tirsdag den 29. november 2011

Klumme fra JP (i søndags)


Kys julen og smæk benene op

I dag er det første søndag i advent og lige om lidt ruller julen ind på perron ét, lastet til bristepunktet med hygge. Det’ jul det’ cool og det er nu man hygger sig bedst, så den skal have én over lampen. Basta. Vi skal komme hinanden så meget ved i hjerternes fest, at vi er ved at kløjs (jysk for kvalt).

Hjemme i min familie kan vi toppe juledagene med, at vi har to fødselsdage hhv. juleaften (mig) og 1. Juledag (min ældste søn), så lad mig bare sige det sådan: to poser Bridge blanding er ikke altid nok at skylle det ned med. Der skal stærkere sager til. Og en snaps er velkommen. Også inden 10.
Men. Vi har faktisk altid haft en hyggelig jul og min mor burde få en medalje ud i fødselsdags -og juleplanlægning, så hvis nogen står og mangler en logistikchef med ekstra kringler i ærmet, så sig til.

Nu er jeg jo selv blevet mor til to. Og derfor også indkøber af to stk. pakkekalendre og for resten også en and. For nu er vi nemlig også sådan nogle voksne nogen der holder juleaften. Min mand og jeg. Med alt hvad dertil hører. Og lad mig med det samme afsløre, at jeg er vild med alt det der ramasjang, der foregår i december. Der bliver oprustet med stearinlys, i en grad så jeg kunne oplyse en hel landsby og til min mands store ærgelese, hører jeg julemusik non-stop i december måned.
Jeg elsker julefrokoster og at chefen bliver alt for fuld og at ham nede fra salg stikker røven ned i kopimaskinen. Jeg synes simpelthen det er en fest at vælte rundt i sildemadder og sneøl, og skråle ’laaaaaaast christmas I gave you my heaaaart…’ – det er pivhyggeligt. Ikke at forglemme snapsen. Den der skønne fornemmelse, efter første glas. At det brænder i halsen, prikker på tungen, og giver hjernecellerne et lille venskabeligt buzz. Skønt. Og ligeså skønt at man fordobler sin BMI på bare tre dage.

Vi får givet hinanden nogle ekstra krammere og vi pakker hjemmet ind i julepynt og landskaber og slipper for at kunne se nullermændene for bare grankogler. Alt dette på bare 26 dage. Whats not to like? Halleluja.

Den stopper bare ikke helt her. For december på december ser jeg folk gå op i limningen. Fuldstændig spændt op i guirlander og forventninger, med Bing Crosbys fløjlsbløde stemme som underlægning, mens der drømmes om en pletfri jul. Helst helt hvid, for der er eddermame ingen der skal komme og sige, at det var en dårlig jul.

Således bliver der travet rundt i manegen med bekymringer om nu Onkel Hans opfører sig ordentligt til julefrokosten. Om Tante Tut igen kommer rendende med sine hjemmestrikkede grydelapper, om anden bliver ordentligt stegt og om hele lortet vælter om kap med juletræet, fordi vi glemte at tale sammen det forgangne år og derfor ikke lige fik afstemt forventningerne. Som man siger.

Men ved du hvad? Drop alle dine lister på lister på lister med gaveindkøb, rengøring, familiefejder og gør noget andet. Sæt dig ned, smæk noget musik på, som du holder af. Giv dig selv noget lækkert chokolade og tag en dram. Og er du allerede ved at gå i panik over om der nu er kirsebærsauce nok til alle, så ringer du bare. Jeg har købt. Og det var nok også blevet jul alligevel. Uden sovs.

Gud i himlens navn


Jeg var som sædvanligt en tur forbi AmarOrama, og faldt over indlægget, som serverede et stykke med The The. Dem havde helt glemt. Men det her nummer tager mig straks tilbage til en sommer i 90'erne, med bare ben, motorcykelkæreste, bål og lange nætter ved stranden i Vejle. Skovture, cykelture og snurreture rundt i et ret så ubekymret liv.

søndag den 27. november 2011

Radio 24/7

Når jeg ikke kan skrive, er det da godt at jeg kan snakke. Og det skal jeg i dag på Radio 24/7 hos Iben i Mødregruppen fra 10-12.

