mandag den 30. maj 2011

Distance: 7,844 km's selvoptagethed


For fanden altså. Skulle jo bare have løbet en kort tur. En lille hurtig en for at teste benene. Der skete bare det, at der hele tiden skete noget, så jeg var nødt til at løbe videre.

Vi starter ved Islands Brygge st., hvor jeg egentligt ville have vendt om og løbet hjem. Men så kom der to politibiler kørende med fire betjente, som gloede så meget, at jeg nær havde givet dem fingeren. I stedet speedede jeg op. Skulle da nødig hedde sig, at bare fordi min røv er stor kan den ikke løbe hurtigt....for det var jo helt sikkert det de tænkte.....

'Bare lige op til det næste hjørne, og så indover Fælleden og hjem', tænkte jeg. Men netop lige der ved Netto stod to hipster-typer bag hver deres RayBan og gloede. Og fordi jeg er synsk når jeg løber, så kunne jeg jo se, at de kiggede på mig og tænkte: hende dér, hun kan da ikke løbe op til Rema 1000 og over til Bella Centret og hjem', hvilket fik mig til at fortsætte.

10 sek. senere ser jeg 250 S holde ved endestationen med IKKE I RUTE skiltet fremme. Det var sådan set også det jeg følte på daværende tidspunkt. Ikke i rute. Not avaliable. Lukket. Og slukket.

Mit kraveben gjorde herrenas og i min ene side af ryggen jog det som en sløv lommekniv.Runners high mine bare...der var ikke for fem flade ører lykkehormoner til at slæbe mig hjem. Eller bare heppe.

Men heldigvis har jeg utrolig dårlig musiksmag, når jeg løber, og da jeg nåede til Kenny Loggins nummeret Playing With The Boys...ja den fra Top Gun.....så gik der bare solnedgang, sved og spændstighed i den og det var på det tidspunkt, hvor jeg var nået til det store kryds ved Bella Centret og der ville jeg sguda ikke ligge og ralle på jorden, når jeg i virkeligheden var Tom Cruise vel?

Så jeg løb den hjem på selvoptagethed, og da jeg kastede mig ind på græsset derhjemme viste mit lille lommeur, at jeg havde løbet hele herligheden på 45 min. WTF? Jeg kan helt sikkert ikke gøre det igen, men det har givet mig et spinkelt håb om at kunne løbe 10 km.

Om ikke andet, kan jeg da træne mit ego til ikke at gå ned på opgivenhed.

Noget om løb

Beklager at der er gået Jane Fonda i den her på bloggen. Kan jo nærmest ikke åbne kæften uden at sige noget om løb, træning, muskler, biceps og spandex. Men eftersom min krop har ligget i dvale i 400 år, så fylder det der løb og træning mere end min røv nogensinde har gjort.

Om præcis 21 dage skal jeg løbe 10 km med Maren og med amarOrama og nogle flere bloggere som har været dumme nok til at vinde en plads hos Maren og jeg. Til det løb. Det bliver skideskægt, men ..... jeg ved sgu ikke...kender I det der med at man selv tror formen er ok. Sådan kører den hjem på rutinen-agtigt? Nu tror jeg at jeg er ved at blive overhalet indenom.
Fx. ved jeg at Maren har løbet knap 9 km en dag og ovre hos amarOrama kunne jeg med gru læse at hun guddødemig har løbet 10 km!!!! 10.

Og det er da muligt at jeg har tabt mig 5 cm i taljen og derfor kan løbe 0,05 sek. hurtigere, men jeg har altså stadig kun omkring 5 km i benene. Kan bare ikke løbe længere uden at mine skinneben gør herrenas. Ved fandmer ikke hvad det er. Men løbetræne. Glem det. Kan ikke. Må cykle, rulle på rulleskøjter eller gå.

Så hvis nogen kunne stå med en pink rullestol et sted på ruten, så ville det være yderst elskværdigt. Og medmenneskeligt, da jeg på den måde ville kunne opretholde en lille smule værdighed, når nu de andre kommer spurtende forbi mig.

Jeg har noget pink maling hvis det er.

fredag den 27. maj 2011

Aldrig gå ned på udstyret - nu med anoreksi

Jeg er kommet i et dilemma. Jeg har jo lovet at løbe de 10 km. i den lyserøde sag. Men nu er jeg kommet i tvivl. For se nu her:


Træningstøj med knogler...det vil jo få mig til at se...tynd ud.

