onsdag den 30. marts 2011

Moussa Koussa

Jamen jeg var nød til at skrive det fordi det er sjoveste navn jeg har hørt om og fordi jeg her til morgen blev 15 år gammel, hver gang jeg så eller hørte et nyhedsindslag.

'Moussa Koussa'....GODT det ikke er mig, som sidder foran en mikrofon i et radiostudie og skal lave et interview om Musse Kussen. Det var aldrig gået godt.

HAAAAAAAAAAA AAARRH HAAAAAAAAAAAAAAAA HAHAHAHAHAHHA.

Og må jeg opfordre til at være platte i dag. Find din platteste vits frem og ring til din ven og indtal den 100 gange på telefonsvaren eller be din kollega om at hive dig i fingeren, mens du fiser.

Jo, kom nu.

Mandeklumme

Det er ikke kun mig, der skriver på alt hvad jeg kan komme til. Thure gør også. Og jeg vil lige dele hans seneste klumme i Vores Børn med jer. Vi kan hurtigt blive enige om, at den er ude på et selvhævdende overdrev, men der er noget om snakken. Selvom det er den samme mand, der vejer alt sit grej og mad inden han skal på et løb, så det e-n-d-e-l-i-g ikke overstiger hans nøje udregnet max.ydelse, når han har det på ryggen. Således kan man fx. se ham skære sirlige huller ud af et liggeunderlag for at spare 0,05 g. Og har han børnene alene, og skal på tur, så skal jeg love for at der er tænkt på det hele. Det er også ham, der husker at give børnene medicin og øjendråber og det er for det meste også ham, der laver mad til os.

Det var så ikke med helt samme præcision denne tur foregik på, men de havde en fest uden lige.....og nu mistede jeg tråden.

Klumme kommer her:

Fars fede Lalandia-ferie

Hvad sker der, hvis fire fædre pakker to biler med deres førstefødte, badebukser, dankort og tøffer til Lalandia uden deres koner? Forbløffende lidt, har klummeskribenten Thure fundet ud af.


Enhver der har prøvet at skulle på weekend-tur med kone og et, to eller tre børn ved, at det kræver næsten militær planlægning.


Hvem sove skal sove hvor? Har vi bleer med? Hvor er den stores Rasmus Klump DVD, den lilles sut? Hvor langt er der til Brugsen hytten? Er der vaskemaskine, blæser det meget, der hvor barnevognen skal stå, osv. osv. Det er bare en brøkdel af de praktiske knuder, der skal løsnes op, inden familien kan tage af sted.


Derfor var forbløffelsen stor, da jeg prøvede at tage på børne-weekendtur med tre mænd.

Første ledetråd på hvor forskellig det ville blive, kom da vi besluttede at vi skulle afsted. Det skete sådan her:

”Hey, skal vi ikke tage til Lalandia med ungerne?”

Fulgt op af et:

”Jo, lad os det.”


Ikke mere end det. Ikke noget med ”nårja, men vi kunne jo også overveje at tage til (indsæt alternativ destination) for så kunne vi jo også få (indsæt alternativ) og min lille (indsæt barnenavn) har måske også fået (indsæt vilkårlig børnesygdom).”


Kort tid efter dumpede der en sms ind: ”Så er der booket hytte i Lalandia.”


Planlægningen gik ligeledes gnidningsfrit. Fire mand nåede at planlægge hele weekenden i en mailtråd, der bestod af 21 (!) mails.


Og af de 21 mails, bestod de 11 af dem af maksimum en linjes tekst.


Det kunne være, som da en af ungerne fire dage før afgang, fik konstateret skoldkopper. Svaret fra en af os andre lød:


”(Navnet er fjernet for at beskytte de uskyldige) er immun. Smid ham i poolen og lad os få en pandemi. /S”


Slå den, damer!


Misforstå mig ikke, der var hverken dømt (konstant) mandehørm eller Erik Clausen-pædagogik a la ”Svøm så, knægt” når ungen ligger på bunden af poolen og sprutter.


Okay, måske blev der pruttet lidt mere højlydt, og der findes da også billeder af tre fædre i hyttens jacuzzi kl. 01.33 lørdag morgen med både cigar og rødvinsglas, men det slående var, hvor let alting pludselig kunne glide.


Vi kunne for eksempel mobilisere: Fire voksne og fire børn i alderen 4-6 år til en tur i badeland lørdag morgen med ordene:


”Nå, skal smutte vi i badeland.”