Som en gammel cirkushest kan jeg slet ikke vente med at få en mikrofon foran munden og sidde i et studie. Jeg savner det heeeeeeelt vildt.

I dag handler programmet om fødsler. Gisp!

fredag den 25. november 2011

Skulle vi ikke lege....

at jeg sagde til dig, at jeg virkelig er glad for at du klikker herind. Stadigvæk. For her er noget tyndt og slapt med ordene. Jeg ved det godt.

Jeg ved det virkelig godt.

Det er bare meget meget meget svært at skulle stoppe op og sætte et 'under construction' op i vinduet.

Aaaarrgggg!


tirsdag den 22. november 2011

Do the boogaloo - James Brown style


Hvis du sidder og keder dig lidt på din kontorplads, så vil jeg anbefale dig at indtage kantinen med en fællesdans. Sammen med James Brown. Har du nogensinde set mere cool dans? Jeg har ikke.

mandag den 21. november 2011

Workshop


Hvis jeg bloggede på Bloggers Delight, så ville jeg betale for at denne annonce kom på bloggen. Fordi. Det er et must for alle forældre. Og jeg tør godt love guld og gode mavefornemmelser, når I går derfra. Really.

Jah-jah, jeg kender dem og jah-jah, de er også mine veninder, men de er altså også stanghamrende dygtige til det de gør. Og du får så forældrehatten passer på den workshop. Jeg har selv prøvet dem på egen krop en del gange og de lægger ikke fingre imellem. Til gengæld deler de rundhåndet ud af de berømte tools, der skal til, når man har kids.

De er ikke kedelige. De er ikke millionøseagtige. Vær så venlig at booke en plads. Det vil du ikke fortryde.

fredag den 18. november 2011

Klumme fra 24 Timer i dag

Klummen: Hold snitterne for dig selv, cykeltyv!

Jeg har set min mand græde to gange på de seks år vi har været gift. I aftes var det tæt på at være tredje gang. Han kom slukøret op fra kælderen og fortalte med sorg i stemmen, at alle hans cykler var blevet stjålet. Fra vores aflåste fælleskælder i vores eget aflåste kælderrum, som på ingen måde er en ussel gammel kælder med noget træværk, man kan stikke sin hånd igennem. Næ, der skal noget hardcore indbrud og noget boltsaks til. Og vupti, så var de cykler væk.

Der bliver meldt 80.000 cykler stjålet om året i Danmark, og min mands fire cykler er så nummer 80.001, 80.002, 80.003 og 80.004. Men det er altså mere end bare tal. De cykler, som tyven stjal, er ikke fire bøjede rør med nogle tilfældige hjul på. Han (hun?) stjal blandt andet en mountainbike, som min mand havde kørt på ved adventureløb i Tyrkiet, Equador, Schweiz og Polen.  Det var hans bedste cykel. Og på den var der sirligt klistret et billede af mig og ungerne, til minde om dem, der sidder og hepper derhjemme. Cyklen var som de andre tre håndsamlet over mange måneder.

Jah-jah, det er kun døde ting, og vi kunne da også hurtigt blive enige om, hvor godt det var, at vi ikke liiiige var kommet ned i kælderen med to børn, mens der stod en eller anden freak med en boltsaks. Jeg ved også godt, at cykeltyverier nærmere er reglen frem for undtagelsen. Men. DET GØR MIG EDDER-SPRUTTENDE-RASENDE HVER GANG DET SKER.

Cykler er erstattelige, men det er den latterlige indgriben i ens hverdag ikke. Forsikringspapirer. Opkald til politi. Til forsikringsselskab. Indsendelse af dokumenter. Alternativer til transport. At man skal indlægge ekstra tid om morgenen for at nå børnenes bus til skovbørnehaven og til sit arbejde, da man skal med offentligt transport, eller starte en rundringning for at høre, om der er nogen, der ligger inde med en ekstra cykel, plus cykelvogn og ekstra barnesæde (som om).