Oh tomato-tomato, what to choose? Hvad synes I?

Røvballe Bootcamp the final

Så. I dag var det sidste gang på Røvballe Bootcamp. Og sikke en omgang sved. For fanden altså. Vi er alle blevet stærkere og strammere...men altså...det er stadig pik-fucking-hårdt. Jamen det er det bare.

Og det er jo the downside ved det her, hvis man er doven anlagt: at kroppen ligesom bare fyrer den af, hvis den kan mærke at der lige er 10% mere at give af. Vælger lige en lidt tungere vægtstang, hopper lige lidt højere. Jo flere kræfter man får, jo flere lægger man i. Og ved sidste bokserunde fik jeg kvalme. Andre får ondt i røven, eller benene. Jeg kaster op, hvis ikke jeg stopper, og det har ligesom været min træners indikation på, at så var alting som det skulle være. Så har jeg givet mig alt hvad jeg kunne. Og det er godt. I den verden.

Krisztina: 'SLÅ NU TIL FUHRMANN, KOM SÅ !!!!!! KOM NU!!'

Mig: Slår og bokser mine propestre næver.

Krisztina: 'KOM NU, GIV DEN GAS, KOM SÅ'

Mig: 'Hold nu kæft.'

Krisztina: 'Har du kvalme'?

Mig: 'Ja'.

Krisztina: 'Sådan'.

Og så vimsede hun videre til næste par med boksehandskerne, mens jeg måtte opgive at voldsjippe 50 gange og i stedet stå helt helt stille for at undgå at kaste op i min makkers løbesko.

Jeg skal lige sige at ingen andre end mig kaster op, så det er ikke et kriterie. Men det var da rart, at vide, at jeg ikke sådan lige går ned på kvalmen.

Hvor der er vilje er der kvalme. And you can quote me for that.

Pssst!: Hvis du vil snuse til Bootcampen bliver der to ekstra træningsgange i juni og der er en plads at vinde d. 10. juni her.

torsdag den 26. maj 2011

Og det får man for at være venlig


En tom Ole Henriksen krukke. Mens jeg havde så tralvt med at finde gaver til jer, så blev min lille krukke fattigere og fattigere på de gyldne cremedråber (bemærk superlativer).

Og hvis I tror det her er et fedterøvsindlæg, så har I helt ret. Kære Blogland, giv mig noget creme, jeg ved I har det.

Boligitis OD

......bare for at der ikke hersker nogen tvivl om hvor langt ude jeg er, så har JEG fået hæklet en eksakt kopi af tæppet på billedet. I et anfald af: I.MUST.OWN.


Men vi er åbenbart flere, der lider af sygdommen boligitis, så her er nogle links, som man frit kan OD'e på.

Her er boligjunk på den absolut fede måde. Ha' et godt fix:

Fotograf Pernille Kaalund som jeg laver boliger med.

The Selby - needless to say more.

Skøn blog i Australien.

Møbelorgasme.

Hvis vi havde alle penge i verden.

- og

onsdag den 25. maj 2011

Bolig Waggasinet

Ved du fx. hvor denne lampe er fra?

Jeg lider af boligitis. Den sygdom, der gør, at man konstant leder efter det rigtige og derfor ender med at bo i lappeløsninger. Den er glimrende, hvis man har for 5 mia. kr. at bruge på nyt boliginterieur hver uge, men knap så god, når man er selvstændig og med svingende indkomst.

Men når man lider af Boligitis, så sker der det, at aldrig så snart har man set en boligreportage før der drømmes om præCIS den lampe, eller præCIS det stykke kunst. Det drømmer man så om og jagter og prøver at finde billigere lige indtil næste måneds boligmagasin er på gaden med en ny fed bolig. Det siger sig selv, at man ender med at bo i et sammensurium af alverdens møbler, som ikke helt ved hvad de skal. Hvordan de skal spille sammen med alt det andet interieur.

Jamen jeg kan bare ikke gøre for det. Jeg skal jo i støttegruppe. Med ligesindede.

Problemet er at jeg inderst i inde godt ved hvad jeg vil have, men det er som regel så dyrt, at det ikke kan lade sig gøre. Og så ruller lavinen: alternativer. Billigere alternativer.

