lørdag den 31. december 2011

2012 here we come

Kære Alle

Jeg ønsker jer et smukt nytår. Fyr den af med fis og ballade og kys og kram dem I er sammen med.

Jeg glæder mig til at se jer i 2012, som jeg ved bliver et fantastisk år. Det gør det bare. Vi får en fest.

Jeg håber, at jeg kan få en eller anden til at arrangere et mudderløb til os et sted i Danmark og jeg lover, amar og halshug, at løbe et løb til på 10 km i den pink dragt.

Vi ses til næste år.

Kærligst
Annamette

lørdag den 24. december 2011

Hurra med hurra på

Klokken er 23.20 og huset sover efter en hyl juleaften og en skøn fødselsdag. Min altså.

Jeg er træt og fantaserer om at få lov til at sove længe og lade opvasken stå, men for fem år siden fik jeg min første ve om fire timer og kl. 9.05 i morgen tidlig har Kasper fødselsdag. Så når I andre lader resterne stå, så må mor her lave fødselsdagsmorgenbord og sige goddav til endnu et hold gæster i morgen.

Kunne godt have planlagt det lidt bedre, når nu jeg i virkeligheden havde termin d. 6. januar. Men altså. Det bliver skidehyggeligt. Som det plejer.

God jul til alle jer derude.

onsdag den 21. december 2011

Færdig

Med hiv og sving og træk og nætter og rigtigt meget kaffe. Seriøst meget. Er jeg endelig i mål med det du kan komme til at læse i det nye år.

Tak fordi du ventede.

Julehistorien om Kai – sidste kapitel


I dag er det slut på Kai's julefærd. Mest fordi Kaspers børnehave holder juleafslutning i dag og så passede det bedst, så der er ikke mere for den jule 5'er. 

Håber I har hygget jer med at læse med.

Da julekalenderen sluttede i går havde John og Kai travlt med at pakke en juleoverraskelse til Johns venner. De knoklede helt ind til det var blevet mørkt, og da de var færdige sagde John:

-Ved du hvad, Kai? Jeg synes, vi skal køre derop nu og lægge overraskelsen.

-Jamen det kan vi da godt, sagde Kai. Men hvad er det i grunden for nogle venner vi skal op til? Og hvorfor skal de have denneher kæmpe pose med juleslik?

-Jo, ser du, sagde John. Overraskelsen er til en hel masse børn, som jeg kender oppe i en børnehave, der hedder Slottet.

-Slottet, spurgte Kai. Hvorfor hedder den det?

-Jamen det er fordi, den ligger oppe i Fredensborg, lige ved Fredensborg Slot, hvor dronningen bor om sommeren, sagde John.

-Nøøøj, det lyder spændende, sagde Kai. Lad os bare køre derop nu. Jeg skal bare lige have min kappe på, for der er drøn-koldt uden for.

Og så satte de to venner sig ned på Johns jet-knallert, og drønede op mod Fredensborg. De susede ud på motorvejen og kørte op til børnehaven.

-Er du sikker på at vi ikke forskrækker børnene, spurgte Kai, da de parkerede ude i gården.

-Kai, for hulan, det er midt om natten. Børnene ligger jo og sover derhjemme. De kommer først herop i morgen tidlig, sagde John.

John og Kai gik ned i kælderen og gik op i stuerne.

-Hvor skal vi lægge slikposen, spurgte Kai.

-Ja, det ved jeg sørme ikke, sagde John. Jeg har hørt, at der er en pædagog heroppe, som hedder Jesper, og han er vist lidt af en slughals – ligesom dig, Kai. Så hvis vi lader posen ligge fremme, så æder han bare den alle sammen, den dovenlars.

Mens John gik og ledte efter et godt gemmested til slikposen inde i Riddersalen, lød der pludselig et vældigt rabalder nede i kælderen.

-KAI HVOR ER DU, råbte John og løb ned af trappen, så hurtigt han kunne.  

Inde i køkkenet lød der et farligt rabalder, og alle gryderne lå i én stor bunke. Nederst i bunken kunne John se to flade frø-fødder som stak ud under et grydelåg.