”Ja, lad os det. Kom så, unger, ud i bilen!”


Vi dansede ubemærket uden om et større pakke-hejs, der kunne have involveret ekstra tøj. (Hvis nu én af dem skulle snuble på vej op til badeland.) En ekstra trøje mere (Hvis nu en anden skulle komme til at fryse efter, vi havde været i badeland og havde brugt sin ekstra trøje, fordi han faldt på vej derop). Creme til udtørret hud (Klorvand kan jo nemt give sådan nogle røde pletter). En lille tupperware-skål med sirligt skårede økologiske grøntsags-stænger (Vi skal jo ikke leve af pommes frittes hele weekenden, vel?) og så meget andet, man kan komme ud for.


I stedet strøg vi direkte i pølen og videre til Monkey Tonkey-land. Og uden at vi havde bemærket det, var klokken pludselig blevet 21.30, og vi var til børnedisko med tre store, skummende 0,7 liters fadøl, ét glas køligt hvidvin, og fire unger med hver deres glade børnecocktail med paraplyer.


Her sad vi så til lyden af boogie-woogie og børnekaraoke, og hvor svært var det lige sådan en weekend skulle være?


Det eneste der kunne kaste grus i maskineriet var, hvis mor vidste, at Kasper først kom i seng 23.30, og at vi ikke fik børstet tænder. Men der skete jo ikke noget …

tirsdag den 29. marts 2011

P1 i morgen 8.15

Noget om Holger. Lyt med, hvis du har tid.

Find Holger

Vi har allesammen fulgt Holger. Og med gråd i enhver øjenkrog, også været vidner til, at den lille rødhårede dreng blev genforenet med sine forældre efter et døgn alene i Nordjyllands Vildmark.

Vi holdt vejret. Ønskede os en lykkelig slutning. Og var lettede over, at det ikke var vores barn, som var alene i mørket mellem krat og grene.

Jeg var overbevist om, at de ikke ville finde Holger i live. Jeg troede ikke, at de efter et døgns søgning kunne finde ham i det der er beskrevet som 'god behold.'

Men det gjorde de. Og polities indsatsleder jublede helt til han bandede. 'Pissefedt', hørte man ham råbe. Og ja, det var da pissefedt. Alting. Hurra.

Hvad jeg derimod ikke synes er særlig pissefedt, er den måde medierne håndterede det på. Det er klart, at det er en historie, der skal dækkes. Det siger sig selv. Men i takt med at Holger skulle findes, blev det også jagten på at få historien først. Det første billede. Det første tv-indslag. Af Holger.

Og aldrig så snart, som han, på mirakuløs vis blev fundet, af Manden På Hesten, står der en journalist med en mikrofon i den ene hånd og Holgers i den anden. Klar til at få den første bid af kagen. Journalisten havde kørt rundt i en sendevogn med en tv-fotograf for selv at lede og vel forhåbentligt også score det første billede af den lille mand med det røde hår. De finder tilfældigt Manden På Hesten og Holger, der holder sin redningsmand i hånden. Hvad jeg synes er så skide usmageligt her er, at de tænder for kameraet med det samme og pludselig er Holger kommet tilbage til en verden af sultne journalister.

Han er kun 3 år. Har han mulighed for at sige fra? Nej. Kan han tage stilling til, at han ikke vil eller må fotograferes? Nej. Han har heller ikke engang sin mor til at sige fra for ham. Til sammenligning skal man, når man laver artikler med billeder i institutioner, have tilladelse fra forældrene om at tage billeder af deres barn OG man skal som forældre også give tilladelse til at billeder af ens barn må bruges på institutionens hjemmeside. Jeg ville ønske, der også fandtes samme regel i Medieland.

Jeg synes det er vi voksnes ansvar, krise eller ej, at beskytte vores børn, og jeg ville være edderspændt rasende, hvis Kasper, der efter 24 timer i en skov blev filmet, mens han sidder udmattet i en sendevogn og sutter på en chokoladebar, som den rare og helt sikkert velmenende journalist giver ham, inden han bliver genforenet med mig. Holger aner ikke hvad der foregår. Han aner ikke, hvor alvorlig situationen har været. Hvorfor skal han ikke have lov til at være i fred?