Jeg har fået forbud fra Thure om at kaste mig ud i flere boligprojekter før vi har snakket det m e g e t grundigt igennem. Han er nemlig en lille bitte smule (underdrivelse) træt af huller i væggene fra ting, der var engang, men som ikke mere duer, fordi der kom en bedre idé. Og han er heller aldrig hjemme, hvis jeg flytter om. Hvilket jeg gør når han ikke er hjemme.

Nåmmen. Nu er mit dilemma, at han er til løb. (Igen, vi kan ikke tale om det, okay? - et andet blogindlæg) Og så pusler det. Oh skulle jeg liiiiiige få sat det køkkenskab op eller hvad med et nyt sengetæppe (har fire ganske flotte, men altså det gule ville bare være flottere ik') og skulle jeg male spisebordet og hænge andre gardiner op i stuen og sætte et toiletskab op, og rive det grå ned, som alligevel bare er halvtomt med gamle sutteklude?

Her er det at jeg nærmer mig en fobi. Og må sætte mig ned og lave lister og hvad jeg EGENTligt kan nå på 24 timer udover at arbejde og sove. For jeg skal jo også rydde op og sortere og smide ud og sætte i orden. Hvilket jeg gør med røven, for centeret for oprydning findes bare ikke i min hjerne. Således ligger mine kageopskrifter side om side med mine årsopgørelser.

Ooooooooooooooooooooooooohhhh......

Det paradoksale er at jeg for tiden laver boligreportager. Du kan se dem senere på året. Og de er pivlækre. Nåmmen, når jeg er ude og lave dem, flytter jeg rundt på tingene sammen med fotografen. Og hvad? Der er det pludselig intet problem, whatsoever, at se hvor dét skab skal stå. Og hvordan det hele spiller for at se bedre ud.

Fatter det heller ikke.

Og jeg synes selv jeg har en ganske fin smag og æstetisk sans for hvad der er rigtigt lækkert og personligt. Men kan jeg styre det herhjemme? Nope.

søndag den 22. maj 2011

Gi' mig Doggerbanke tilbage


Meget kan man pimpe. Med lækre damer. Men vejret. Vejret? Hold nu op altså. Det her er da det dummeste jeg længe har set. 'Selv når vejret er dårligt, er udsigten god', lyder det slogan for vejret.dk, som nok er trukket i en automat for en femmer. Altså hvad? Vi taler om vejr ikke? Regn. Sne. Slud. Kulde. Sol. Altså fakta. Ikke en pornofilm. Eller et datingsite.

Så hvorFOR lokke med to unge smukke damer? Det er jo ikke fordi vejret.dk disker op med sol og Sunny Beach, men der er da lagt i ovnen til noget helt andet end kuling i hele det set-up, som iøvrigt snyder noget så grumt. For der er ingen pimpede sole eller regnskyer. Ej brugt en krone på fancy grafik.

Om jeg fatter det.

Men jeg fatter ej heller hvorfor vejrværter absolut skal slæbes med ind over alle mulige indslag. Jamen jeg gider bare ikke se Peter Tanev teste kænguru-stylter eller Cæcilie Hother stå og smalltalke over en Entrecote. Kan de ikke bare fortælle mig hvordan det freaking vejr bliver og så vise et kort and done deal?

Ikke alt det der højtryk, lavtryk, vulkantryk og undertryk. Smarte kjoler fra Malene Birger og vittige bemærkninger om gråvejret. Næh du. Vejrudsigter skal læses op af stive ældre mænd i grå striktrøjer og en brille fra det forrige århundrede og de skal sige ting som: Stiv kuling i Sydlige Utsira, Doggerbanke, Fladen Grund og farvandet vest for Hebriderne.

Det er da noget man kan forstå.

lørdag den 21. maj 2011

Hangover


Jeg har lige fået mig en ny yndlingsfilm: The Hangover. Hvorfor? Fordi den er så afpillet fra alt hvad der hedder kultur, kunst eller Trier'ske universer, men til gengæld er så larmende sjov, at jeg flere gange undervejs ikke kunne trække vejret, da Thure og jeg så den i går.

Jeg elsker bare at se på mennesker, der vågner op uden tænder og med en tiger på hotelværelset, efter en seriøst sindssyg druktur. Elsker at de pisser i bukserne af skræk og rædsels over nattens eskapader, og er blevet bedste venner med en kinesisk kriminel, der dagen efter er ved at pløkke knæskallerne af dem. At de finder ud af at den ene har giftet sig med en luder og stjålet en politibil med guns og hele svineriet.

