mandag den 29. august 2011

Hvad er der nu galt med nabokaffe?

Min mormor og morfar boede i en lille jysk by. Meget Lille. Og de boede i det man i byen kaldte 'nedre-byen' og deres hus var det sidste inden bygrænsen. Det ligger lige over for Mejeriet, hvor min mormor var født og opvokset.
Deres hjem var et levende hjem og der var et rend af naboer, postbudet og landevejstyper, som bankede på og fik en kop kaffe og spegepølsemad. Ja. Kridhvidt brød med smør og 3-stjernet Salami, hertil sort sort kaffe. Uøkologisk. Og med et par sukkerknalder.
Tiden var en anden dengang. Man havde mere af den og ingen smartphones, der bippede under samtalerne. Fred og ro til at glo lidt ud i luften og høre Bornholmeruret tikke og takke og den slags. Men de brugte sgu også hinanden til vende hverdagens brikker. Uden noget ophøjet formål.

Den opgang jeg bor i har lidt af det samme. Vi er en blandet og broget flok og ret forskellige. Jeg ville helt sikkert ikke blive venner med dem, hvis jeg havde mødt dem til en fest. Men nu da vi bor tæt og ser hinanden med morgenhår og ubørstede tænder, så er vi ligesom venner. På en måde. Vi sidder tit nede foran på græsset og glor med en avis, og en kop kaffe. Og lige dér. Der kommer de snakke.
De små snakke, hvor man lige får luftet hverdagen. Og selvom vi ikke sidder hos hinanden og taler dybt og inderligt om livet, så kender vi overfladen af hinandens liv. En har mistet sin far, en anden savner sit hjemland, noglegange er damerne i opgangen pissetrætte af deres mænd, og andre gange skal mændende vise deres cykler frem for hinanden, mens en anden henter en kælderlunken bajer.

Andre dage, der siger vi bare hej. Og gider ikke snakke. For ingen af os har behov for et dybere venskab.

Og nu kom vi til min pointe. Jeg har nemlig lige siddet og lyttet til nogle selvudviklingstyper, som snakker om personlig vækst, nærhed og tryllestøv (undskyld, det er mig ikke muligt at være neutral) i dit liv i det hele taget. Bagefter faldt jeg over en video, som jeg næsten ikke kan skrive om....men det var et kvindemenneske, som står og hopper op og ned i sin stue for ligesom at arbejde energier på plads.

...........ja.

Hold kæft, jeg synes det hele er en omgang ligegyldigt bullshit. Og nu vil de sikkert sige, at det er noget med min modstand. Noget med mig. Noget jeg ikke har omfavnet og kigget på. Jeg er ligeglad. Jeg synes de besværliggør det vi andre kalder liv. Det er som om, at hvis ikke vi har en spirituel mentor i vores liv, så når vi ikke de nye højder.....jeg synes kraftedemig de undervuderer mængden af hårdt arbejde. Og de stikker blår i øjnene på dem, der tror de kan blive ligeså tynde, rige og velafbalancerede som de selv er. Eller gerne vil være.

Så ja. Jeg kan sagtens selv sidde og være hellig med min fine opgang, men jeg mener faktisk, at hvis man tør at snakke med sin nabo eller invitere sig selv på en kop kaffe, så kan den snak hjælpe en til at blive et lykkeligere menneske. Smil til din buschauffør og lad for fuck sake vær med at tro, at du har talentet til at kunne vælge frit fra alle hylder. Jeg skal være den sidste til at slå en fed streg under, at alle skal have en chance, men come on. Hvis du ingen ben har er det bare skidemeget op af bakke, at blive trapez-artist.

Ja. Der røg jeg lige ud af en tangent. Struktur har aldrig været min stærke side.

Tilbage til min opgang. I den perfekte verden ville jeg allerhelst have, at alle mine veninder boede i min opgang. Og jeg vil hellere snakke med dem hver eneste dag og jeg vil hellere have at det var dem, der sad der på græsset med en avis. Men. Når det ikke kan være sådan, så synes jeg ikke man skal være så bange for at bruge de såkaldte 'almindelige' mennesker som de såkaldte spirituelle mentorer. Det kunne vi allesammen lære noget af.

Ja. Stem på Fuhrmann. For en bedre verden.

mandag den 22. august 2011

Forresten

Hør lige noget latterligt. Efter indlægget om chokoladen, som jeg ikke kan nævne navnet på for så aktiveres mit junkiecenter, så ville jeg i den gode ånd lave en give away til jer stakkels stakkels mennesker, der ikke kunne finde den choko nogensteder.