Kaiii ?? kaldte John, og hev forsigtigt i den ene frø-tå.

-Joooooooohn, hjælp mig uuuuuuuud, råbte Kai nede under alle gryderne.

John gravede Kai frem og satte ham op.

-Altså Kai, hvad laver du nede i køkkenet? spurgte John.

-Ja, hvad tror du selv, jeg leder efter et gemmested, råbte Kai og sparkede vredt til en stor gryde.

-AAUUUUUUU, råbte Kai.

-Ja så kan du lære det, din hidsigprop, sagde John. Natasjas gryder er nogle tunge nogen, så hvis du sparker til dem, så slår du dig.

Kai kiggede op, og John kunne se på ham at han havde fået en god ide.

- Jeg har det, råbte Kai. Vi kan da bare gemme slikket et sted ude på legepladsen!

- Selvfølgelig, råbte John. For så finder de dovne pædagoger jo ikke slikket før børnene!

De to venner gik ovenpå igen og gik ud på legepladsen.

- Der er godt nok mørkt, hva? Sagde Kai, mens de gik og kiggede efter et godt gemmested.

- PAS PÅÅÅÅ, råbte Kai, der er en kæmpestor edderkop lige der!

-Slap nu af, Kai, det er bare børnenes edderkoppe-gynge. Hjælp mig nu med at finde et gemmested, sagde John.

FLUMP, lød det, og så var Kai væk igen.

John kiggede ned i sandkassen, hvor Kai lå og rodede rundt.

-Du skulle altså se dig lidt for, sagde John. Men vent her, jeg kan se en god hule nede i skoven, jeg løber lige ned og gemmer posen.

John kom tilbag med det samme igen og fortalte, at nu havde han gemt juleslikket, så børnene kunne finde det i morgen, når de kom i børnehave igen.

- Nøj, sagde Kai. Hvor er det hyggeligt sådan at få en juleoverraskelse. Bare det var mig.

John kiggede ned på sin lille grønne frø-ven.

- Ved du hvad Kai, jeg har faktisk også en juleoverraskelse til dig, sagde John. Jeg er så glad for, at du har hjulpet med at reparere min jet-knallert, så vi kunne aflevere denneher gave, at jeg har købt en flybillet til dig. Til Kairo!

-Juhuuu, råbte Kai og så gav han sin ven et kæmpe knus. Hvornår skal jeg afsted?

-Jamen, jeg kører dig direkte i lufthavnen nu, så i morgen, når børnene finder deres jule-overraskelse, så sidder du i et dejligt lunt mudderhul nede i Kairo og hygger dig.

Og så satte John og Kai sig op på jet-knallerten og kørte ud i lufthavnen.

På vej ned til Kais fly, vinkede de til Johns ven Kalle, som var ved at tanke flybenzin på Kais fly.

-Hej Kalle, råbte Kai. Hav en rigtig god jul !!!

-Nej, Kai, flyvemaskinen er ikke GUUUL, råbte Kalle tilbage.

Da Kais flyver lettede kunne John se sin lille grønne ven, som vinkede til ham i vinduet. Og da flyet var lettet, gassede John sin skinnende røde jet-knallert op og kørte hjem på Sportsvej. Han havde travlt, fordi han skulle til at stege flæskesteg. Han skulle nemlig holde juleaften sammen med Frøken Kipdnisut og det glædede han sig rigtigt meget til.

Og Kai, han sad nede i Kairo i sit mudderhul og spiste risengrød og glædede sig til at han skulle åbne de julegaver han havde fået af John. Og Kai håber, at I allesammen får en rigtig sjov jul.

tirsdag den 20. december 2011

Mig og Mødregruppen

Jeg er blevet fast gæst i Iben og Mødregruppen og det er jeg glad for, for der kommer så mange forskellige mennesker i det program, at selv mig, der synes jeg ved noget om alt, finder ud af, at det gør jeg så ikke.