Aaah. Nogle gange er hjernedødt det eneste rigtige.

torsdag den 19. maj 2011

Røvballe Bootcamp part 3

Og her står jeg lige og strækker lidt ud.


Pik. Mig. I. Øret. Jeg. Har. Ondt. I. Stængerne. Og jeg noterer mig at man ikke skal blive for træningskåd og så voldtræne dagen før der er Bootcamp.

Men endnu engang. Det var fantastisk. Jeg har fundet en muskel på ydersiden af min ene overarm og så har jeg jo håneretten allerede der over alle jer der ikke træner. Og dog. For den muskel bekymrer mig lidt. Det er jo sådan at muskler bliver lavet om til fedt og hvis jeg ikke skynder mig at tabe mig meget hurtigt, så vil fedtet ikke forsvinde og i stedet blive lavet om til muskler. Hvilket får mig til at ende op som en russisk bryder ved navn Svetlana.

Anyways. Meld jer til for fanden. Og det er ikke noget nogen betaler mig for at sige. Men det er virkelig godt. Jeg kan ikke engang komme på noget sarkastisk at sige om det. Det er bare en pivfræk cocktail af sved, vægttræning og tabte kilo. Og pissen i bukserne. Af at sjippe, men også lidt af at grine.

Jeg er omkring ved at kysse tre tabte kg, men der er røget en del i omkreds allerede, så nu. Efter mange mange måneder kan jeg vinke farvel til et par fedemands-jeans. Godt nok Armani, men væk er de. Fordi jeg fortjener det.

Amen.

onsdag den 18. maj 2011

Running Up That Hill

Det er ikke tit, at vi går til store fester sammen. Mig og Thure. Faktisk stinker vores festkarma så meget, at de få gange der endelig har været gang i gaden med giga fester, så har jeg været gravid. Stor, tyk, kvalm og ikke-drikkende type, der ikke helt kan følge snakken med, når Thure bavler rundt i Gin Tonic nummer 8.000.

Men se nu! Dette dumpede ind af brevsprækken i dag.
'Neeeeeeeeiiiiii, bryllupsfest, åh what to wear what to wear, ikke hvidt, ikke slutty, men stadig sexet, eller?' Nå. Bladre-bladre.




'Se! Det er i Skotland. Med store traditioner. Og kilt. Og høj cigarføring. Bliver fuldstændigt Four Weddings and a funeral-ish med knækflip og verdens skønneste accent....åååh en fest. Og Thure i kilt? A-hahahahahahahaha, nej måske er han sexet i den og vi skal have taget billeder af os to i The Highlands og det bliver så romantisk.'




'Hvor ska vi bo, hvor skal vi bo? Wuiiiiiiiii, så skal vi sidde dagen efter med tømmermænd og spise scones og drikke the af engelsk porcelæn på et lille Lodge og jeg er ikke gravid og har kvalme og jeg er tynd og brun og ser godt ud i landlig engelsk stil med et skandinavisk touch. I like.'




'Hov, hvad fanden er det? A-k-v-i-t-e-t-e-r??????????????'




'12 km op af et bjerg....say whuuuuuuuuuut?'




'Hangover is not an option, WTF? W.T.F?'


10'øren faldt.

Det er selvfølgelig et: adventure-bryllup. Kunne have sagt mig selv. Og hvis jeg tror jeg slippe udenom, så se her hvad de så fint gør mig opmærksom på:


Lucky me. Hvis jeg ikke vil løbe op og ned af et bjerg med alle de andre, så kan jeg da HELdigvis leje en båd, og fiske og med lidt held fange Loch Ness.

Kunne have sagt mig selv. Vi har stadig herredårlig festkarma.

tirsdag den 17. maj 2011

The Winners

Så blev der talt op. Puh altså, det tog en krig. Okay, det gjorde det ikke for jeg stak Thure fem bunker med tal, og derefter hev han dem op af hatten. Random hatten. Jeg siger bare godt det ikke var mig, for jeg kan faktisk slet ikke holde ud, at I ikke allesammen kan vinde.

Men.