Mig op på tanken. Og købe seks plader. Hjem og ind i køleskabet med dem. Parat til foto næste dag og hvor ville I blive glade.

Gæt hvor de havnede?

Jeg sagde det jo. Jeg kan ikke styre det. Er uden for pædagogisk rækkevidde, når det gælder den satans Salmiakki.....oh no. Said the S word.

Sporadisk blogning

Nogen der har opdaget, at jeg ikke har blogget siden I TORSDAGS? Kan jo ligeså godt være den første til at sige det. Jeg er som den kæreste vi allesammen har haft. Ham, der gerne vil være (bolle) venner, men uden commitment. 'Det er ikke dig, det er mig-typen.' Ham, der gerne vil være sikker på at du altid står og venter i kulissen, men han danser fandango. 'Vi ses lige pludselig-typen.'

Anyways. Sagen er den, at jeg har kigget utroligt længe på 'antal tegn' på det word-dokument, der indeholder min bog. Og jeg kan så meddele, at vi er indtrådt i terminalfasen. Den fase, hvor man begynder at regne dagene ud og, hvor det ser ud til at ingen kommer og skriver det hele færdigt og man bliver larmende klar over, at hvis man ikke når x antal tegn pr. dag, ja så er der bare xxxx antal tegn, dagen efter og dagene frem til deadline bliver kun færre.

Sådan lidt hyggepanik til at forsøde den kommende måned.

Med andre ord. Der vil være blogindlæg, de dage, hvor jeg muligvis har brug for at skrive bllgfrælijg mflulkjgrh. Ja I kan ikke forvente andet. Men hvis det er okay, at jeg mumler, så stikker jeg forbi, når jeg skal have have afløb.

Nåmn jeg skrider ud og får løbet boghornene af.

....egentligt også skidedumt at skrive sådan et indlæg. Men hellere det end, at jeg begynder at poste billede af sjove katte fra You Tube....hey, det var da egentligt en meget god idé. Sjove katte....hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før.

Okay, jeg ved ikke hvad der sker her den kommende måned. Muligvis ikke en skid. Muligvis slet ikke en skid.





torsdag den 18. august 2011

Kvinder og chokolade



I går skrev jeg det her i en statusopdatering: 'Why. Oh why. Har jeg opdaget Salmiakki chokolade? Virkelig ikke en god del af planen.'
Den opdatering høstede 35 kommentarer, og jeg forstår det godt. For den har drug potentiale, den chokolade. Og der var stor efterspørgsel på den.



Jeg mener det. Den kommer virkelig til at teste min rygrad i de kommende måneder. Jeg spiste en hel plade i går. Alene. 100 g. Lige ned i løgneren. Eddermame lang tid siden jeg har gjort det. Men min indre junkie var vækket og så er der ikke noget at gøre. 

Derfor siger jeg heller ikke et ord om, hvor min lokale Salmiakkichokoladepusher ligger. Næhæj. Det må I selv ligge og rode med. Men hvis I ikke har smagt den....please do. Jeg overvejer selv at sende fire tons til Afghanistan, for den bringer så meget lykke at man simpelthen må glemme alt om krig og kun tænke kærlige tanker.

Ja. Jeg er stadig i junkie-rus. Høj på lykkehormoner. Peace and love man. Peace and love.

onsdag den 17. august 2011

Scottish Wedding part II

Efter de fleste danske bryllupper ligger man dagen efter med hovedet i en spand og i Treo-drop. Og hvis det er den slags, hvor man skal overnatte, er der brunch næste dag, og her sidder man så og glor lidt ned i et stykke pølse og drømmer om at sove.

Det var så slet ikke aktuelt i Skotland. At all. Næ der havde brudeparret arrangeret et Hillrun, hvor man skulle være udklædt (!). Se selv:

 Op på hesten. Kvalme er ikke en undskyldning for ikke at rende 20 miles op ad et bjerg.

 Hvis man kan stikke et oppusteligt sværd op under kjolen på sin ven. Så skal man fandme gøre det. 

 Som om Braveheart er noget i forhold til dét her syn.

 Ork ja, jeg har både skinny jeans og en bomuldstop på. Ondt i skallen og tømmermænd. Det kommer til at gå skidegodt. På det bjerg...

Se engang: bjerge.

 Så kan Amager Fælled godt holde fast i sadlen.

 Gommen i rask trav forklædt som......blind, orange superhelt af en art.
 - der blev forfulgt af en anden slags superhelt.