I samme minutter kan vi se familien blive filmet, mens de får den gode nyhed om at Holger er fundet i live. Hvilket mareridt de har været igennem. Fy for fanden. Men at skulle filmes, mens jeg kastede mig om halsen på Thure storhulkende af lettelse og udmattelse - thanks, but no thanks.
Lidt senere kommer Holger i armene på sin mor og far og skal tilses af en læge. Og igen står der en horde af fotografer og stikker linsen ind i ambulancen....

Lad dem nu være. Ik.

Forældre har ikke haft en Kinamands chance for at vurdere, hvad de vil være med til i medielotteriet. De er stadig i krise, selvom Holger nu sidder på skødet af dem. Og jeg tænker ikke, at de på den måde er scenevante eller har tænkt over om deres grænser bliver overskredet.
Så derfor synes jeg det er vores: journalister og fotografers, opgave at beskytte hvor vi kan. Og især børnene. De har ikke bedt om det. Slet ikke.

Det ville selvfølgelig have været et langt 'tyndere' indslag, hvis journalisterne havde stået på afstand og snakket ind til kameraet. Men det havde været mere respektfuldt overfor Holger og hans familie.

Jeg håber aldrig at Holger bliver væk igen og jeg håber vi lader ham være nu. Hans far skal ikke mere svare på spørgsmålet om så Holger så fik den lovede pizza, eller om de igen i nat sover med Holger mellem dem i soveværelset. Ej heller om han har det godt i børnehaven og om han er mærket af det. Jeg vil ikke høre om, at han ikke kan gå i dag, fordi de stakkels små tykke ben har gået og gået og gået hele natten.

Lad ham være. Tak.

Hilsen
En forælder.

mandag den 28. marts 2011

Noget om slankekur


Det er så gudsjammerligt kedeligt at skrive om vægt. Jeg kunne ikke finde noget mere usexet, men sagen er den at mig og Maren (jaja, ved det hedder JEG, men altså se på det, det ser bedre ud) ikke mere vil være tykke. Jeg er tykkest, men vores vej til Jabba The Hutt flæsket var den samme. Vi brækkede os non-stop under vores graviditeter, men endte op som to madammer med fedt så hårdt som sten, fordi kroppen stadig tror den er i en posttraumatisk stress krigszone, hvor den holder på alt det fedt den kan, fordi al næring bliver skyllet ud i lokummet. Eller ender på gulvet i Netto. That would be me.

Nu er vi så gået på slankekur. Vi mødes ikke og træner, men den der har tabt sig mest den forgangne uge forbeholder sig retten til at opføre sig som en vigtig-buks, mens den anden derimod får retten til at håne. Vi blev også enige om at vi begge fungerede godt under skam, så man må godt gøre den anden skamfuld, hvis vi kommer til at spise en chips eller slikke på en plade chokolade. Altså indtil den anden tuder i sukker-detox-afmagt.

Hvad siger I? Vi har fat i den lange ende her ikke? Kernesund mobning mod lavere BMI. Sådan!

ps. vi skal begge tabe ti kg inden 1. juli.

Danish Dynamite

Jeg havde fornøjelsen af at være sammen med Jeppe i går. Bare mig og ham. Og hvis jeg selv skal sige det, så er han verdens mest nuttede barn. Han pludrer og krammer og smiler og leger på den der helt uskyldige jeg-er-kun-sat-i-verden-for-at-være-kær-måde. Jeg kan ikke lade være med at kysse ham hele tiden. Han er så blød og nuser, at han med garanti får et moderkompleks for all I know. Så meget som jeg har kysset ham.

Men der er det med Jeppe. At inde bag hans meget milde væsen ligger et bundt hårdtpumpet dynamit, som til enhver tid kan eksplodere med en kraft, så vi andre sidder i granatchok bagefter. Lige for tiden er det helt store hit at klatre højt op på alting. Og helst skubbe rundt med alle spisebordsstolene, skubbe dem over til køkkenvasken og derefter gå i gang med at plaske med vand, så Lalandia ville være stolt.

Og sætter man en grænse her 'BANG!' og det bløde barn bliver et lille tykt missil. Lige nu er det sådan set meget kært. Jeg kan jo for fanden ikke bliver sur på ham, når han står der helt spændt op og skriger så meget at han næsten besvimer. Til gengæld kan jeg meget nemt få en anelse dirren i mundvigen, ved tanken om at den herlige og livgivende trodsalder indtræder i forældrenes rækker. Der er det noget med, at han er nødt til at bo i en gymnastikmåtte til den tid. Det bliver en skøn tid.


Man skulle ikke tro det

lørdag den 26. marts 2011

Szckååål!