Følgende har vundet:

Min Mor bog: Anne Lotte

Mette Holbæks bogkursus: Amrit

Serum: Marie fra Marienade

I form på farten bøger: Helle, Trine og Onkel Anne

En session hos Katrine Axholm: Cecilia

Tillykke til jer. Send mig jeres adresser på en mail til: annamette.fuhrmann@gmail.com og skriv det I har vundet i subject feltet.

Gaveregn slut

Fuhrmanns Tombola er lukket nu og der tælles op.

Så snart min assistent har trukket vinderne lægger jeg det på bloggen.

Der ventes.

mandag den 16. maj 2011

Mandagsgaven

Der er ikke alt en serum kan redde. Fx. kan den ikke få tanker til at gå væk. Ja desværre, dén kode har de ikke knækket nede på Biotherm Instituttet.

Det er der heldigvis andre der har. Katrine Axholm er terapeut med speciale i parforholdet og hun har smidt en gratis session i gaveposen. Ja, du hørte helt rigtigt. Én omgang terapi-time lige ned i løgnhalsen. En hel time kan du sidde og blapre om dig selv og dit liv og du kan tilmed få svar og guidelines fra en ekspert.

Nu ved jeg selvfølgelig godt at I har fuldstændig styr på lortet, men det kunne jo godt være, at I havde råbt liiiiidt for meget af ungerne eller at den øl I drikker på bagtrappen ikke er helt nok. Eller at arbejdet driller, eller at I synes I er blevet slået hjem hver gang I prøver at holde af hverdagen.

Og nu er det ikke sådan at man er fucked, hvis man smider en kommentar, Katrine er ret god til hverdagsting i familien, så hvis du mangler en time, hvor du sætter dig selv i fokus, så læg en kommentar.

Dette er sidste gave i denne runde og jeg vil trække vindere i morgen tirsdag, da Blogger.com og en konfirmation fuckede lidt op i planerne.

søndag den 15. maj 2011

Søndagsgaven


Lige nu sidder jeg i et køkken. Min svigermors køkken i Ålborg, hvor Jeppe har fundet et stativ med bestik og nu leger en form for bestik-Mikado, mens han hiver mig i benene fordi det er min tur.

Jeg prøver venligt, men bestemt at forklare ham, at jeg altså skal have givet den gave væk. Det vil han skide på. Han råber bare højere. Så kort, men godt: i dag kan du vinde en bog om at komme i form på farten. Den er venligst doneret til Fuhrmanns Tombola af Else Marie , som havde opsnuset gaveregnen og gerne ville lægge hele tre bøger i puljen.

Smid en kommentar og kom i form, så du kan smugtræne og løbe fra Maren og mig, når vi begiver os ud i verdens dummeste forsøg: at løbe 10 km til Spartas løb d. 19. juni.

og ps. fordi min weekend har været rimeligt meget børn-i-benene-agtig, så slutter gaveregnen ikke før i morgen, da jeg ikke nåede at poste lørdagsgaven i går. Altså sidste gave i morgen. Men husk, at du stadig kan nå at lægge din kommentar ved de andre gaver....som jeg ikke kan linke til, da Jeppe nu har startet sirenen og er iført fire gafler nede på gulvet...gotta go.

lørdag den 14. maj 2011

Blogger forvirring

Bare lige inden nogle bliver forvirret over hvorfor der ligger to give aways med den samme gave, så er det altså fordi Blogger har genoprettet det gamle indlæg som smuttede ud i cyber i går.

Har iøvrigt været til konfirmation all day long og min næste gave kræver at jeg formulerer sætninger, hvilket er umuligt på nuværende tidspunkt. Har nemlig både været sammen med teenagere og børn, så har ikke for fem flade ører hjerneceller tilbage.

Men nu løber jeg mig en tur, mmnn.. er nemlig blevet frelst, og så håber jeg at kunne skrive noget bagefter.

fredag den 13. maj 2011

Og det får man for at være venlig


Nå jeg skulle aldrig have hældt alt det serum ud over Blogland. Der gik jo virus i lortet. Beklager. Men hvis der er nogen blogspot-typer derude (ja, vi er stadig nogle tåber tilbage, der endnu ikke er gået over til Wordpress), så har I sikkert også oplevet at Blogger har svigtet de sidste dage.
Det var mig. Undskyld. Kunne sgu da ikke vide, at den serum var SÅ effektiv.