I dag handlede programmet om nyopsætningen af Henrik Ibsens 'Gengangere' og deraf også en dabat om samfundet i dag verses 1880. Der blev snakket om Paradise Hotel, sex for åben skærm, grænser for seksualitet og kønssygdomme. Jeg var i studiet med dansklærer Gita Pasternak og arkæolog og meningsdanner (tror jeg godt at jeg må kalde hende) Dudu Tepe. Søde damer, vilde navne.Og jeg blev i hvert fald selv klogere.

Lyt med her, 1. time

Lyt med her, 2.time. 


mandag den 19. december 2011

Julehistorien om Kai – kapitel 13


Da julekalenderen sluttede i går havde John og Kai været ude i lufthavnen og få tanket Johns røde jet-knallert op med jet-benzin hos Johns ven Kalle.

Da de kom hjem til Johns lejlighed på Sportsvej lavede John en ordentligt stak sukkermadder, som de to venner spiste inden de gik i seng.

Da det blev morgen igen, vågnede Kai ved at John gik og sang julesange.

- Nå Kai, din dovenkrop, så kunne du vågne, sagde John.

John havde allerede lavet både morgenkaffe og havregrød, han skyndte sig at hive Kai ud af sengen.

- Altså, Kai, jeg har sådan glædet mig til min fridag, for i dag skal vi pakke en helt speciel jule-overraskelse ind til nogle af mine venner.

- Jeg har nemlig været ude og købe vingummi-bamser til dem alle sammen. Jeg købte dem for en uge siden og gemte dem inde i skabet, og nu tænkte jeg at vi kunne pakke dem ind, og så i morgen, kan vi køre op og aflevere dem til mine venner.

Johns øjne hoppede og dansede, mens han fortalte Kai om sine planer.

Men Kai sad bare og kiggede ned i bordet. Han var helt stille. Så sagde han stille:

- Jooooohn, de der vingummi-bamser, du har købt – lå de i en grøn plastikpose inde i dit skab? spurgt han.

- Ja, sagde John. Hvor ved du det fra?

- Jamen altså, det er jo bare fordi at du ved at jeg elsker vingummibamser, og en morgen i sidste uge, da jeg vågnede synes jeg bestemt at der duftede af vingummi-bamser, og så kom jeg til at lede en lille smule efter dem og så fandt jeg posen inde i dit skab …

- Hva? Har du spist vingummi-bamserne til mine venner? råbte John.

- NEJNEJ, sagde Kai bestemt. Jeg spiste kun én.

John løb ind i soveværelset, og kom tilbage med en tom grøn plastikpose.

- Spiste du kun én?? Posen er jo helt tom, råbte John.

- Nåhhhja, jeg mente at jeg kun spiste én pose, sagde Kai.

-DER VAR TRE KILO VINGUMMI-BAMSE, skreg John.

- Så var det nok derfor jeg fik så ondt i maven bagefter, sagde Kai. Det må du altså meget undskylde, John.

John satte sig ved køkkenbordet og sukkede.

- Hvad skal jeg nu give mine venner i jule-overraskelse, sagde John. Jeg har ikke flere penge til at købe vingummi-bamser for.

Så fik Kai en ide. Oppe hos Frøken Kipdnisut havde han nemlig set en masse lækkert chokolade.

- Du kunne jo prøve at spørge Frøken Kipdnisut, det kan være hun vil hjælpe dig, sagde Kai.

- Hva, jeg skal i hvert fald ikke op og spørge Frøken Kipdnisut om noget som helst. DEN SURE MOKKE, råbte John.

- Jamen, John, sagde Kai, hør nu her. Jeg er sikker på at hun godt vil hjælpe dig. Hun er jo faktisk slet ikke så sur, og det var jo hyggeligt at køre i tog med hende. I sad jo ved siden af hinanden. Og jeg så jo faktisk godt at I sad og holdt i hånd.

Så blev John helt rød i hovedet og begyndte at grine.

- Jaaahh, lidt sød er hun måske. I hvert fald når hun ikke råber. Okay, så går jeg op og spørger hende.

Der gik ikke længe, før han kom ned til Kai igen.