Jeg tror aldrig jeg har skrevet et indlæg mens jeg var fuld, men nu er jeg faktisk lidt småsnaldret.

Vi er alene hjemme med Jeppe denne weekend, og det der ét-barns-liv, er jo en fest uden lige. Derfor 'kom jeg til' at åbne en flaske Asti, men jeg var utrolig tørstig og 'kom til' at drikke tre glas i rap, mens jeg glemte, at det ikke var en slags hyldeblomst med brus. Men en drik med alkohol. Phew.....

Nu sidder jeg og kigger ud over Amager Fælled og føler mig ærlig talt som en vaskeægte Amagerfrue. Og det passer mig egentligt meget godt at være lidt slinger lige nu: barn sover, solen skinner, far er i kælderen for at skrue på cykel. All is well.

Men jeg kan da godt lige mobilisere et par hjerneceller til at undre mig. Nemlig: hvordan fanden jeg nogensinde kunne syntes, at det var hårdt med ét barn? Hej verdens største kliché, men alligevel. Jeg bliver overrasket hver gang vi kun har et. Barn. Come on, der er stor forskel. Vi har været i Magasin og drikke kaffe og æde os tykke i Verdens Vildeste Thebirkes, vi har været i tre butikker og i Netto. På en legeplads i indre by og forbi en bager efter rugbrød. Og for lige at toppe den, falder Jeppe i søvn på vej hjem i klapvognen og da vi var hjemme kunne vi pakke ham ud af flyverdragt, støvler og hue OG lægge ham i seng OG lave frokost OG nå at spise den uden at han vågnede.

Det er lige før jeg overvejer at få nummer 3, så jeg kan sidde og undre mig over hvorFOR jeg dog syntes det var hårdt med to unger.

.....som om...

Hov, mit glas er tomt. Gotta go.

God lørdag.

torsdag den 24. marts 2011

Odense here we come


Så kommer vi endelig til Brunsviger Island.

Det er d. 4. maj, det er Odense og det er kl. 20.00. Læs mere og tilmeld dig her.

Jeg håber vi ses!

tirsdag den 22. marts 2011

Fuhrmanns Forsamlingshus

Det er sgu lidt som om tasterne sidder fast. Det gjorde de ikke i søndags, hvor min hjerne lå i en champagne flaske og hyggede sig. Burde den gøre noget oftere, for verden var aldeles rar at være i.

Jeg fik 1000 idéer til blogindlæg.

Men i dag. Vupitiwhoop, og væk var de. Så var det jeg gav mig til at lakere mine negle med en ny og pivfræk grøn neglelak.

Og mens jeg sad der og lakerede kom jeg til at kigge lidt på, hvor bloggen er på vej hen. Den startede jo ud som en regulær mor-blog, men nu er det som om den har taget en drejning til at være som et forsamlingshus, hvor man lige tjekker ind en gang imellem for at få en kop kaffe med blødt brød. For at debattere lidt. Om vejret, buskøreplanen, om sex og samfund.

På den anden side. Fuhrmanns Forsamlingshus - lyder det ikke hyggeligt? Jeg synes forsamlingshuset skal have en revolution og det er ligefør jeg smider en skinke og halvt pund kaffe med i hatten. Gamle Ole og termokaffe og vi er tilbage til en tid, hvor 20 røde Prince var en del af hverdagsluksus.

Men jeg ved det ikke? Vil I gerne høre noget mere om de unger? Og mit sexliv? Om Verdens Sejeste Mand. Eller skal vi give den gas med noget andet. Jamen jeg er åben for bud, sagde crowd pleaseren, der mangler et skub.

Skub.

Tak.

Iøvrigt. Jeg har det med at springe i det. Men vi kan godt blive enige om at det billede, der blev lagt på i min sidste klumme i 24 Timer lignede noget man ikke gad at knalde ik? Og iøvrigt ikke lignede mig. Okay, så siger jeg bare, at det der bliver taget i morgen bliver noget helt helt andet. Der er nemlig sket noget med mit hår. Og hold kaje det er skægt. Nejnej jeg er ikke blevet klippet kort, men det er noget andet. Min klumme kommer i på fredag. Så kan du selv se.

søndag den 20. marts 2011

Av!

Fejrer dagen med tømmermænd efter mange mange glas champagne. Kunne da osse bare have ladet vær med at udnævne mig selv til overchampagnemester.

