søndag den 30. august 2009

Fra tre til fire

Drengene chiller i sofaen.


Mig og Lillebror


Englebarnet


Præmiegrisen fremstilles for sundhedsplersken


Første møde med lillebror

Jeg siden fredag morgen forsøgt at komme til tasterne. Det er først lykkedes nu. Det vil sige. Jeg sidder med Jeppe på skødet og skriver med een hånd. Meget sigende for vi har haft hænderne fulde af børn siden i mandags. Og hvordan var det så, at blive mor igen?

Fantastisk. Helt helt himmelråbende vidunderligt på en stille og rolig måde. Kejsersnittet var en så fin oplevelse, at selv det at ligge viklet ind i følelsesløse skanker og slanger overalt, var okay. En smule sært, at de hælder hele maven ud på et sterilt bord, og propper det ind igen. Og at ens mand render rundt i operationstøj og ligner en fra Greys Hvide verden OG at der iøvrigt pludselig ligger et barn på et bord ved siden af, så var det der planlagt sectio sgutte at kimse af.

Gjorde det ondt? Lad mig bare sige, at jeg var utrolig gode venner med hende Ketogan-damen. Jeg havde sagt ja til at være med i et smerteprojekt, hvor man tester, hvor smertefri man kan få de opererede, så hver time kom der en sygeplejerske med et lille målebånd, hvor jeg så skulle sige fra et til ti, hvor ondt jeg havde, og hun var bestemt heller ikke karrig med at sørge for smertestillende. Så bortset fra et bad-trip tirsdag eftermiddag, hvor jeg egentligt ikke syntes det ville virke mærkeligt at sidde med en kande hospitalssaftevand og synge sømandsviser, så har jeg haft det fino bambino i understellet.

Og Jeppe-drengen. Jamen han er så blød, og så fin, og så sød og dufter så godt af ny. Ligner en million, skider og spiser til UG kryds og slange, og er i det hele taget en man kun kan blive tordnende forelsket i. Og det er vi.

Kasper har taget det hele så fint. Det lille pus. Han var dog en smule forundret, da han kom hjem fra vuggeren i torsdags og udbrød: 'Mor, hvorfor har I taget lillebror med hjem?' I hans verden bor lillebror altså på 426 stue 36 og sgu da ikke på Amager. Nå.
Han vil gerne kysse og kramme lidt ekstra og andre børn, som kommer på besøg kan nemt regne med en kindhest, når de mindst venter det, men ellers tager han det så flot. Han sørger altid for dyne til lillebror, og fortæller os, når han græder - bare hvis jeg skulle være i tvivl. Velopdragen barn. Han aer forsigtigt Jeppe over håret og kigger forundret på hans bittesmå tæer.

Så. status her på dag 5 på Amager er lykkelig. Arh okay, natamning kunne de godt have sparet væk, dem der opfandt konceptet, men så er det jo godt, at tv-shop IGEN har sørget for god og nærende underholdning.

Det er fedt at være tilbage med hjertet på bloggen. I har været savnet. TUSIND TUSIND tak for alle de søde hilsner og tanker.

torsdag den 27. august 2009

Hjemme igen


Kære Alle

Er kommet hjem i dag og har medbragt lille Jeppe fra bjerget.

Er lidt for træt til den helt store rapport, den kommer, men indtil da et billede af kejsersnitten, som i går fik en ældre dame til at tude lige ned i Femina. Så man må sige at cutie-faktoren allerede er i orden.

søndag den 23. august 2009

Lige oppe over


Alting er stille og roligt herude på Amager. Solen skinner, luften er klar og Kasper og Thure er taget på herretur til Islands Brygge. Der var nogle sten de skulle have kastet i vandet. Den slags skal jo passes.

Imellemtiden prøver jeg mentalt at forberede mig på i morgen kl. 7.30, hvor vi iført hospitalsunderhylere og morfin, får Jeppe ud.

Jamen jeg fatter det ikke.

Altså jeg kan bare ikke få ind i min skal, at jeg ikke skal igennem omgang psyko-veer og ditto psyko ondt i røven bagefter. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke at han er færdig, og at han skal ud. Lige om lidt.

Vi var til infomøde i fredags, sammen med de andre fra 1.B, og sad på snorlige rækker som om det var første skoledag. Matematikbøgerne var bare skiftet ud med pjecer, i stedet for slik fik vi piller, og i stedet for en navneleg fik vi allesammen taget blodtryk og skulle tisse i en kop. Sidst, men slet ikke mindst fik vi et shaving kit, for medmindre man vil have lavet en brazilian med det tape, der kommer til at sidde over syningen, så var det på anbefaleren, at vi ligesom selv får styr på sagerne inden ankomst til stue 9. Jordemoderen blinkede iøvrigt ikke et sekund af distræthed, da hun kiggede alle fædrene i øjnene, og sagde at de skulle hjælpe til. Vi kan jo dårligt selv se hvad der foregår. Jamen det havde hun da ret i og hvem gider at have en spejlvendt brazilian? Velkommen til de voksnes rækker.