Derfor, Mr. Cykeltyv, stjal du meget mere end fire stelnumre, da du raidede vores kælder. Gid, du kun får bløde pakker til jul resten af dit liv.

onsdag den 16. november 2011

At være god nok



Anna har i al beskedenhed skrevet en bog, som er transformeret til en e-bog. Den er inspireret af den amerikanske 'When I loved myself enough', som er en bog alle burde have stående på deres bogreol. Eller ligge i tasken. Permanent. Jeg giver gerne alle et skub over på Annas blog, for den bog er så fin. Og selvom du er en mor, der står med armene i vejret og strutter af selvtillid, så læs den alligevel. Den kan købes og downloades for sølle 35 kr.

Da jeg besluttede jeg var en god nok mor, lod jeg børnene om at bestemme, hvordan de ville se Rasmus Klump. Og det gøres åbenbart bedst iført flyverdragt og klapvogn.

tirsdag den 15. november 2011

Anmeldelse Hot Yoga, vol. I

I går var jeg til Hot Yoga. Min vægttræning har nemlig lidt en smule de sidste uger, så jeg gået desperado og prøver at smelte fedtet væk. Nu med Hot Yoga.

Anmeldelse i listeform:

1. Sørg for at aflevere al overskydende mavefedt i receptionen.Og lårfedt, for den sags skyld. Det er bare nemmere at bøje sin krop som en skumskrue, når ikke der sidder to formbrød i vejen.
2. Vær nøgen.
3. Hvis du ikke synes det er passende at være nøgen, så tag m e g e t lidt tøj på. Tænk bikini. Lad vær med at tage dine løbetights på, en stram top og så lige en løs top over, for at skjule mavefedtet. Der går to sek. og du sveder så meget, at tøjet klæber og alle kan se dine deller.
4. Og det er de andre i øvrigt komplet ligeglade med.
5. Vær forberedt på at se, din ikke så smidige krop, bevæge sig på måder du aldrig havde drømt om, i 45 m2 spejl. Det er ikke kønt.
6. Vær forberedt på, at der blandt andet bliver talt yoga'sk: 'vi laver nu øvelen fnidesadarswirisja.' Kig kig kig på hvad de andre gør i stedet.
7. Vær ikke ked af, at du ikke forstår sætninger som: 'sug nu armene helt ind i rygsøjlen.'
8. Læg dig tæt ved indgangsdøren. På den måde får du frisk ilt, når nogen går ud og ind. Det kan være din lifesaver.
9. Vær ikke ked af, at du ikke kan nå dine tæer, som hende foran dig kan. Hun har ligget i det varme rum og kedet sig alle de timer, hvor du har siddet nede i alverdens kager og haft en fest.
10. Men bliv inspireret og bliv målrettet: jo mindre fedt, jo mindre tøj kan du iføre dig. Win-win.
11. Lad vær med at fortæl din mand om det. Eller sig til ham, at alle damerne står i joggingtøj og højhalsede trøjer. Ikke præcis hvor mange slanke damer, der bøjer sig i stillinger han slet ikke kan forestille sig, og ikke hvor lidt tøj de har på. Det her poledacing på Yogimåden. Men den får du talt ned.
12. Glæd dig. Det er HOT. På den hotte måde.

Status dogmeløb

Tak. For fanden fordi I godt gider løbe det løb. Jeg tæller sammen og smider det hele i hovedet på Thure. Så må han finde ud af noget. Hvad? Siger I ikke det.

Ellers gælder det om at spamme løbsarrangører rundt omkring.

Jeg kan ikke se, hvilken del, der ikke er total tilskuervenligt med Maren, der hopper i trampolin med bare patter, mens der spurtes igennem i mudderhuller plus diverse. En af os ender vel med at smide trusserne også. Det bliver en fest. Jeg ved det bare.

Tak igen for jeres tilbagemeldinger.

onsdag den 9. november 2011

Dogmeløb


Ladies jeg har brug for jeres opbakning. Jeg skrev jo en klumme om fesne kvindeløb og siden da, er det væltet ind med forslag og tilbud fra her og der og allevegne.