Men hey, jeg må leve et rockstjerneliv, for jeg havde forresten også tømmermænd efter sidste lørdag, hvor jeg var til koncert i KB Hallen med efterfølgende hipster efterfest. Hvor jeg p.s. følte mig meget meget gammel. Og det ville være synd af sige, at de unge mandslinge kiggede efter mig, mens jeg prøvede at se cool ud med en dåsebajer på musikermåden. Eller forfatter, for jeg er jo sådan en der skriver.
Til gengæld mødte jeg min tidligere kollega Henrik Milling fra min tid på P3 og han kunne berette om at han simpelthen var stoppet med at drikke alkohol. Noget med tyktarmen. Og at det var ret fantastisk. Hvis ikke jeg sad der på en trappe og følte mig gammel i forvejen, så blev jeg jeg det der. Altså hvis vi er nået den alder, hvor en gammel bekendt lige svinger forbi og fortæller om en tyktarm, mens de unge danser med en sjov brille og et overskæg (hvad sker der iøvrigt for den mode!!), så er det muligvis på tide at lade de andre om at efterfeste.

Men altså. Fest er godt. Og det skal der være mere af i år kan jeg mærke. Det er tid til party i provinsen. Amager er jo en slags provins.

Skål!

fredag den 18. marts 2011

Her kommer fatter med kost og spand

En lille en til weekenden. Du kan skippe linket videre til din mand og på det kraftigste opfordre ham til at købe en røvfuld Ajax.

Se selv.

torsdag den 17. marts 2011

Almost there

Jeg er ved at færdiggøre noget, som jeg inderligt håber at jeg kommer til at dele med jer.

X fingre.

tirsdag den 15. marts 2011

Lil' Miss Beckham

Jeg siger det bare lige igen: jeg tror ikke vi havde hørt samme jubelskrig i pressen, hvis 4. baby-Becks havde været en dreng.

Og det her kaster jeg en lille smule op over:

Hurraaaaa....!! Endelig får vi for lov at se, hvordan David og Victorias gener i skøn forening kommer til at se ud, når de samles i en datter!
Ingen tvivl om, at de har gjort det godt i skabelsen af deres tre sønner, Brooklyn, Romeo og Cruz, som alle tre er nogle smukke, små drenge, men det er heller ingen hemmelighed, at især Mamma Beckham tørster efter en lille pige at dele sine tøserier med, mens drengene spiller fodbold med far.

'..deler tøserier, mens drengene spiller fodbold med far'..... Vil I ikke godt holde op?

mandag den 14. marts 2011

Vis mig dit klædeskab

Engang skulle jeg have været med i den der feature i Alt For Damerne, er hedder 'Vis mig dit klædeskab.' Det var dengang jeg lavede radio og var noget ved musikken. D.v.s. lige præcis så kendt at min skosamling var interessant nok til at kigge på, den skosamling som jeg så ville være nødt til at låne mig til.

Anyways, det blev aldrig til noget, fordi stationen blev delvist nedlagt og jeg var gravid og kastede op og hvem gad at se mig sidde inde i mit klædeskab og brække mig ned i min Mulberry, som ville være det eneste statusagtige jeg kunne hive ud af IKEA hylderne.

Men. Jeg er stadig meget meget meget vild med tøj og tasker og sko og tørklæder og jakker og alt det som jeg ikke har råd til, men havde jeg alle penge i verden, så havde jeg købt det her sæt på stedet. Det er fra Hermes efterårskollektion.

Det er det fedeste jeg længe har set. Og bue og pil fortjener simpelthen et comeback. Og jeg vil hedde Winnetou til efternavn.

(Billedet er lånt fra bloggen The Satorialist, som er vidunderlig, hvis man godt kan li' at kigge på mennesker)

fredag den 11. marts 2011

Sexklumme

Der skal jo være nogle fordele ved at have et kedeligt (sex)liv og det fortæller jeg om i gratis avisen 24 Timer, i form af en klumme, fra og med i dag og hver anden fredag. Du finder online udgaven her.

Og som læser her på bloggen, så kender du alt til de 7 minutter, og den er hermed også delt med avisens læsere i dag.

ps. jeg ser lidt sær ud på det billede. Eller også lider jeg bare af vrangforestillinger og tror jeg ser anderledes ud. I hvert fald blev jeg selv bange. Jeg ser da ikke sådan ud.

onsdag den 9. marts 2011

The End

Om 2 timer og 45 minutter lander manden.

Alle er i bedring.

Alt er godt.

