torsdag den 28. januar 2010

Morsangen - forbudt for børn

Jeg har haft begge drenge hjemme i dag, og det betyder dobbelt op på bleer og i dag har det været de fæle bleers dag. I tell you.

Så er det man igen må bryde ud i sang og i dag er der digtet frit efter MC Einar hamselv, og der er blevet plads til alle de forbudte mor-ord.

Hvis du vil ha opfrisket beatet så skru op og syng teksten højere end Einar.

Mel. Arh dér!

Min jordemoder har sagt, at jeg ska' opfør' mig pænt

man får jo de børn, som man selv har fortjent

og det gør man vel, man skal være reel

man skal elske sine børn, som man elsker sig selv

Okay, det har jeg lært, men jeg har altid haft svært

ved søvnløse nætter og babyfjært

hver dag jeg kigger ned bliver jeg rimelig lost

for han ligger der og lugter surt af blåskimmelost

den sure babyrøv, jeg hader den klamme

stank og si'r: "Brug potten den er til for det samme!"

og hans evige bræg om sit velbehag

der skal passes og plejes til man korser sig

Den nar!


Arh der!

Jeg siger fra her

fordi mor her

ka' ikke klar' mer'

jeg syn's jeg vader i bleer

jeg er ved at blive skør

og jeg hader all' det gylp

der skader mit humør

Arh der!


Og ps. jeg ved du aldrig har sagt nar til dit barn, selvfølgelig ikke.

En reminder


Alene hjemme med to syge børn. Goddag stress. Men så er det godt, at der findes en lille husker på blerøven. Vi takker Libero.

tirsdag den 26. januar 2010

Bloggers delight

Julia er blognørd. Og det kan jeg godt skrive for hun siger det selv. Hun har ovenikøbet briller, og siger ting som 'google-analytics'.

Men hun er også helt fantastisk til mange andre ting end at skrive, nemlig at snakke. Og hun er pæn at kigge på imens, så derfor, mine damer og herrer, tag med på blogworkshop og lær at blogge, bliv bedre til at blogge og hør hvorfor bloggin' holder 100.

Læs meget mere her: JUHUUUUUUUUUU

mandag den 25. januar 2010

Mødre er fra Mars - børn er fra outer space

Jeg har været hidsig. Så hidsig at jeg først kan skrive om det nu. Jeg var i weekenden parat til at kaste mig selv ud over altanen og på hovedet ned i den snemand, der står nede foran græsplænen. Med lidt held ville jeg lande sådan, at jeg kunne gemme mig og stå helt stivfrossen og glo med to døde kartoffeløjne. Sikke en fest man kunne have.

For s*****, hvor var jeg træt af at være nogens mor. Så er det sagt.

Ligepludselig kunne jeg ikke klare ét klynk mere fra Kasper eller ét hyl mere fra Jeppe. Total OD på børn. Jeg var bare så færdig med at sætte grænser eller bære rundt på klynkende baby, som spruttede og hvæsede som en gammel kat så snart han kom på langs i sin lille seng.

Jeg var bare træt træt træt af at bruge al min tid på at sige ting som: 'nej du må ikke få noget tyggegummi, du må ikke få en slikkepind, og jeg ved ikke lige hvad vand er lavet af, og nej jeg ikke lyst til at lege mere bus, eller fødselsdag, for vi har leget den leg i to timer, og vil du ikke være sød ikke at hoppe ovenpå mit hoved, og ja, du skal have flyverdragt på når vi skal ud, og ja du skal have støvler på og ikke sandaler. Og jo, vi er nød til at have Jeppe med udenfor for han må ikke være alene, og nej du skal ikke tage hans sut, og ja jeg vil gerne være med til at kælke, og jo vi kan godt lege, at jeg er en kat, og jo jeg vil gerne kilde dig, og JO du skal have skiftet din ble, jo det SKAL du, og vil du være sød ikke at tegne med sprittush på bordet, eller på din bus eller på Jeppe. Tak. Og ja jeg vil gerne høre om din idé, og jo vi kan godt hygge os og lege fest, og ja jeg vil gerne tage en hat på, og jo vi kan også godt finde Tigermis som IGEN har lavet ballade og er flygtet ind under sofaen, og jo vi kan også godt kigge på vaskemaskinen, og nej du skal IKKE vaske min silkebluse på kogevask, og ja du må gerne få et lille bad og jeg vil godt lege børnehaven i bussen og...og .....og ..........