 Og om kom Thure, iført kilt og kvalme

 Aldrig i livet om jeg ville løbe op af et bjerg.

 ..om jeg så fik penge for det. Okay en million så.

 Se nu lige der. Så smukt og så stort. 

Aaaaaahhhh...

 Efter et Hillrun er der kun én ting at gøre: at hoppe i søen.

Skotsk bryllup. Roger Over.

tirsdag den 16. august 2011

Scottish Wedding part I

Næste gang jeg siger noget sarkastisk om det skotske adventure bryllup så slå mig hårdt. For det bryllup, det var så fint og smukt, at jeg slet ikke kan sige noget sarkastisk om det. Med andre ord, vi havde en helt overdrevet fed weekend.

I billeder. Mange billeder.

 Første møde med kilten. Der undres. Hvilken vej skal den vende? Og skulle man måske slå et dyr ihjel, Braveheart style.

 All set. Thure og ven Bruce. Bemærk at selv snørrebånd skal bindes på en helt særlig måde.

 Mand og kone. I kilt og kjole. 

 De f**king snørrebånd går hele tiden op.

 Skotsk kirke og min kjole der blafrer i vinden. Næsten. 

 Hr og Fru Hakkebøf til udklædningsfest.
I do.

 Brudepigen.
 Kilt Boys. Skotlands svar på Take That. 

 Lykkelig brud, som simpelthen nægtede at tage make-up på. Så har man hørt det med.

 Father of the Bride. Nu med klansok. 

 Thure og hans bedste ven John. Nu uden underdrenge.

 Lidt harpe som blød underlægning til det skotske højland. Der var ingen smalle steder i det sceneri. 

 Mænd i kilt.

 Kilt går også godt sammen med matchende bæresele.
 Og her har vi så OSTEbryllupskagen (seriøst). Lignede et monster, smagte fantastisk. 

 I et vissent øjeblik greb jeg babyen, som var en pige. Jamen couldn't help it. Alt den kærlighed samlet på ét sted og drømmen om en lille pige greb om sig. Gik hurtigt over. Jo det gjorde så..

 Bordpynt. Mere har jeg ikke at sige om det. 

 ..og sådan dansede vi i fem stive timer. Skotsk træskodans, hvor man skyllede sveden væk med en pint indtil næste dans gik i gang. 

 Kapelmester og danseleder.


Væk fra ungerne. Det brede smil er til at få øje på.

I morgen får du det skotske højland at se, når det er smukkest. For det er du nemlig helt vildt nysgerrig efter. Jo du er da.

mandag den 15. august 2011

Zzzzzzskotland

Jeg tog et batteri ud af et køkkenur i nat, fordi det tik-takkede for højt. I morges kunne jeg se, at jeg havde gjort det kl. 3.30. Vi havde nemlig 'en smule' omdirigeringer af fly, aflysninger, og forsinkelser på vej hjem fra Skotland, så jeg skal lige finde min hjerne inden I får billeder at se af det smukke smukke bryllup i smukke smukke Skotland.

Go' nat.

torsdag den 11. august 2011

Off we go

Klokken er 22.00 og jeg burde pakke. Men jeg har været som Alfons Åberg her til aften...jeg skulle baaaaare lige..alt muligt.

Har heller ikke tid til at blogge. Faktisk. Men jeg tjekkede lige ind en sidste gang for at sige, at der er først til mølle med min Rika taske og min Mulberry taske, hvis jeg skulle kradse af. Jeg har de sidste nye magasiner fra denne måned og noget virkeligt dejligt sengetøj fra Hay. Jeg har en pels hængende og det siger de jo kommer på mode igen til efteråret. Igen, først til mølle. Og nårhja, der ligger guld i smykkeskrinet. Det kan I jo tage ned til Line&Jo og få smeltet om. Der er nogle diamanter imellem. Dem kan I sælge nede på Istedgade. I skal bare love mig een ting, og det er: at hvis I får det omsat til kolde kontanter, så hold en fest ikke?

Udover det. Så bliver det fucking fedt. Kæft jeg glæder mig. Og jeg har besluttet at tage the clean way. Altså at flyve uden stoffer. Eller alko. Til gengæld stryger jeg direkte i baren, når vi rammer Edinburgh. Vi har nogle timer, inden vi tager videre til bryllupsfest-somewhatsomewhat-skotsk-by, og de timer har jeg tænkt mig at bruge på at tage op på et slot. Blandt andet. Bagefter skal jeg finde noget shampoo.