(men shyyyyyyyy, sig det ikke højt).

Return of the Nemesis

Bedst som jeg troede, at stormen havde lagt sig og en vis tilfredshed over egne evner udi overlevelse. Ja så. Var der nogen, som synes jeg skulle have lidt mere for den 25-øre.

Efter unger x 2 var afleveret kravlede jeg ind i Rema og hasteindkøbte. Hvis nu. Man ved jo aldrig. Men kl. 10.53 vidste man det godt alligevel. Det var Børneren. You do the math.
Op igen. Fra sofa. Zombie mig ned til et blegt spøgelse, som zombiede med mig hjem og sammen nåede vi at gemme os under en dyne inden næste opkald klingede. Fra Vuggeren. Zombie ned i bil med spøgelse til afhentning af andet spøgelse.

Hjem igen.

Meltdown.

Der er intet så skønt som selv at være fuldstændig afkræftet og så skulle tage betræk af fire sofahynder og en seng. Jamen er I klar over, hvor svært det er at få betræk af en rullemadras og hynder? F**king skumgummi (arme).

Heldigvis bliver man, i disse situationer, udstyret med en reptilhjerne, der ikke tænker på alt det arbejdet, der ikke kan laves, for det handler kun om overlevelse. Sådan er der så meget man kan blive klogere på. Not.

Men nu skal det ikke kun være negativt, for i går aftes, da jeg endelig lå med hovedet på puden og begge unger forsvarligt pakket ind i dyner og med alle verdens skåle og håndklæder omkring dem, fik jeg en sms fra Thure. Han havde layover i Miami og sad nede på strandvejen og nød livet. Og sin sølvmedalje.

Var jeg ikke bare heldig at få den sms?

tirsdag den 8. marts 2011

Kærlig hilsen Nemesis

Der findes et særlig sted i helvede til kvinder, der synes det hele er nemt. Og i mit tilfælde, det helvede, hvor Hr. Nemesis sidder i et arkitekttegnet hjørnekontor og griner hånligt.

Jeg har nemlig lidt for mange gange tænkt, at det var meget hyggeligt at være alene med drengene. I 11 dage. Lidt for mange gange har jeg tænkt, at det var fint nok. Lidt for mange gange været glad for at Jeppe har sovet igennem non-stop siden i søndags, hvor Thure tog afsted. Det toppede i går, hvor vi efter endt visit i Jylland tog turen tilbage. Vi sang fire gange Lille Peter Edderkop, to gange Rasmus Klump og en gang Lille Nørd og bum, så sov de som sten indtil vi landede på Lorteøen. Ligeså let som at klø sig selv i røven var det.

Men jeg havde da ikke båret den sidste taske ind før jeg fik det så dårligt, at jeg ikke kunne stå oprejst. Og sultne var de. Og tørstige. Og ville lege. Og pjatte. Og i bad. Og køre på scooter indendørs, alt imens jeg blev mere og mere hvid i hovedet.

Måtte sms en nødraket til overboen, som tog Kasper med op til dem og serverede lidt japansk mad for ham, og holdt ham underholdt længe nok til at jeg kunne give Jeppe mad, og bad (liggende) og få ham puttet.
En anden nødraket blev sendt til veninde, som kom og ryddede op og sagde, at det også var synd for mig. Og med nylig ankommet medlidenhed, nåede jeg igen og glæde mig over, at det h e l d i g v i s kun var mig, som var ramt. Men således blev der udstukket en kontraordre fra helvedes kontoret, og efter, at jeg selv fik det værre og værre, meldte Kasper sig også under fanerne.

Nu har jeg engang været Blå Pigespejder og der kan man blive udsat for, i solidaritetens navn, at tømme lokumstønder for en hel sommerlejr en varm junidag. Det skulle jeg hilse at sige er en 1'er på klamhedsskalaen. Men. Jeg ved sgu ikke. At tørre op efter Kasper nåede nye højder på dén skala. Det tog ham lige nøjagtig 20 sekunder at kaste op så mange steder, at jeg stod med en fuld hovedrengøring kl. 3.30. Det var lige hvad jeg havde brug for.

Kl. 4.30 var jeg færdig og lagde mig endelig tilrette som en rystende spedalsk. Please-please-please lad det kun være denne ene gang. Og det var det. Til gengæld fik jeg en sms ind i øret om at Thure var landet i mål og to min. senere vågnede Jeppe så over 'beep-beep' lyden.