...og så var det jeg bad Thure om at tage begge unger med ud af døren. Nu. Med det samme. Farvel Blæsebælg og farvel Sludrechatol og farvel Daddy. So long, og tag endelig jeres tid.

Og så satte jeg mig ned og skrev en lynafleder mail til nogle dejlige mødre. Det læste jeg nemlig i en John Gray bog engang i 90'erne. I ved Mars-og-Venus-møder-kliché-John-Gray. Men manden anbefaler på et tidspunkt et lynafleder brev, når og hvis man står med køkkenkniven lidt for langt fremme i stiletten.

Det virker. For mens jeg skrev forsvandt min hidsighed over ikke at slå til, men jeg blev enig med mig selv om at nogle gange er børn fra en anden, og vi taler fuldstændig anden planet. Jeg kunne ligeså godt opgive at forstå eller rumme alt.

Glæden ved at bo med mænd

Er fordi de ikke er for fine til at tage en bajer med i bad efter en lang cykeltur lørdag aften. Vi kunne lære noget.

fredag den 22. januar 2010

Takt og tone anno 2010


HAHAHAHAHAHAHAHA.......AHAHAHAHAHAHAAAAA, gør det noget jeg lige griner færdig? For se lige hvad Metronyt bringer i denne måned. Tema, (som i TEMA) om høflighed. AAAAAHHAAAAAAAHAHAHAHAHAHAHA...

Hold nu kaje det er sjovt. Jeg var sgu nær faldet ned at det klapsæde jeg ikke fik. Af grin.

Men lad mig nu lige tørre lattertårer væk fra øjnene, og give Metronyt et klap på skulderen for at tage emnet op. Det er sgu i orden. Lad os da endelig sætte det i fokus og lad os da endelig bruge en halv side på at trykke Emma Gads takt og tone på togrejsen. Det kan vi ligeså godt få frisket op.

Særligt dette punkt sprang mig i øjnene:
Selvfølgelig er det velopdragent at lade en ældre Dame eller Herre faa Deres surt erhvervede Plads i en overfyldt Jernebanevogn, men maaske er det mere, end man kan forlange af menneskelighed Godhed. Godt så.

Nu ved jeg hvorfor vi med liggemål 90 er i skarp konkurrence med den menneskelige godhed. Det er sguda hende Emma, der i sin tid stod og ranglede i en sporvogn med en drønnert af en gammel Silver Cross og aldrig ALDRIG fik en plads. Men så en dag valgte hun at gå 10 km af en kringlet grusvej for at tage toget to stop før på et øde trinbræt og dér. Der fik hun fandme sit sæde. Og plads til barnevognen. Og aldrig om hun siden da, gav det til noget som helst ældre menneske.
'Gu´gør jeg røv', tænkte hun. 'Det skal være løgn'. Og så var det hun så snedigt fik det i sin bog, for at retfærdiggøre, at hun var SÅ færdig med at give sit nyvundne sæde til andre. For Maaske er det mere end man kan forlange af den menneskelige Godhed.

Jeg er fucked. For når nu alle mine medpassagerer læser Metronyt, så er jeg, her i 2010, med garanti i samme kategori som gamle Hr. Hansen. Og lad mig sige det sådan, den menneskelige Godhed er ret tit med Metroen, så jeg får aldrig det klapsæde.








torsdag den 21. januar 2010

Klipoteket


Nogle gange kan det udløse en mindre borgerkrig, hvis jeg kommer til at kigge på Kasper mens han ser Ramasjang. Eller hvis jeg hælder mælk i den forkerte kop, eller spørger om han selv kan tage sin elefanthue af. (Indsæt selv lydniveau à la Orange Scene).

Andre gange. Ja så kan man så uden videre få lov til at klippe barnet i en halv time uden dem mindste klynk eller brok.

Jamen jeg fatter det ikke.


onsdag den 20. januar 2010

Annamette? Nej hende kender jeg ikke.

Ovenpå en fantastisk aften i går, hvor jeg kom ret sent i seng, så er jeg så ukristelig træt. Jeppe holdt en lille velkomstfest for mig i nat. Og han havde dækket op med Mågestellet skulle jeg hilse at sige. Tre retters mad og taler. Der var ikke et øje tørt.

Da han endelig var ved at være klar til at gå hjem igen, så begyndte han at hoste. Måske havde han røget en stor cigar, for den hoste blev så ved hele natten. Ingen, eller kun sporadisk søvn til mig. Vi takker.

Men når jeg er træt, så ryger jeg på automatpilot. Og min automatpilot består af drømme. Jeg kan gå i en tåge af en anden verden.