Et af de lidt mere anderledes forslag får du lige først. Bare for hyggens skyld. Det er fra Benny.
   
Kære Annamette

 
Jeg har med interesse læst din klumme i JP i dag søndag 30. okt. I klummen stiller du spørgsmålet: “Hvorfor skal det være sådan”? - om forskellen mellem mænds og kvinders aktiviteter.
Den tysk/amerikanske psykoanalytiker Erich Fromm har i sin essay samling “Dogmet om Kristus” et essay med titlen “Køn og Karakter” hvor han søger at forklare de spørgsmål som du stiller i klummen.
Jeg håber du vil give dig tid til at læse essayet og håber at det må give dig ny viden om det evige aktuelle og interessante emne -  forskellen mellem mand og kvinde.
 
Men der sidder blandt andre også en mand i Viborg, der gerne vil give bolden op for noget løb i mudder og noget stegt pattegris og fadøl. Om han også kan skaffe lækre mænd, der råber: HOLD KÆFT NOGLE GODE PATTER, som Maren foreslog, det ved jeg ikke. Ellers må vi selv tage dem med.
 
Og jeg siger det bare med det samme: Jeg tager gerne den pink dragt på, promise, hvis I tager med til Viborg. Jamen det gider I da godt ikke? Hvis ikke I gider, så fortæl mig lige her, om I ville gide det, hvis det lå på Sjælland. Jeg hælder selv mest til at det bliver afholdt i min baghave på Amager Fælled, men så heldig har jeg nok ikke lov at være. 
Jeg har prøvet at prakke løbet på Thure, der nu, udover at rende land og rige rundt i bjerge uden søvn, også er blevet en hardcore løbsarrangør, men da jeg foreslog det, kiggede han på mig med et halvfesent blik og jeg kunne se, at han blev lidt stødt på manchetterne nosserne over at jeg udråbte ham som kvindeløbsarrangør. Foreslog ellers at han kunne få hjælp fra Smukke Allan, som jo også er en passioneret mudderløber i fin kombi med hang til udklædning, men jeg tror ikke det lykkes at få ham overtalt. 

Så. Hånden op: hvor mange gider at tage en dag med mudder og vandhuller?
 
Alternativt kan vi i fællesskab, som Benny foreslår, læse et essay og blive klogere på Dogmet om Kristus? Tomato-tomato.

mandag den 7. november 2011

Klumme fra JP (sidste søndag)



Mandeløb verses kvindeløb

I weekenden havde jeg fornøjelsen af at være tilskuer til et løb, som min mand deltog i. Xtreme Mandehørm hed det, og lad mig sige det sådan,  løbsarrangørerne havde ikke være nærrige med testosteronen. 13 km forhindringsløb med 72 forhindringer. Blandt andet vandhuller så store som skyttegrave, klamme mudderhuller, slidsker, og en dynge bildæk, som skulle forceres.

Lad mig give dig et andet billede: ca. 2000 svedende mænd, nogle udklædt med sabler og falsk overskæg, helstegt pattegris på grillen, U2 anno 90’erne i højtalerne, og udendørs brusere til at skylle alle de mange mudrede mænd af. Til at toppe det scenarie, var der hujene damer hele vejen langs målområdet, iført Tyroler kjoler og med brysterne skubbet godt op under hagen.

Det var umuligt andet, end at give sig til at smile højtlydt over det syn.

Min mand havde givet mig sin goodiebag inden han drog af sted, og det var i dagens anledning ét stk. plastikpose med en deodorant, en sæbe til både krop og ansigt (var jo aldrig sket til et kvindeløb) og magasinet M! med en letpåklædt kvinde på forsiden. Xtreme Mandehørm, sæt i gang.

Mens jeg stod på sidelinien og heppede på alle de svedende mænd, så kunne jeg ikke lade være med at blive lidt misundelig. De mænd, der var med, lignede små drenge i en slikbutik, og de var kommet for at have det sjovt. For at lege. For at bælle bajere efter løbet og for at give den fuld pedal for at komme først.