Og sådan fortsatte det indtil kl. 6.00.

Så jeg kan bare sige, her på Kvindernes Kampdag, at det var godt, at vi kvinder fik en vaskemaskine. Og noget toa-papir. Og retten til at sende ungerne afsted i institution. Havde det ikke været for deres åbningstid var jeg faldet død om i kummen.

Glædelig tirsdag.

søndag den 6. marts 2011

På opdagelse

I går aftes opdagede jeg at fuglene sang, da jeg gik i seng.
I morges opdagede jeg at de sang da vi stod op.
For et øjeblik siden opdagede jeg, at det for fanden er forår.
For en time siden opdagede jeg, at jeg har haft de samme joggere på i to dage.
For en time siden blev jeg en lille smule børnemør for første gang i nu 8 dage.
For to min. siden opdagede jeg, at Thure ikke er væk i 9 dage. Men i 11.
For et sekund siden opdagede jeg, at jeg ikke kan blogge med to unger, som dels bider i min ene tå og hiver i den arm, der ikke skriver.
Godt. Solen. Skinner.

fredag den 4. marts 2011

Same guy - different worlds

I weekenden skal jeg til Give - Thure skal op på et bjerg i Equador. Sådan er vi jo så forskellige. Jeg napper en omgang fastelavn i provinsen, han napper et adventure-race.


Og jeg bliver altid lige overrasket, når jeg ser ham helt spændt op i en sportsbrille, let poserende med en hoveddims, også kaldet en Buff, om sine krøller. Altså er jeg gift med ham? Han er sguda lækker. Men hvem er så ham, der render rundt i underdrenge og sokker og med hår så uglet, at der kunne bo en storkefamilie deroppe? Nårh, det er den samme? Tak.

Nogle gange er det helt på sin plads at se sin mand i et andet element. Hvilket minder mig om, at han sådan set også godt kunne få lov til at se mig i andet end joggere. Og en T. Foran min computer med min 7. kop kaffe og i gang med at skrive noget klogt og smart. Synes jeg selv.
Måske ville det være helt på sin plads, hvis kom lidt mere fest og lidt mindre Moshi-Moshi Mind Amager Style - altså hjemmetøj minus kashmir, minus blød bomuld til en tusse.

Mon ikke jeg kan overkomme en shoppetur, mens Thure er på sit tre-døgns adventurerace? Jeg kan jo nuppe en latte, når det bliver for uoverkommeligt. Og hvis ikke jeg finder noget passende tager jeg bare mit fastelavnskostume på, når jeg henter ham i lufthavnen. Kasper vil være Spiderman og han vil gerne have, at jeg skal være hans tryllestav. Hvem vil ikke gerne hentes af en tryllestav. Jeg spørger bare. Welcome home daddy!

onsdag den 2. marts 2011

Klumme i VIVA

Min sidste klumme fra i fredags. I JP's VIVA, handler om service. Eller mangel på samme. Og er der noget, der kan få mit pis så meget op at koge, at det overgår den mest skoldhede vulkan, så er det hvis butiksansatte ikke yder service. De behøver ikke at lave en Pretty Woman og rulle den røde løber ud, men de kan som minimum være opmærksomme på mig og min tegnedreng.

Hvis der fandtes et job som serviceanmelder, så kunne I ikke se mig for bare fem kokkehu....nårhnej...fem dankort. Og jeg kan godt finde på at være Gordon Ramsey kind-of-type, hvis der er alt for meget tyggegummi og sms, mens jeg forsøger at købe noget af deres tøj. Jeg skaber mig ikke og råber, men jeg driller. Jeg kan simpelthen ikke lade vær.

Og allerede nu begynder det at kamme over kan jeg mærke, så jeg poster bare klummen her, så kan du læse med hvis du orker:

Hvad skulle der være?


Nu er det ikke fordi jeg skal kloge mig. Men det gør jeg alligevel. For noget har trykket min sko så længe, at det er begyndt at føles som en splint i røven.

Det handler nemlig om service. Og mangel på samme.


For længe siden i en provinsby i Jylland arbejdede jeg i en isbar. Ikke hvilken som helst isbar. Det var Roberts Isbar. Stedet, der siden gravballemanden købte soft ice, har lavet sin egen hjemmelavede guf. Isbarens varemærke, som folk glædeligt kørte 60 km for at sætte tænderne i. De stod gerne i kø i timevis. For de elskede det. Og derfor. Netop derfor blev alle os ispiger opdraget til at svinge os op til en god service, og nu da kunderne var i butikken, også mersalg.