Til gengæld kunne han næsten ikke slæbe den store pose med slik, som han havde med.

- Se Kai, sagde John, Frøken Kipdnisut var helt vild sød, og hun havde en masse slik liggende, som hun gerne ville give til mine venner. Skynd dig og hent indpakningspapiret, for nu skal vi have pakket overraskelsen ind.

Og mens de to venner sad og pakkede slik ind, fortalte John, at han kendte en masse børn, som han synes var rigtigt søde og de skulle have en juleoverraskelse, som ham og Kai skulle op og aflevere hos børnene.

- Det var godt nok en god ide, sagde Kai. Og så spiste han en hel håndfuld slik.

- KAI, NU STOPPER DU MED AT ÆDE MINE VENNERS SLIK, råbte John,

- Æv, jeg tog eller kun et stykke, sagde Kai, og mens John rystede på hovedet, nåede han lige at snuppe en hel mundfuld mere.

Julehistorien om Kai – kapitel 12

Da julekalenderen sluttede i fredags havde John selv fundet den sidste vigtige skrue til den røde jetknallert, og han kørte ud for at finde Kai, som gik rundt nede på gaden og var sur.

Men så snart Kai kom op at sidde på jetknallerten, blev han glad igen. For han elskede når John vred gashåndtaget helt tilbage og jet-knallerten kørte så stærkt at han blev nødt til at lukke øjnene.

- Kai, råbte John. Jeg håber du sidder godt, fordi vi har snart ikke mere benzin, så vi skal lige ud og tanke.

- Den er fjong, sagde Kai. Der ligger en tankstation lige derovre.

Så begyndte John at grine.

- Altså, Kai, det her er jo en jet-knallert. Den kan da ikke køre på almindelig benzin, ligesom det, der kommer i en bil. Den bruger jet-brændstof. Det er noget helt specielt benzin, som jeg køber af min ven Kalle, som arbejder ude i lufthavnen.

Kais øjne blev helt store:

- Skal vi ud i lufthavnen? Nøj, hvor fedt!

John vendte jet-knallerten i et stort sving, og kørte ud mod motorvejen.

Jamen John, råbte Kia. Knallerter må da ikke køre på motorvejen!

- Jeg er ligeglad, af baaaaanen, råbte John og så kørte han så hurtigt at han overhalede alle bilerne og busserne på motorvejen.

Da de kom ud til lufthavnen, standsede John jet-knallerten og sagde til Kai:

- Min ven Kalle er en lille smule speciel. Hans arbejde er at tanke jet-benzin på de store flyvemaskiner, og han har stået nede under de store flymotorer i så mange år, at han er blevet en lille smule døv. Så du skal snakke højt, hvis du vil sige noget til ham.

John kørte hen til porten og sagde til vagten at han skulle ind til Kalle, og så fik de lov at køre helt derind hvor de store flyvemaskiner holder.

Kalle stod ved sin tankbil og var ved at fylde benzin på en Boeing 747 som skulle flyve helt til Thailand.

- Hej Kalle,  råbte John.

- DU SKAL SNAKKE LIDT HØJERE,  råbte Kalle.  JEG HØRER IKKE SÅ GODT !

- MIN KNALLERT MANGLER JET-BENZIN,  råbte John.

- HVA, ER DU GLEDET I EN KLAT LIM ???  råbte Kalle.

- NEJ, NEJ, JEG SKAL HAVE BENZIN, TIL MIN KNALLERT,  råbte John.

- ER DER NOGEN, DER HAR TAGET DIN KNALLERT ??? råbte Kalle.

- NEJ, NEJ, MIN KNALLERT ER LIGE HER. MEN DEN SKAL HAVE BENZIN, ELLER KAN DEN IKKE KØRE, råbte John.

- HVAD SIGER DU? KAN DU HELLER IKKE HØRE???

Nu blev Kai simpelthen så sur at han sagde:

- Nu gider jeg ikke høre mere på de to fjolser, og så hoppede han ned fra jetknallerten og tog Johns store hvide styrthjelm og knaldede Kalle sådan en over skinnebenet med hjelmen.