Blogger i øst og vest. Det er nerver. Men se, hvilket vidunder jeg har fundet til SPOTpris. Var nødt til at vise jer den, selvom det ikke er en modeblog.
Jeg mangler bare noget sækkepibe, og noget violin og noget Highland, som jeg kan stå og blive blæst omkuld af. Og noget fest. Der er fest i den kjole. Jeg kan mærke det.

So long.

onsdag den 10. august 2011

Mandens lille hjælper

Seriøst. Hvordan har vi kunnet leve uden denne bog?

Flyskræk

Jeg er sprunget let, elegant og lydløst henover det blogindlæg, der handler om at jeg om to dage skal sidde i et langt metalrør med vinger. Mest fordi det så ville minde mig om, at det er virkelighed. At jeg skal flyve. Sådan rigtigt. Med check-in og det hele.

.....okay jeg kan ikke skrive om det endnu....

Går lige ind og hyperventilerer ned i en pose....

tirsdag den 9. august 2011

?

Jamen. Jeg forstår ikke Marens nye header?

Og hvordan fanden i hede hule helvede skal min header se ud?

Og hvad fanden skal jeg have på i morgen til fotoshoot?

Og hvordan fanden bliver jeg færdig med min bog?

Hvar?

mandag den 8. august 2011

Den gode tone

Sådan en skal jeg have opfundet herhjemme.

Jeg ville gerne kunne trykke på en form for klagefunktion, der gør, at hvis Thure for 14. gang har lagt sine underdrenge ved SIDEN af vasketøjskurven, så bliver han lam i den ene nosse.

Hvad? Siger I ikke det?

lørdag den 6. august 2011

Vasketøjsdebil

Hvad man normalt gør:
1. Sætter en vask over.
2. Tager den ud, når den er færdig.
3. Hænger til tørre.

Hvad vi gør:
1. Sætter en vask over.
2. Glemmer at tage den ud i tide.
3. Vasker om.
4. Glemmer det igen.

Jeg fatter det ikke.

fredag den 5. august 2011

En fra virkeligheden

I går var Thure hjemme, fordi han havde hold i ryggen (don't ask). Jeg sad ved bordet og skrev og efter noget tid siger han: 'Jeg kan godt se at du har tabt dig, det er som om du har fået et kraveben igen.'

Så det er hvad man får for at give tusindvis af kroner til personlige trænere, spise speltbøffer, og løbe hele Amager tyndt til man brækker sig.

Et kraveben. 

Bikram

I kampen mod mine kilo syntes jeg, at jeg skulle kaste mig over en ny diciplin: Bikram Yoga. I kender det muligvis. 26 yogaøvelser på 90 min. i 40 grader varmt rum. Velkommen til Bikram Yoga, din krop er nu en skumskrue, hvor jeg skulle hilse at sige, at mavefedt for alvor er en ulempe. Man skal nemlig bøje sig rundt i så mange stillinger, at man ikke kan trække vejret, fordi dellerne presser alle indvolde om i ryggen og op i nakken.

Mr. Bikram, ham der opfandt det hele. Man kan da kun tage det seriøst, når det kommer fra en mand med høj hestehale og speedos. Og guldrolex.

Men tag nu billedet af en skumskrue. Det passer perfekt på det din krop skal igennem. Du holder den i hver sin ende og så skruer du den mere sammen. Så folder du den tre gange og skruer den endnu mere sammen. Du folder den ud igen, og så ruller du den stramt sammen og bukker den på midten. Du ruller den ud igen og så hiver du så meget i hver sin ende, at den er lige ved at gå over i to stykker. Imens du gør det, får du en af dine venner til at bære sig ind i en sauna og skrue liiiige lidt mere op for varmen end du synes er fedt. Sådan fortsætter du i 90 min. Værs'go og skyl. Og der må iøvrigt ikke drikkes meget imens.

Jeg har ærlig talt aldrig været meget for yoga. Synes det er fesent og jeg får instant tics ved lyden af syngeskåle. Eller yogalærere, der kigger på dig med det der venlige og imødekommende blik, der indirekte fortæller dig, at du er mødt op til en verden, der kan rumme alle dine følelser. Derfor var det overraskende positivt, at troppe op på Nørrebro og blive mødt af en yogalærer, som godt nok så meget yogastram ud. Men hun havde et sportsur på og stod på en kasse i salen og snakkede i 90 min. som en anden B.S. Yogi, og der var ikke tid til at dvæle eller noget med at ligge og lukke øjnene.