Men virus rimer på pist-væk-borte er mit indlæg om torsdagsgaven og alle jeres kommentarer. Så endnu engang. Hvis du vil vinde de gyldne dråber (stadig foræret af venlige Anette ovre fra Beautyland), og blive forever frisk i face, så smid en kommentar nu.

Forresten fik jeg verdens mest brugervenlige kommentar i det indlæg, der nu er væk. Nemlig det, at man vel bare kan smøre barnets hals ind i serum, da der jo er broccoli i. Win-win: frisk fjæs til mor, grøntsager til barnet.

Lodtrækning på mandag og der er stadig gode gaver i vente de næste dage, så hold øjnene på bloggen.

torsdag den 12. maj 2011

Torsdagsgaven


Vi kan godt blive enige om at to graviditeter, to fødsler, 4 års manglende søvn, 4 års skrantende sexliv, 4 års overforbrug af koffein, og ditto flødeboller er lig med en ikke så flatterende teint. Og heller ikke så super smooth hud.

Derfor blev jeg glad, da venlige Anette ovre fra beatyland skrev at hun gerne ville donere en serum til min gaveuge. Jamen, serum. Smag lige på ordet. Serum. Klinger det ikke bare smukt i dine ører? Som om serum er hvad vi har ventet på i årevis. Serum, der kan redde os ud af mor-sumpen.

Og reklamefolkene gør også hvad de kan for at sælge den:

Skin Ergetic serum er et non-stop anti-trætheds koncentrat til kvinder +30, der ønsker en naturlig baseret pleje til at afhjælpe træthedstegn, som mangel på udstråling, ujævn teint og grov hudstruktur. Skin Ergetic serum er beriget med en unik kombination af broccoli, soja, æble, citron og sukkerrør, der bekæmper synlige tegn på træthed og giver din hud en ny kilde til energi.


Hold da kæft.


Vi burde få en goodiebag med fra hospitalet, efter vores fødsler, så vi kunne smøre 48.000 liter af denne serum ud over vores liv de næste fire år.


Anyways. Læg en kommentar og den kan måske blive din. Lodtrækning mandag i næste uge.



tirsdag den 10. maj 2011

Onsdags gave


Jeg har skrevet tre bøger: Min Mor, Min Elskede og en bog om Mads og Monopolet for DR. Det har været lige fantastisk og lige hæsligt hver gang. Først får man idéen, så bliver man euforisk over at få en kontrakt. Tænk at nogen synes man er fed nok til at skrive en bog. Så skriver man på livet løs......og så... kommer det lange seje træk: Først finder man ud af, at ud af de 45 sider man har skrevet, kun kan bruge 12 linier. Det' en ommer. Så skriver man 5 fede sider, der sparker big time røv og så kan man sidde der og pleje sit ego. Nåmmen så finder man ud af at det alligevel ikke spiller og så sidder man med en deadline på en hel bog og får koldsved. Og går i panik. Og dør lidt ved tanken om hvorfor fanden man i det hele taget gik i gang. Og skriver noget i bare panik og synes det er det arveste lort, som ingen mennesker burde ofre en femmer på. Så får man optur fordi ens veninde synes det man har skrevet er til at tude over så godt er det, og sådan kører rumlen om og om igen, indtil man når målstregen.

Så lad mig være den første til at sige, at det med at skrive bøger er opreklameret. Det er pissehårdt arbejde og man kommer rundt i alverdens afkroge af sit sind, der ikke altid er lige charmerende. Men det er samtidig noget af det fedeste jeg ved. Processen, tankerne, og den fuldstændige eufori over at se sine ord trykt på papir, og pakket lækkert ind i bog, som man kan røre ved og som er i butikkerne.

Nok om mig. Nu til dig. For drømmer du om det samme og mangler et spark over skinnebenet, så kan du få det af min kæreste veninde Mette, som har banket et kursus sammen om det at skrive bøger. Det er det mest effektive i Danmark, hvis du spørger mig. Og det gjorde du jo. Mette er min veninde og vi snakker sjældent arbejde og karriere, vi ses for det meste i noget der ligner nattøj og briller med hængerøve og unger om benene, men Mette er meget skarp i kasketten. Det ved jeg fordi vi har gået i gymnasiet sammen og hun var typen, der kunne winge ALT, og samtidig skrive sedler i fransktimen. Modsat mig, der fik en anmærkning, hvor der stod at jeg godt måtte være mere aktiv i timerne - med fransk altså.