Tag nu, da jeg stod med min søde veninde Katrine i Marc Jacobs butikken. Jeg var viklet ind i hatte og tasker, og fine cardigans, og kunne et øjeblik ikke huske OM jeg nu også var på barselsdagpenge. Altså var det ikke mig, der tjente 80.000 om måneden, så jeg kunne gå amok i MJ? Og var jeg ikke også helt vildt tynd, så jeg kunne passe de fede leggins med nitter og den der jakke? Og havde jeg ikke også en masse penge at smide efter alle de glitrende spænder? Jo sguda! Gøgler-divaen var IN DA HOUSE, og Marc Jacobs ham selv stod da SÅ meget klar til at lave en Pretty Woman på mig.

Jeg var så længe derinde, at jeg faktisk begyndte at tro på det. Og et øjeblik var det rart. Det var faktisk rart, at bilde mig selv ind at jeg var en anden.

Efter det var turen med Metroen lidt lettere. Folk ligefrem kastede sig væk fra klapsæderne, jeg spankulerede på høje hæle hjem til min for lækkert indrettede lejlighed. Med rengøringshjælp naturligvis. Rema 1000 var i dagens anledning et hipt indkøbscenter i N.Y. Sneen under mine såler var sand og det var varmt.

Således opløftet vil jeg nu gå i seng og lægge mig i mit kæmpestore soveværelse, rullet ind i edderdun og Jeppe kan selv lave flasker.

Virkelighedsflugt holder 100.

mandag den 18. januar 2010

Støt Haiti

Jeg kan simpelthen ikke holde ud, at der lige nu går så mange mange børn rundt på Haiti og er blevet forældreløse. Tænk hvis det var mine unger. Eller hvis de gik rundt og havde mistet mig.

Derfor har jeg startet min egen indsamling til Haiti gennem Dansk Røde Kors og du kan hjælpe mig med at hjælpe dem.

Det håber jeg du vil.


søndag den 17. januar 2010

Foredrag - tjek it out

Tag fri fra det hele på tirsdag og kom til foredrag. Sammen med 3 dejlige damer, som snakker ørene af os om alt det de ved noget om.

Tag nu Dorthe. Hun er en ørn til at rydde op og har været så venlig at tage billeder af mit soveværelse, som siden Jeppe flyttede ind har lignet et bombekrater med så absolut dårlige opbevaringsløsninger. Jeg er debil på det område, så jeg glæder mig til at der bliver delt ud af gode råd.

Og jeg glæder mig til det hele. Og en aften ude af huset. "Me-time, me-time, me-time", råber jeg allerede.



Foredrag – Love it or leave it.

Tirsdag d. 19. januar 2010 får du muligheden for at møde hele 3 forskellige kvinder med noget på hjertet, på én aften. Under fællesnævneren ”Love It Or Leave It”, som ganske enkelt er 3 bud på hvordan du skaber personlighed med oprydning, i bolig indretning og på din blog.

Dorthe Mey Jensen – Oprydning

Hvis du ikke kan finde ro i dit eget hjem og har mistet overblikket over hele familiens rod, så er Dorthe Mey Jensens foredrag lige noget for dig. Få tips og tricks til hvordan du kan lette din hverdag ved hjælp af enkle idéer inden for oprydning.

Se også nærmere på www.DorthesRoderier.blogspot.com og Facebook.


Lotte Lova – Personlig indretning

Dit hjem afspejler dit indre og det er en nem og god måde at tage temperaturen på din nuværende livssituation. Lotte Lova giver dig ideer til hvordan du nemt og billigt kan skabe et hjem der afspejler din personlig.

En god appetitvækker til foredraget ”Sådan skaber du et autentisk hjem”.

Se også nærmere på www.lottelova.com og www.facebook.com/LovaLykke.


Julia Lahme – Blogging.

De fleste af os har behov for at udtrykke os selv kreativt. Blogging giver dig unikke muligheder for at gøre netop det, og for at bruge det du laver både personligt og professionelt. Mød Julia og hør, hvorfor du ikke kan undvære en blog, og et kreativt rum, der er helt dit eget.

