker? Ville I skride fra bloggen med et brag. Hvad fanden gør man i den situation?

Jeg ved det ikke.

Jeg ved det sgu ærligt talt ikke.

På den ene side har jeg haft lyst til at lukke og slukke. Ikke skrive et eneste ord mere. Holde min kæft og sidde stille. Problemet er at jeg kan jo ikke holde kæft. Og det skal jeg vel heller ikke. Kan da i hvert fald ikke forestille mig et foredrag, hvor det er jer der snakker og mig der lytter, så selvom jeg går rundt med en allerhelvedes øm tå og med et hjerte, som har fået en omgang i en kogevask, så går alting for fanden videre. Og jeg lever stadig. Og nogle af de oplevelser jeg har haft på det sidste har været både sjove og livgivende. Det er sådan som det er og jeg kan kun håbe på det bedste i fremtiden.

I har måske lyst til at skrive en kommentar nu, det ville være helt naturligt, men jeg kunne godt tænke mig, at det fortsatte i det konstruktive spor og jeg ved, desværre, hvor mange mennesker, der sidder derude og er blevet en del af de 40% af skilsmisseraten. Så for at komme dem tilgode, så vil jeg meget hellere have, at du deler din positive erfaring med en skilsmisse, eller din positive erfaring med en krise, end at du skriver specifikt til mig. Det er kun Thure og jeg, der ved hvad der helt nøjagtigt er foregået og den del vil jeg gerne have lov til at bevare som en del af mit privatliv.

Så indover med dine erfaringer, vi fortjener allesammen at dele det positive med hinanden.






mandag den 10. september 2012

Min Mor

Så er det i dag Min Mor bogen udkommer igen-igen. Jeg er simpelthen så glad for at den atter er at finde på boghylderne. Også de virtuelle.


Jeg udlodder to styks lige her. Så smid dit navn og fortæl gerne, hvad du elsker din mor for og hvad du synes er det mest irriterende ved hende. Dit navn er nok, hvis ikke du gider dele din mor historie.

Og til alle mødre i hele landet: husk, hvor fantastiske I allesammen er og hvor stort et arbejde I gør med jeres unger. Giv jer selv en krammer. Og en cocktail. Og smid stængerne op i aften og lad lortet flyde, mens I tager en slapper.

Psst! Kan du ikke vente, kan du få fat på den her. Klik-klik.

mandag den 3. september 2012

Min Mor

For noget der virker som flere liv siden, udkom min allerførste bog Min Mor. Og som til en anden første skoledag, stod jeg troligt på bogmessen anno 2004, omgivet af den fine røde bog. Jeg var meget stolt. Og spændt på, hvordan det mon ville gå med den. Om folk ville købe den og få noget ud af den.

...ja det er også 10 kg siden den udkom.

Det gik godt med Min Mor, og bogen har været udsolgt i et stykke tid, men NU, udkommer den igen. I et nyt look og i en redigeret udgave. Det er jeg glad for at kunne dele med dig, og jeg kaster selvfølgelig en bog efter jer på udgivelsesdagen d. 10. september. 


Min egen mor og mig - sommeren 1976.

søndag den 2. september 2012

Vinder af 50 Shades

Det blev Liselotte Vejborg der vandt, tillykke! Send mig din adresse (annamette.fuhrmann@gmail.com), så sender forlaget en bog til dig. Og vi andre hører gerne hvad du fik ud af den, hehe.