Nu kunne jeg tilfældigvis ret godt lide at lege købmand, da jeg var barn, og det samme gjorde sig gældende i Roberts Isbar. Men rigtig mange weekendvagter foregik med hele drinkskataloget fra Crazy Daisy i baglommen, og så kan det godt være lange ti timer man står der og sælger guf. Med et skævt smil. Så jeg ved godt hvordan det kan være at stå i en butik, man kan som ekspedient også være træt.


Men een ting lå på rygraden. Kunden er kongen. Kunden er gået ind i din goddamn butik for at købe noget. Og du har eddersparkeme bare at rulle serviceorganet helt ud på fortorvet.


Og her er det så jeg bliver så træt så træt. For hvor f…… er den service her i København? Hvor er den? Hvem har taget den og smidt den ud? Jeg har boet her i 15 år og jeg kan tælle på én hånd, hvilke butikker, der yder god service, og hvor jeg gider at handle igen og igen.


Der står jo det ene menneske efter det andet og kigger på en som var man gået forkert. ‘Hej’, siger de. ‘Sig bare til, hvis du skal have hjælp’. Og så kravler de ellers om bag disken igen. Og kigger videre.


Jeg har uhyggeligt mange eksempler, men tag nu ét af dem. Jeg kommer ind i en populær tøjforretning i København efter en helt bestemt jakke, som jeg har set på nettet. Jeg skal ikke hjælpes meget, altså må jeg betegnes som en nem kunde.

Mig: ‘Har i den der blå militær jakke?

Ekspedient: ‘Ja den hænger lige derovre.’

Mig: ‘Ok, jeg skal bruge en large’. Tænker at hun nu må fatte et hint om, at jeg gerne vil spendere nogle penge, og derfor ville det være smart af hende at hun går ind i salget og må jeg foreslå: henter jakken til mig. Men ak. Svaret var: ‘Det har vi også.’


Således finder jeg selv min vare, i en str. L og prøver den. Nu prøver jeg hende lidt af, bare for at se om hun overhovedet fatter, at hun arbejder i en TØJbutik, som sælger TØJ. Jeg stiller mig midt ud i butikken, og jeg er den eneste i butikken, så hun skal kigge væk for at overse mig. Jeg tager et tørklæde ned fra hylden og vikler det om mig. Stadig ingen reaktion fra ekspedienten. Det undrer mig lidt. Og jeg begynder at tænke på om vi er ude i en Pretty Woman og hun simpelthen ikke VIL betjene mig. Jeg hjælper hende lidt mere og siger, at det da er et VÆLDIGT lækkert tørklæde. Det koster den nette sum af 15oo spir, så det ville være fint ikke at være helt så ligeglad med at sælge. Men det er hun åbenbart. Og jeg går. Hun mistede altså et salg på min. 2500 kr. og måske mere, hvis hun havde rullet ærmerne op.


Om. Jeg. Begriber. Det.


Det er ikke rocket science. Vi er heller ikke ude i noget med glødelamper. Det er tøj for fanden. Men igen og igen og igen og igen ansættes der mennesker, som er generte, ikke aner hvad der menes med tøjsalg, og som står og tygger tyggegummi og glor ud i luften. Jo Magasin, det gør I.


Jeg bliver totalt fornærmet på Mads Skjern måden. Altså hvad er meningen? Jeg er mor, jeg har ikke mange timer for mig selv, og da slet ikke til at shoppe i. Så når jeg endelig er ude, så kan jeg love jer, kære butiksejere, at mit muldvarpeskind, simpelthen banker for jeres service, så jeg kan blive ligeså lækker som alle jer, der står i butikken i jeres lækre tøj.


Jeg er så nem som kunde, og jeg er så nem at lokke med, at der ikke skal meget mere end en karamel til før jeg lige hiver en tusse mere op af bukselommen. Giv mig en lille vejledning, sig til mig, at du har fundet en bluse som lige er mig, fortæl mig om noget tøj, jeg ikke anede at jeg havde brug for. Spil lidt på den lille violin. Flirt. Overbevis mig. Bare gør noget.


Så kære butiksejer, hvis du ansætter hende den skæve islandske modetype, der kan mikse tøj så guderne synger, så lov mig, at du også ansætter hende, som til enhver tid kan sælge røven ud af bukserne.


Og køb nogle karameller. Helst dem med lakrids. Tak.