Se også nærmere på julialahme.com

Foredraget er tirsdag d. 19. januar kl. 19-21 – Jagtvej 111C, Baghuset, 2200 København

Prisen er 100 kr. – Tilmelding på dorthemey@gmail.com (begrænset antal pladser – så meld dig til med det samme og husk at melde dig fra igen, hvis du alligevel ikke kan komme)

torsdag den 14. januar 2010

Gøgler-divaen fra Amager

Man kan kalde mig mange ting. Men "fransk diva-gøgler". Dén havde jeg sgu ikke set komme. Alligevel er det præcis dét, som står i en overskrift i denne uges ALT for damerne. Om mig. Fransk diva-gøgler! Bon.

Historien bag artiklen er, at Christina Wedel aka Stilheksen troppede op hos mig, iført en journalist og en fotograf, og så skulle hun ellers ondolere hyldemeter af garderobeskab. Med mit tøj indeni.

Og jeg siger jer. Hun kan sit shit. Det kan hun. Boing-boing-boing og alt mit gamle gravid-jogging-tøj lå i en bunke til udsmid. Og så rullede hun mig ellers ind i alt mit eget tøj, som jeg ikke vidste, at jeg havde. Hun snørrede mit Jeppe-flæsk ind og gav mig en underkjole på, og fandt alle mine pailletter frem.

På med filthatten og noget lipgloss, og så var diva-gøgleren fra Frankrig født. I kan nu for fremtiden finde mig nede på Montmartre, bag nogle tonstunge velourgardiner med en Gauloises i munden. Mais oui.

"Så til alle jer i Metroen: vogt jer for den franske diva-gøgler med det lange liggemål. Jeres fødder har aldrig være mere i fare."

Lidt billeder fra dagen og fra ALT:

Stilheksen et moi


Så er det offentligt: jeg er en gøgler (nu får jeg aldrig et job)


Trataaaaaa. "Ud med røven, ud med røven", sagde Ms. Wedel


Meget dygtig fotograf, journalisten og mini-gøgleren med sin farmor


Verdens ældste top, som i VERDENS ældste top, min gravid kjole, pailletter og noget gravid-velour-jakke. Det havde jeg aldrig selv fundet på, men fint ser det jo ud

tirsdag den 12. januar 2010

Et brev

Kære alle andre end mig i Metroen

Det er virkelig ikke for at genere jer, at jeg transporterer Jeppe i en barnevogn. Det er heller ikke for at genere jer, at jeg har en barnevogn, med absolut længste liggemål, men vi havde ikke også råd til en Bugaboo, som er mere medtrafikant-venlig.

Men hør lige her. Når jeg kommer ind af døren i Metroen, så er det bare smartest, at jeg bliver placeret ved dørene eller ude til siden, så jeg ikke står i vejen for alle andre. Jeg forlanger ikke, at I partout rejser jer fra klapsæderne, selvom det egentligt er der, hvor barnevognene skal stå for at det hele glider lidt lettere med pladsen. Men det ville være så fint, hvis I gav plads.

Så kære dame i stram tweedfrakke med læber så røde, som en postkasse. Du så flot ud. Og havde nogle vildt fede briller. Og jeg ville gerne ha fortalt dig det, efter jeg spurgte om du ikke kunne rykke lidt til siden, så jeg ikke skulle stå midt på gulvet, så ingen andre kunne komme forbi. Men din røde mund rynkede sig sammen som en hønserøv, og din tweedjakke rullede sig sammen om dig, som en skumskrue, så jeg gad ikke. Men jeg håber du fik en god dag. Og at din anti-hvede-øko-mood-food-frokost smagte godt.

Og dig. Arkitekt-type med hornbrillen. Måske skulle du arbejde lidt på at sige din mening, i stedet for at stå og sukke højlydt. Du har helt sikkert et skidesmart og arkitekttegnet skrivebord, hvor du var på vej ud for at starte dagen med en varm Cortado og en arkitekttegnet croissant. Den håber jeg du nød, mens du forhåbentligt fik fortalt din kone, at du får for lidt sex. Så er du nemlig fri for at blive irriteret over barnevogne. Med mødre på.

Og dig. Gymnasie eleven. Det fungerer godt for dig med dine korte fløjlsbukser og blusen i hønsestrik. Det gik godt sammen med din diamantørering. Tak fordi du gav mig dit klapsæde. Du skal nok blive til noget.

Og til alle jer andre, der sad og gemte jer bag hver jeres Metro Express. Beklager den dårlige stemning. Og at mit hår var fedtet. Og at min jakke var beskidt. Og at min mascara sad i klatter. Det var et barn jeg havde med. Ikke 6 guldøl fra tanken.




søndag den 10. januar 2010

Brokkesangen

Ai mand. Hvor kedeligt er det lige at sidde med sin mand, og fordele dage med aflevering og afhentning? Hvor kedeligt, spørger jeg bare? Og så på en søndag. Det lugter bare så meget af hverdag, at jeg simpelthen måtte skrive en sang. Syng bare med, hvis du trænger til det. Og du kan med succes, for at få den rette effekt, brølesynge ordet 'laaaaaaangt' i omkvædet.