Og da Kalle bukkede sig ned for at ømme sig hoppede Kai op på skulderen af ham og skreg ham ind i øret:

- JOHN SKAL HAVE JET-BENZIN, DIT DØVE APPERAT !!!

- Nåå, sagde Kalle og kiggede over på John, skal du have jet-benzin? Det kunne du da bare have sagt.

Og så satte Kalle den store gule brændstof-slange fra tankvognen på Johns røde jetknallert og der kom et stort SLUUUUURP - og så var knallerten fyldt op og klar til at køre igen.

- TUSIND TAK, råbte John.

- NEJ TAK, JEG SKAL IKKE HAVE TOBAK, råbte Kalle tilbage vinkede til Kai og John.

John og Kai susede tilbage på motorvejen og der gik ikke længe, før de var tilbage på Sportsvej i Glostrup.

- Hvordan kan det egentlig være at jet-knallerten skulle fyldes op, spurgte Kai.
- Jo, ser du, sagde John. Vi skal snart på langtur vi to. Jeg har nogle venner, som skal have en helt speciel juleoverraskelse, og den skal vi to op og aflevere til dem, sagde John.

- Det var derfor det var så vigtigt at jet-knallerten blev repareret. Ellers kunne vi jo ikke aflevere overraskelsen, sagde John.

- Men nu skal vi to op og i seng, for i morgen har jeg fri fra arbejde, og så skal vi to ud og købe jule-overraskelser.

- Den er fin, sagde Kai. Men skal vi ikke lige have os en sukkermad, inden vi går til køjs?

Og så gik de to venner op for at smøre sukkermadder.

fredag den 16. december 2011

Din julegave til dig selv?



Ved du stadig ikke hvad du skal være når du bliver stor? Hvis du gerne vil finde ud af det, så tror jeg ikke det nogensinde har været billigere. Du sparer 69% på Pernille Melsteds Find Din Passion online-kursus. Men kun til kl. 10 i morgen lørdag. Se lige her.


P.s.det er billigere end et fejlkøb i Vero Moda. 

torsdag den 15. december 2011

Julehistorien om Kai – kapitel 11

Da julekalenderen sluttede i går, var Kai lige vågnet efter at have spist fem store sukkermadder for at fejre, at han fået fat i skruen til Johns jet-knallert. Og da John vækkede ham, var skruen væk igen.

Kai var helt ude af sig selv af raseri.

- Det var da det værste møg, spruttede han og blev helt rød i hovedet.

- Jamen Kai, hør nu her, sagde John og prøvede at berolige ham.

- Jeg skal ikke høre noget som helst! Nu har jeg slidt og slæbt for at finde den og så er den bare væk, råbte han og begyndte at hoppe op og ned.

- Altså Kai, lad mig nu lige fortælle dig … sagde John og prøvede på at få kai til at hidse sig lidt ned.

- NEJ, nu kan det være nok, råbte Kai, og så hoppede han ud i opgangen, tog sin røde kappe på og gik sin vej. På vej ud smækkede han døren med at kæmpe BANG.

Så tog han sin kappe og gik hen til vinduet og kastede den ud.

- HA, din dumme kappe, dér fik jeg dig. Nu kommer jeg ned og henter dig og så falder jeg slet ikke ned af trappen som jeg plejer.

Kai begyndte at gå ned af trappen. Da han havde taget to skridt sagde det:

SLAM !

Og så trillede Kai for over og begyndte at slå kolbøtter ned af trappen.

Han kunne lige høre Frøken Kipdnisut som råbte:

- Hov forresten, Kai, pas på du ikke falder, jeg har lige vasket trappen.

Kai var stadig på vej ned af trappen, og han sagde bare:

Av!

(Bump)
Din

(Bump)

Suuuure

(Bump)

Mokkeeeeeee !!!

Bump

… og så landede Kai for enden af trappen og kiggede ud på gaden, hvor hans kappe lå klar til ham.