Men altså. Verdens fedeste bogkursus kan blive dit, hvis du smider en kommentar her. Jeg trækker ikke lod før på mandag, så der er god tid.

Læs om kurset her.

Gaver

Kære venner ærede bloglæsere. Jeg kan nu officielt løbe 5,3 km uden at dø. Uden at mine ben går amok med skinnebens-spasmer. Jeg har været inde i en afkrog af mig selv og fundet ud af præcis hvor fantastisk en mand jeg er gift med. Hvor meget jeg selv trænger til at være venlig overfor mig selv. Jeg har ikke været sur over noget i fire dage og mine unger er søde. Jeppe kan sige 'mig' og 'øje', og Kasper er nok verdens dejligste 4.5 årige. Det skal fejres.

Og fordi en af mine læsere i går skrev en kommentar til mig, at hun ikke fattede hvad fanden det var jeg skrev, så synes jeg bare at jeg holder min kaje og er hende med gaverne. Denne uge. Så fra i dag. Fra nu. Og frem til søndag, vil der hver dag være en gave til jer, som I kan være den heldige vinder af. Nogle er store, andre er små. Og man kan aldrig vide om en af gaverne fx. er min gamle blokfløjte. Men I kan hænge ud og se hvad der dukker op.

I dag kan du smide en kommentar, hvis du vil have fingrene i min bog Min Mor. Det ville have været ret tjekket, hvis jeg have udloddet den i søndags, men sådan spiller klaveret ikke her. Det ved I jo.

Jeg finder vindere på alle gaverne på mandag aften kl. 21.00 og indtil da kan kan frit shoppe i tombolaen.

mandag den 9. maj 2011

FOREDRAG

Hvis du ikke allerede har set det, er der kommet et meget fint og stort byskilt ude til højre.

Klikker du på det, kan du fluks købe en billet til Marens og mit foredrag I København. Og vi vil rigtig gerne have at du kommer.

Der kommer løbende forespørgsler om ikke vi kommer rundt til alle mulige steder i DK. Og det gør vi da. Gerne. Så smid en mail, hvis du har et lokale vi skal fylde med ord.

In your face

Kristine skrev en kommentar til mig, som jeg har tænkt meget over. Den lyder sådan her:
'Synes for i øvrigt det er underligt at tænke på, eller ikke underligt, som sådan, men , den måde mange skriver om noget som egentlig et eller andet sted gør ondt indeni.Men som de får skrevet på en så superfantastisk sjov måde at man glemmer at Annamette Fuhrmann faktisk også er et menneske, som kan føle, og som har dårlige dage.
Det ville jeg bare lige stoppe tiden lidt for at anerkende at du er.'

Efter at have tygget på den. Smagt lidt. Kom jeg til at tænke på, om jeg er blevet sådan en der pakker tingene ind. Sniger mig udenom i sarkasme. Dropper ærligheden fremfor den gode historie. Er smart med den kække bemærkning.

Måske? Men det er ikke bevidst. Det er måske bare sådan bloggen er blevet, fordi det nu engang også er en del af mig. At kunne finde på at løbe rundt ude i Fields med hæklede hængepatter og skrive om det.

Lige for tiden ville det være meget fedt med en anonym blog, når nu vi skal være ærlige, men jeg vil da sige så meget, at jeg for tiden, kradser i overfladen og mine velpolerede negle fra Essie er flossede. Selvrealisering kan være en fandens ting at kigge på. Og den kommer sjældent uventet på den fede måde.

Og nu pakker jeg tingene ind i floskler. Igen. Men skal vi ikke bare sige, at jeg fortæller, at der her i husstanden er vendt en ny side. At man på et møde har talt om en ny ledelsesstruktur...om det der værdibaseret ledelse var noget man skulle prøve. Finde ud af om de ansatte spiller efter de samme bolde. Om vi skulle finde en anden udbyder til frokostordningen.

Svært at være et lille lortefirma, når nu man synes det har potentiale til at være Mærsk.

Værsgo' floskel in your face.

fredag den 6. maj 2011

Røvballe Bootcamp # 2

Okay alle dem, der synes jeg snart skal til at skrive om noget andet rækker hånden op.

Indtil da har jeg kun at sige: pik.mig.i.øret, det var hårdt i dag. Med i det her træningsforløb får man nemlig æren at blive tæsket igennem på et hold på 10 hver fredag. I dag var første gang.