Så jeg er hooked. Ikke mindst, fordi der var en sal fuld af totalt stramme kvinder i yogatøj så småt, at en bikini ville være stor. Jeg er ikke til kvinder, men jeg tænker, at hvis de kan se sådan ud, så kan jeg også. Jeg har muligvis kastet et røgslør ud, men jeg agter at servere julemiddag d. 24. december, 10 kg. tyndere og med høj hestehale og Speedos. Glædelig jul.

torsdag den 4. august 2011

Kussekager

Modeuge rimer på ualmindeligt meget tøj, det rigtige nik til de rigtige mennesker, men også på champagne og de altid hypede cupcakes. Og må jeg hermed opfordre alle bagertyper til at hacke sig ind til det store kolde bord og servere disse kager.

Ville ønske jeg kunne se Uffe Buchard stå med snuden nede i en kusse.

Kilt part II

 Skal du med hjem og se fars dolk?

Det der med at finde en kilt er åbenbart ikke noget man gør med højre hånd og mens man griner helt vildt imens. Vi taler serious business her. Har nu talt med junior klan-medlem, som har følgende besked: Alle familier har et klantern. Et tartan. Man kan vælge forskellige, men man skal dog, til et bryllup, holde sig fra at troppe op, helt glad fra Danmark med klaphat og dåsebajere, i samme røde klantern som brudens far......var ellers RET vild med den røde. Men GODT jeg lige fik researchet. Hvor fanden skulle jeg vide det fra?

Så er der det med jakkerne. Hvor lange. Hvor korte. Hvor tilknappede. Hvad kommer de andre I. The works. Og sokkerne. Og dolken i sokkerne. Ja ikke den dolk, men en anden dolk. Og tasken.Og bæltet, der skal passe til og hvilken farve vest indenunder.

Kæft mand, det ender sguda med at jeg ikke engang har til til min egen tøjkrise.





tirsdag den 2. august 2011

Det skotske bryllup - nu med kilt

Vi skal jo lige om lidt til det bryllup. Eller rettere, det udvidede adventureløb, med indlagt vielse og middag. 

Men se nu her. Nu bliver det sjovt. Thure skal nemlig have kilt på og jeg er simpelthen ved at dø. Det er det sjoveste i verden. Han bliver en hottie. Jeg har udvalgt nogle styles. Hvad synes I?

 Den klassiske

 Den nedtonede

 Den frække

Den mørke og mystiske



P.s. Hvad har en skotte på under sin kilt? På en god dag: læbestift...

MUHARHARHARHARHAR...total god skottehumor dér.

Neuroserne kommer


Så snart jeg hørte om et massemord i Norge. Og en totalt blæst person, der gjorde det. Der vidste jeg, at jeg ikke skulle læse om det. Ikke Google. Ikke tjekke eb.dk. Ikke tjekke bt.dk, for de seneste opdateringer i sagen. Jeg har simpelthen ikke et filter til at sortere virkelighed fra fantasi. Og med at lade være at læse om det, mener jeg SLET ikke læse om det. Ikke for at være ignorant, men fordi..det går bare ikke. Mit nervesystem går på automatisk overload og jeg ser massemordere alle vegne.

Tag nu bare i går eftermiddags. Jeg tog løbeskoene på og begav mig over på Amager Fælled. Amager Fælled, som er et hyggeligt område med brombærbuske, små stier, vildnis og krat og gemmesteder. Altsammen pissehyggeligt, hvis man altså ikke kigger på alle andre mennesker på vejen som potentielle mordere. Breikvik style.

Jeg kommer løbende op mod Mt. Anna (Amagers højeste bakke opkaldt af Thure), og bag mig kan jeg høre en knallert. Jeg skruer ned for Foo Fighters, parat til at springe ind i en busk. Knallerten kommer nærmere og jeg synes han sætter farten ned (det gør han ikke), og jeg synes han ser ualmindelig suspekt ud (det gør han ikke). Han overhaler mig, og...indsæt selv Alfred Hitchcock skrig...han har en kæmpe aflang taske på ryggen.

Mit normale synscenter kan godt se, at det er en volleyball taske fuld af.....volley balls, men Center for Massemordere ser en skarpladt pumpgun, som bliver monteret i det øjeblik han når rundt om vejen, hvor jeg ikke kan se ham, for så at springe ud og pløkke mig ned i det øjeblik jeg stikker kasketten frem.

Ergo vender jeg om. Og SPURTER tilbage til Amager Boulevard, hvor bilerne kører fredeligt forbi. Og Volleyball-morderen? Han stod sikkert og varmede smash-armen op nede ved Amager Strand.

For fanden. Nogen der har noget valium?