Kai var stadig sur, så han tog jakken under armen og sagde til sig selv at nu gik han til Kairo, så han kunne ligge i en dejlig varm mudderpøl i stedet for at gå rundt herhjemme i dumme kolde Danmark og lede efter en dum skrue som hele tiden blev væk.

Og Kai han gik og gik, og mens han gik blev han mere og mere sur og ked af det.

Han var så ked af det, at han slet ikke hørte det kæmpe

VRUUUUUUMMM

som lød i baggrunden. Og han hørte heller ikke Frøken Kipdnisut som råbte:

- John, din dumme knallert-bølle !!!

Men lige pludselig hørte Kai en lyd han kendte, og så vendte han sig om.

Og dér på vejen så han Johns store skinnende jet-knallert komme kørende. Og John sad på den med sin hvide styrthjelm på og råbte KAIIIII, hvor er du ???

Kai hoppede og vinkede alt det han kunne og da John kom hen til ham sagde han:

- Jetknallerten? Men hvordan fik du den til at virke, john?

- Det var jo det, jeg forsøgte at fortælle dig, sagde John.

- Da jeg kom hjem fra arbejde så jeg at der lå en stor skinnende skrue på køkkenbordet, og jeg kunne med det samme se at den passede til min jet-knallert.

- Så gik jeg ned og skruede den på og startede knallerten og så kunne den køre!

- Men så var det at du blev sur og løb ud, og så blev jeg jo nødt til at køre ud af finde dig.

Kai sprang op og satte sig i skødet på John.

- Skal vi kke køre en lang tur, Kai, sagde John. Så bliver du sikkert glad igen.

Og så drejede John gashåndtaget på jetknallerten helt i bund, så der lød et kæmpe:

VRUUUUUUMMM

… og John og Kai susede afsted på den røde jetknallert.

tirsdag den 13. december 2011

Julehistorien om Kai – kapitel 10

Da julekalenderen sluttede i går, var Kai kommet med John på arbejde og havde trykket på en masse knapper inde i førerhuset på Johns S-tog. Han lavede en værre ballade.

Faktisk lavede han så meget ballade at John til sidst sagde til ham:

- Så Kai nu kommer du altså ned i min rygsæk, indtil jeg har fri, for ellers får jeg aldrig kørt det tog tilbage på Hovedbanegåden.

Og da de endelig kom hjem i Johns lejlighed igen, var Kai så træt efter den lange dag, at han ikke engang ville have en sukkermad. Han gik bare lige på hovedet i seng.

Han vågnede først næste morgen, da han hørte, at John tog på arbejde.

Det første han tænkte var:

- I dag skal jeg have fat i den skrue til Johns jet-knallert, som Frøken Kipdnisut havde ryddet op, da hun var nede i Johns lejlighed.

Men Kai vidste bare ikke hvordan han skulle komme op i hendes lejlighed. Derfor ville han gå sig en lille tur, for når han gjorde det, plejede han altid at få en god ide.

Så han tog sin røde kappe ned fra knagerækken og gik ud på trappen og tog den på.

- Dum-ti-dum, hvis jeg går en lille tur, skal det nok blive bum, begyndte Kai at synge.

Men han nåede kun et tage ét eneste skridt før han snublede i sin røde kappe, og faldt lige på hovedet ned af trappen.

BUMP, BUMP, BUMP, BUMP … lød det mens Kai trillede ned og trappen og landede midt på.

Han rejste sig op og tog sig til hovedet.

- Det er vist godt, at min kappe er så tyk, for jeg slog mig næsten ikke. Nu må jeg hellere være mere forsigtig på det sidste STYYYYYYYYYKKE …

råbte han og snublede igen i sin lange kappe.

BUMP, BUMP, BUMP, BUMP … lød det mens Kai trillede videre ned af trappen og til sidst landede allernederst og satte sig lige på rumpen.
Kai var helt rundtosset, og han løftede langsomt sit hovede og kiggede op.

Lige foran hans næse så han en anden næse, som var kæmpestor.