Jesus.

Superwoman Krisztina havde ikke mere end sagt godmorgen før et eller andet rockband gjaldede ud i højtalerne og slog tonen an for hvad der var i vente. BANG! sagde det, og så skal jeg ellers lige love for at vi havde stemplet ind på et up-tempo hold. Sjippe, hoppe, bokse, løfte vægte, tage noget vand, sjippe, håndklædetrækkeri, sjippe, hoppe, maveøvelser fra helvede, hoppe, løbe, spurte, pisse i bukserne, bokse, sjippe lidt mere, kvalme, avavav, konkurrencer om hvem der kunne sidde længst tid op ad en væg, vand, sjippe, løfte vægte, hoppe......aaaaaaaaaaaarrrrrhhhhhhh!!

Jeg cyklede tilbage til Lorteøen, som en slatten spaghetti.

Men min indre Rocky Balboa er vækket til live. Jeg skal bare have fundet en trækævle jeg kan rende rundt med på skuldrene i mellemtiden, og en anden slags mundvig og have købt nogle pasteuriseret æg, så jeg ikke dør af salmonella, når jeg bunder et glas efter endt træning.
Og det er ikke helt ved siden af at jeg får lavet en lignende video om en måned.

torsdag den 5. maj 2011

Røvballe Bootcamp # 1

I har ventet i spænding har I. Og det kan jeg godt forstå. Men jeg skulle lige kunne løfte mine arme op til tastaturet før jeg kunne skrive.

Dagen startede med at jeg blev målt med en fedttang. Det er sådan en nive-tang, der bliver stukket ind i alt det fedt vi slæber rundt på og måler HVOR meget fedt man slæber rundt på i forhold til muskelmasse. Og hvis jeg nu siger, at jeg slæber rundt på en mindre bagerforretning, så har jeg ikke sagt for meget. Den er for høj. Alt for høj.

Jeg synes ellers jeg så en smule slankere ud i mine nye addidas bukser. Altså de var ligesom lidt low-cut i taljen og det kunne jeg få meget tid til at tænke på, mens jeg stod der ansigt til ansigt med mit eget spejlbillede, iført vægtstang og sved på panden. Men for tyk. Det er jeg.

På den gode side opdagede jeg, at mit pandehår er meget pænt og at jeg har én muskel ved skulderen. Det kunne jeg se, når jeg løftede vægtstangen. At den bevægede sig lidt. Jeg tilskriver det, at jeg har haft et barn siddende på armen i noget der ligner fire år, og derfor nu har én stor Skipper Skræk arm, mens den anden ligner en ubagt roulade.

Jeg fik hilst på min viljestyrke og samtlige maskiner i rummet. Og fandt ud af at jeg kan tage armbøjninger: 0, men at jeg også kan slå en proper næve med en boksehandske.

Status siden i mandags:
Vægt: - 1 kg.
Antal spiste kager: 0
Antal gange jeg har sunget 'We Are The Champions': 10
Antal gange jeg har bandet over alle ømme muskler: 100
Antal gange jeg har fortrudt, at jeg har sagt ja til at dokumentere det i et magasin: 100
Antal gange jeg har tænkt at det alligevel var okay fordi jeg så tager en for holdet ved at udstille mig selv totalt: 100

Jojo, jeg skal nok komme til at elske Røvballe Bootcamp.

mandag den 2. maj 2011

Røvballe Bootcamp day 1

Så er det i dag det sker. At jeg ifører mig noget stramt spandex og sender dellerne på retur.

Det starter med at jeg får stukket en tang ind i flæsket for at måle HVOR fed jeg egentligt er. Så er stilen ligesom lagt. Derefter går jeg ud fra, at jeg vil få tæsk af samtlige maskiner og af min egen krop.

Og i morgen. Ja der kan jeg nok ikke gå. Eller skrive. Eller tørre røv.

Men jeg vil forsøge at køre den hjem på stædighed. I sort tøj. Det er nemlig ikke lige præcis i dag, at jeg ifører mig den pink dragt fra himlen, for min selvtillid kan ligge på et meget lille sted. Jo, det er faktisk muligt.

Men jeg regner med at komme igen. Muligvis en genfødsel af Jane Fonda i høj benudskæring. Men det er først, når jeg ikke ligner en frostkylling that is.