En mændenes form for wellness.

Mine tanker gled hen på det lyserøde kvindeløb jeg selv havde deltaget i for nogle måneder siden. Her var der ingen som helst spor af plastiksabler eller mudder. Og goodiebagen var en fin pose med en skulderrem, ansigts– og kropssæbe, og så lige et par Tena bind. Hvis nu.
Ruten jeg løb var en flad 10 km og det vildeste drama, til det løb, var da jeg stak mig med en sikkerhedsnål. Jeg råbte: ”av for satan” og så grinede vi lidt af det.

Men hvorfor skal det være sådan? At mænd skal lege med mudder, mens vi leger med Tena bind. Er det det vi kvinder vil have? Et lyserødt scenarie med så lidt plads til begejstring, at vi næsten kommer til at kede os undervejs? Og ja, jeg langer ud gør jeg. Jeg langer ud efter de løbsarrangører, der tror, at kvinder ikke gider at lege i mudder. Eller tage falske overskæg på. Det gjorde alle mine gæster til min fødselsdag og det skulle jeg hilse at sige, at det kun blev sjovere af. Fx fandt jeg ud af, at min meget smukke latino veninde ligner et indisk pizzabud. Hvem skulle have troet det?

Så. Er der ikke nok en eller anden, der gider arrangere et løb for damer, hvor vi har lækre mænd til at heppe på sidelinjen, bakker vi skal løbe op ad, huller vi kan falde i, og sand vi skal kravle i. Jeg tror vi er mange, der godt gider at stå med en kold fadøl og mudder i hovedet efter sådan et løb. Jeg skal nok være den første til at melde mig, det lover jeg. Og jeg kommer også gerne og graver nogle huller i min dragt med pailletter.

Og p.s, det kan da godt være, at vi pisser i bukserne undervejs. Men jeg vælger at se det som et sundhedstegn på, at vi har grinet så meget undervejs, at vi har glemt, hvad vi hedder.

Sæt i gang.

onsdag den 2. november 2011

Vinder af Slut fred med din krop





Vinderen af random-Tombolaen blev Camilla A. Tillykke! Send en mail til annamette.fuhrmann@gmail.com.

Og til alle andre: husk at bogen kan købes for menneskepenge, og koster det samme som ca. 16 plader Salmiakki chokolade. Jeg nævner det bare. Eksplicit.


tirsdag den 1. november 2011

Slut fred med din krop

Som I ved har jeg brugt en hel del timer på at rende fedtet af min røv. Jeg er godt og vel halvvejs i forhold til at få en fedtprocent, som ikke hele tiden ramler ind i folk, fordi den buler for meget ud.
Jeg vil ikke sige, at jeg er totalt banana-joe af lykke, når jeg skal træne, men jeg har så småt vænnet mig til, at det er bedre end at spise en pose skumjulemænd og smide mig på sofaen. Så småt. Synes stadig skumjulemænd er noget af den dejligste opfindelse, sukker-wise.

Nå, men en anden dame, som har droppet tanken om at blive en lykkelig 55 kilos stang, er Andrea Bak. Hende har jeg kendt nogle år nu og har både set hende tyk som slank. Og fulgt hendes kropshistorier fra side linien. Og jeg må sige, at hun i dén grad er blomstret op, sådan kropsligt, efter at hun satte sig for at slutte fred med sin krop - om den så var tyk eller tynd.



Fordi Andrea er en af dem, der skriver fordi hun ikke kan lade være, så har hun skrevet en bog om det. Og den bog. Den er så fin. Og så god i en tid, hvor vi skider speltboller og nogle gange er så kropsgejlede, at selv Alt For Damerne skriver om, hvordan vi allesammen kan komme til at ligne Mary. Come freaking on. Jeg vil fandme ikke ligne Mary. Okay jeg vil gerne have hendes smykker, men det er så det.

Anyways. Andrea smider en bog efter jer. Så gør som I plejer: læg et navn og vær med. Indtil onsdag aften kl. 20.00. Derefter trækker jeg et lod fra tombolaen.

Bogen er på gaden nu og kan også købes her.