Og bag den anden næse var det et par store øjne som kiggede nysgerrig på ham. Under næsen var der en kæmpestor mund, som langsomt åbnede sig.

- Hej Kai !!!

Det var Kais ven Jan. Det kæmpestore postbud.

- Hvad laver du nede på gulvet Kai, spurgte Jan.

- Det var fordi, jeg faldt i den dumme kappe, sagde Kai.

Jan samlede Kai op i sin kæmpestore næve. Han sagde:

- Så var det da godt, at jeg lige var ved at putte breve i postkassen, så jeg kan hjælpe dig op.

Pludselig lød der et kæmpe langt brag.

BRRRRRRRRRR, sagde det.

Det var Jans mave, der knurrede. Jan så helt mærkelig ud i hovedet og fik pludselig travlt med at komme ud på gaden.

- Kai, den er helt gal. Jeg tror, jeg skal til at slå en prut igen. Kan du ikke lige give det her brev til Frøken Kipdnisut, for jeg bliver nødt til at gå, sagde Jan og gav Kai en hvid konvolut, hvor der stod: “TIL FRØKEN KIPDNISUT”.

Og Jan var kun lige kommet uden for trappedøren før der lød et kæmpe:

PRUUUUUUUUUUUUTTT !!!

Jans prut var så høj, at alle ruderne i huset rystede, og der gik kun et øjeblik, før Kai hørte et vindue der gik op og Frøken Kipdnisut råbte:

- Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!

- Det var godt, tænkte Kai, så ved jeg da at hun er hjemme.

Og så gik han op og ringede på døren.

- Næmen goddag, Kai, råbte Frøken Kipdnisut, da hun så den lille frø sidde uden for døren. Og ved du hvad, det er godt nok for galt, nu har hørte jeg igen John køre rundt på den skrækkelige jet-knallert, som larmede så meget, at jeg nu igen væltede min kaffekop.

- Ja, det er godt nok noget værre noget, sagde Kai. Men jeg har et brev til dig!

Næ, er det saaaaandt, råbte Frøken Kipdnisut, det var da en dejlig overraskelse. Vil du ikke med indenfor og have en pebernød, inden du går, Kai???

Jotak, det ville da være dejligt, sagde Kai og gik med ind i køkkenet.

Frøken Kipdnisut var helt opslugt af sit brev og hun åbnede det med det samme og begyndte at læse det. Hun kiggede kun på brevpapiret og blev helt stille.

Pludselig sagde hun:

- Ved du hvad, Kai, kan du ikke selv tage en pebernød. De er i kagedåsen i min taske lige derovre.

Kai blev ellevild og og hoppede over til hendes taske.

Og da han havde stukket sin lille tynde frø-arm ned i kagedåsen efter en håndfuld pebernødder, kiggede han ned i tasken. Og DER lå den. Den skrue som han manglede til Johns jet-knallert.

Haps, sagde det, da han snuppede skruen og hoppede ud i gangen for at gå ned af trappen.

Farvel, Frøken Kipdnisut, sagde han. Og tak for pebernødderne”




Julehistorien om Kai – kapitel 9

Da julekalenderen sluttede i går, var Kai på togtur med Frøken Kipdnisut og John, og han var rigtig glad, fordi han endelig havde fundet ud af hvor den sidste skrue til Johns røde jet-knallert. Den lå nemlig i Frøken Kipdnisuts håndtaske.

Det fandt Kai ud af, da hun bankede tog-konduktøren oven i hovedet med tasken, da han prøvede at få hende til at flytte sig væk fra pladsen ved siden af John i toget.

Resten af togturen var så spændende - og Kai spiste så mange pebernødder, at han til sidst faldt i en dyb søvn nede i Johns rygsæk.

Han vågnede slet ikke, da de kom hjem fra togturen, og John var selv så træt, at han helt glemte at lægge Kai i seng, da han kom hjem om aftenen.

Næste morgen vågnede Kai ved, at han pludselig stod på hovedet.

- HOV!

- Hvad er nu det!

BUMP, sagde det og så vendte Kai pludselig den anden vej igen!