Mel. (frit efter) Langt ud' i skoven lå et lille bjerg

I det lille hus, sad en lille mand
Aldrig har jeg da set så sur en mand
Thure løber laaaaaaaangt ud i skoven

I det lille hus sad hans kone og blev gal
Aldrig havde han set kooonen så gal
Huset med manden
Manden den sure
Konen ved bordet
Som var så gaaal
Thure løber laaaaangt ud i skoven

Så sku' de find' ud af hvem der hented' deres børn
Men de vil' hellere være arbejdsløs'
Huset med manden
Manden den sure
Konen ved bordet
Som var så gaal
Hvem henter børn'ne
Er det de arbejdsløse?
Thure løber laaaangt ud i skoven

Ville det være dumt at være arbejdsløs
Nej, det var da en rigtig god idé
Og så blev de glaaaaade for hinanden
Huset med manden
Manden den sure
Konen ved bordet
Som var så gaal
Hvem henter bør'ne
Det gør de arbejdsløs'
Det var ik' så tosset
Og så blev de glade
Sammen løb de laaaaaangt ud i skoven




torsdag den 7. januar 2010

Overgivelse


Jeg kan ikke helt finde ud af hvilken grimasse, der kan passe her i januar. Jeg går rundt om mig selv, som en gammel cirkushest, der sparker lidt til høet før den ruller sig sammen og lægger sig til at sove. Året er syv dage gammelt, og jeg kender det ikke endnu. Det der 2010.

Skal jeg fare derudaf med mine planer, skal jeg lige tage en kop kaffe eller skal jeg sætte mig ned og kigge lidt på det hele? Jeg ved det ikke.

Når jeg får det sådan, så er der ét billede, som jeg elsker at kigge på. Og det er det du ser her. For det handler i dén grad om overgivelse. At overgive sig 100% til ens omgivelser og bare acceptere. Og hvad har billedet af en arabisk mand med græskarbriller så at gøre med overgivelse? Ret meget faktisk.

Jeg var nemlig i Sinai for nogle år siden, fordi jeg skulle skrive en artikel om at være alene ude i ørkenen. 'Sjælen i ørkenen', hed turen, og meningen var, at man skulle prøve at være helt mutters alene et sted i ørkenen i tre dage og tre nætter. Så kunne man sidde der. Sammen med sin sjæl. Og tænke lidt over tingene.
Jeg vidste på forhånd, at jeg var nød til at have nogle gadgets med, for ellers ville jeg dø af skræk over mørket, skorpionerne, natuglerne, mine egne tanker, de mørke bjerge og den afsindige varme. Så jeg tog bl.a et par græskarbriller med fra et Anders And blad. Lad vær med at spørg hvorfor.

Det gik dog sådan, at jeg på den dag, hvor vi alle skulle køres ud i ørkenen fik afsindig ondt i maven. Goddag Roskildesyge. Midt i f***ing 40 grader. Alle de andre drog afsted med deres sjæl på en pick-up truck, mens jeg lå og gispede sammen med en af beduinerne, som blev tilbage i lejren. Nu var det ikke fordi, ørkenen kunne prale af toiletter, så jeg fandt en stor sten, der var stor nok til at dække min hvide røv, og der løb jeg så om ti gange i timen.

Mr. Beduin, som hed Ahmed, sad stille ved et bål hele dagen og holdt øje med mig. Vi kendte ikke hinanden. Vi talte ikke samme sprog. Og vi var de eneste tilbage i lejren. Hver gang jeg løb afsted, nikkede han venligt, og smilte når jeg kom tilbage. Han passede på mig.

På et tidspunkt gik han. Og jeg gik i panik. han kunne sgu da for helvede ikke lade mig ligge alene her. Heldigvis kom han hurtigt tilbage. Nu med urter. Mod kvalme, kunne jeg forstå. Og de urter ikke. De smagte så meget af ørkentis, at jeg kastede op på stedet, og så kørte bussen igen. Det var en underdrivelse, at jeg havde det dårligt.

Det var så langt ude at ligge i en gold ørken med en arabisk mand i kjole, at jeg på ingen måde syntes det var mærkeligt at hive mine græskarbriller frem. Så dem tog jeg på. Og Ahmed var færdig af grin. Tror måske også han røg lidt for meget ørkentobak, but still. Vi sad så og grinede helt vildt. Mig mest af hysteri.

Ahmed ville prøve dem, og jeg kan ikke sige hvilke tanker, der gik igennem mit hoved, da jeg lå ligbleg og afkræftet ved siden af en beduin med græskarbriller, men jeg nåede frem til een tanke: what the fuck. Kunne det ikke være ligemeget? Var det ikke okay det hele?

Jeg elsker det billede.

søndag den 3. januar 2010

Hverdag

Nogle får the blues ved juletid, andre nytårsaften, jeg fik den for lidt siden. For huset er tomt. Jeppe sidder på mit skød og leger med sin lille kat, jeg hører Go' Morgen P3 og kender de mennesker der sender, men alligevel føler jeg mig helt alene. Jeg er jeg ramt af hverdagsblues. Nu kører bussen igen.

Kasper er lige sendt afsted med 25 pølsehorn, som han skal dele ud i børnehaven, fordi de skal fejre hans fødselsdag. Og mens han ventede på vores elevator stod han i sin regnbuedragt og sang 'seeeee min kjoooole, den er rød som græææææsset', mens han holdt stolt om posen. Det bliver en god dag for ham. Men alligevel havde jeg lyst til at sige til ham, at han kunne være hjemme hos mig i dag. Sammen med Thure, som jeg gav fri fra arbejdet.

Nå. Men der er vel ikke andet for end at sætte en spand kaffe over og hanke op i mandag morgen. Jeg kan bare kigge på Jeppe for han aner ikke hvad klokken er eller om det er en kold januar morgen i 2010. Han ved ikke andet end, at han skal have fat i den paddehat, der sidder på elastiksnoren. Og han er koncentreret og brummer. Og kigger og rynker brynene. Som om han tænker 'nu skal du eddermame have en rusketur, hvis mine arme kunne makke ret'.

Jeg gør det samme. Tager fat i mandag morgen og rusker den.


Actionman

Hvis du har tid, kan du smutte forbi iiamo-bloggen og læse lidt om mine spæde planer for 2010.

Susuki og magi

Nytårsaften fik jeg rejst mig fra mit sygeleje, proppede max. dosis Panodil i hovedet og fandt nogle pailletter. Fik gen-inviteret gæsterne og pyntet et bord. Og så var vi klar til fest.

Jeg tror måske jeg fik drukket en hel flaske Asti selv, og så gik det egentligt meget godt. Vi var fire voksne og 4 børn. Otto på 5 mdr., Jeppe, Kasper og Anton på 2 år. Der var knald på, men alt gik godt. Kaspers øjnene strålede, da han så de to kæmpestore tallerkner med sushi og råbte: 'jeg vil oss ha' noget susuki', og så skovlede han ellers ind. Anton var mest interesseret i at spise chips, men hver gang han så en raket, kiggede han med store øjne op på himlen og sagde: 'det magi'. Derfor er børn så fantastiske.

Nu er det 3. januar og jeg har ikke nået en skid. Nul. Zero. Intet. Selvom vi har haft to dage, hvor Kasper var på ferie hos mormor, ekstra hænder hen over julen og selvom vi har haft en farmor med to ekstra hænder indtil i går, så har jeg ikke nået noget.

Jeg har 140 ulæste mails, og en bunke vasketøj og en masse oprydning. Og jeg kunne jo bare gå i gang, men nogle er bare bedre til at sige NU gør jeg det selvom der er inferno omkring dem. Det kan jeg ikke. Jeg skal lige have ro til at danne mig et overblik sammen med en kop kaffe. Jeg prøvede at skrive et blogindlæg i går, men lige oppe over skærmen sad der et par store blå øjne og de blev ligesom ved med at kigge. Det var Kaspers. Og selvom han formanede mig om, at han godt kunne være stille som en mus, så er det en anelse svært at koncentrere sig, når der øverst på skærmen sidder et par øjne. Og glor.

Lige nu kører han rundt om mine ben på sin lille blå bil og hvis jeg ikke stopper ved jeg, at det er spørgsmål om tid, før mine tæer lider hjul-døden.

I morgen skal han i børnehave og mens Jeppe sover, vil jeg nyde en kop kaffe og kigge stille ud i luften. Kigge lidt på 2010 og de planer jeg har.

Jeg glæder mig til at dele det med jer.