Kai kæmpede for at komme ud af sin lange røde kappe. Men det var som om han sad fast.

GUNK,  GUNK, GUNK, sagde det, og det hele hoppede op og ned. Kai forstod slet ingen ting. Og der var også helt mørkt.

Pludselig gik det op for ham: John havde glemt at tage ham op af sin rygsæk, og nu var John på vej på arbejde.

- JOOOOHN, råbte Kai, DIN SKVADDERPANDE! Du har glemt at tage mig op af rygsækken. JEG VIL UUUUUUUUDD, skreg Kai.

Uden for rygsækken kunne John ikke høre nogen som helst ting. Han havde trukket sin kæmpe store hue ned over ørerne og var gået ned i gården, kigget på sin røde jet-knallert, som stadig var i stykker, og så begyndt at gå ind på Hovedbanegården.

Han hverken hørte eller mærkede, at Kai lå nede i hans rygsæk og spruttede af raseri.

- JOOOOOHN, DIN KLAMPHUGGER, LUK MIG SÅ UUUUUUUUUUUD, skreg Kai og kæmpede for at få fat i lynlåsen, så han kunne komme ud, men hver gang han var lige ved at nå den med sine små frø-fingre, så tog John et lille hop ned over en kantsten, og Kai blev kastet rundt én gang til og blev endnu mere sur.

Da John endelig lukkede lynlåsen op og stirrede nysgerrigt ned i rygsækken, var det første han så to helt røde frø-øjne, som stirrede surt på ham.

Kai sprang op fra rygsækken og hoppede op og ned af raseri, men John sagde:

- Kai, kig dig nu lige omkring. Du har altid gerne ville med mig ud og køre i S-tog, og nu sidder du inde i førerhuset.

- Nøøøøj, sagde Kai og kiggede på alle knapperne. Det var meget svært ikke at komme til at røre ved nogen af dem.

- TUUUUUUUUUT, sagde det pludselig, da Kai kom til at trykke på en lillebitte knap, da John kiggede væk.

- KAI ! sagde John strengt, det var hornet, du lige trykkede på, det må du altså ikke.

- Åuuukay, sagde Kai, jeg skal nok lade være med at røre ved en eneste knap så, sagde han. Men det er bare fordi de ser så spændende ud.

Pludselig lød der en masse høj musik.

KAI, NU PILLER DU ALTSÅ NALLERNE! råbte John.

Kai var kommet til at trykke på radio-knappen så alle passagererne hørte jule-musik.

- Ja, NU skal jeg nok passe rigtigt godt på, sagde Kai og satte sig oven på sine hænder for at han ikke skulle komme til at pille ved noget han ikke måtte.

- Ja tak, sagde John, det er jo slet ikke til at køre S-toget, sådan som du trykker på det hele.

Pludselig lød det er højt HVIIIIIIIIN og toget bremsede hårdt op og stoppede lige med et.

KAAAAIIIII, HVAD HAR DU NU LAVET, råbte John.

- Ikke noget, sagde Kai. Jeg hev bare i det her sjove håndtag en lille smule.

- Kai, for dævlen, det er jo nødbremsen, sagde John.

Og sådan fortsatte turen helt hen til Ballerup Station.

Her havde John pause, så han tog sin kaffe frem og hældte en dejlig stor kop op.

Så kiggede John på sin lille grønne frø-ven, og så sagde han:

- Ved du hvad, Kai, jeg håber virkelig, at min jetknallert kommer til at virke igen inden det bliver jul.

- Jeg har nemlig en overraskelse til nogen af mine venner, og jeg kan kun aflevere overraskelsen, hvis min jet-knallert virker.

- Bare rolig John, sagde Kai. Din jet-knallert skal nok blive klar til jul, det skal jeg nok sørge for.

Og mens John drak sin kaffe færdig og begyndte at køre S-toget tilbage til Københavns Hovedbanegård, planlagde Kai at i morgen, ville han en tur op og besøge Frøken Kipdnisut, så han kunne få fat i den sidste sidste skrue, så knallerten kunne komme ud og køre igen.