Nå. Men jeg synes altså virkeligt også, at det er mærkeligt, at når Overlæge Yvonne står op i morgen tidlig, så skal hun bare på arbejde, og stikke en masse kvinder i ryggen og sørge for at et bliver gjort ordentligt. Hun kan tage sig en kop kaffe indimellem, mens vi andre skal tage os af et menneske. Et helt menneske. Og dem kan man, så vidt jeg ved, ikke komme sukker i og røre rundt og nyde, mens man læser i et blad. Eller kan man? Det kunne man måske godt. Bortset fra det at røre rundt.

Nå. jeg vil stoppe for nu og lade dette indlæg være det sidste inden jeg vender tilbage som mor til to. Jeg har nemlig lige set at Ikea holder søndagsåbent. Og der kunne man jo godt lige stikke forbi og fejre over en kødbolle, at det i mindste ikke kommer til at føles som om, jeg igen, skal presse en komplet PAX serie ud af røven........og så kunne jeg jo også lige købe et kludetæppe, og en ekstra skohylde, eller et lille skab. Vi mangler sgu da også en fir..... Enough! Stop! Nu går jeg i bad. Det gør jeg.

Till then, vi ses! Jeg vender tilbage med en baby.

torsdag den 20. august 2009

Agurken igen


'Hold nu lige kæft', var min første tanke, da jeg læste Julias seneste indlæg om at være en reklameluder. Det er jo ikke ligefrem fordi hun har klistret et ulovligt banner op på rådhuspladsen med 20% på kokain. Vel.
At der så sidder nogen derude med agurkerne så langt oppe i røven, at de kan stille an med en forknotten mine over at man anbefaler hinanden.....jamen jeg fatter det ikke.

Men hey, jeg vil gerne være en reklameluder og stille skarpt på en række mennesker, som beriger mit liv. Med 100%.

Lad mig starte med det du ser på billedet herover. Der ligger nemlig verdens fedeste broderi, lavet af Ida. Jeg anbefaler det på det varmeste, det har gjort mit liv sjovere. De to tæpper, er strikket af min svigermor Eva, og havde hun en webshop, så ville jeg til enhver tid råbe til alle, at de skulle købe hendes sirlige og helt perfekte strikting. Det har hun ikke, men man kan godt bestille.
Jeg vil gerne gøre reklame for min mand, Thure, der udover at skrive om adventure og sure løbesokker, ville gøre verden gladere, hvis hans fantastiske pen kom ned i bogform. Han skriver så det synger, og kunne han leve af det, ville en del af min verdens lykke være gjort.

Min long time veninde Mette, sørger for, at en lang række damer får gang i deres butik med succes. De bliver simpelthen gladere mennesker af at gå på hendes kurser, og hører jeg om en form for rabat, så skal I være de første til at få det af vide.

Lad mig endnu engang gøre reklame for min veninde Sarah, som jeg har omtalt før, og som laver så fede ting, at man kun kan elske det.

Min nabo Laura, som er designer, stylist og trendspotter med en næse så skarp for det der rører sig, at vi andre ikke burde leve uden. Hun er snart på vej med en overraskelse, og den kan I allesammen glæde jer til.

Sidst men ikke mindst, vil jeg være så egocentreret at gøre reklame for mig selv. Jeg har skrevet en bog, der hedder Min Mor, som bliver genoptrykt og som udkommer 1. oktober. Og kunne jeg plastre hele verden til med den, så gjorde jeg det. Jeg synes i al beskedenhed, at det er en fantastisk dejlig bog, som I kan glæde jer til. Og når vi når lidt nærmere udgivelses datoen, skal jeg nok råbe højt om give-aways.

Hurra.

onsdag den 19. august 2009

Sure kat er syg

Ved siden af mig ligger lille sure kat og er blevet noget så feberramt. Han kaster op og ligner et lille spøgelse, mens han ligger lang som han er i sine nye underbukser med biler. Det går lige i hjertet. Jeg kan slet ikke holde ud at han ligger der og at man ikke kan gøre noget.

Jeg har lige læst Idas sygdomshistorie, og så i et øjeblik for mig, Kasper blive kørt ned på oprationsgangen, mens jeg ligesom selv skulle have kejsersnit for at få lillebror ud. Tale om et worst-case-scenarie. F*** mand.

Farmor Eva er taget hjem i dag og har cleanet hele hytten og vi har ryddet op overalt, fyldt fryseren op med frikadeller og æblekager. Alt babytøj er ordnet og lagt på plads og lille Fidus har fået et fint uldsvøb, som uden tvivl er en prins værdig.

Så alt er godt, Kasper skal bare blive rask. Nu. Tak. Nu.

mandag den 17. august 2009

8-7-6-5-4-3-2-1- GO!



Der er nu 8 dage til at Jeppe i bjerget kommer ud, og de fleste af mine hjerneceller bliver brugt på at neste (læs alle). Jeg vil tro, at der er to tilbage. Nemlig dem, der skal beslutte om jeg skal føde med California Coral på neglene og troppe op i pallietbukser, eller om det måske er mere passende the natural way i en yogabuks. Når nu man ved hvilken dag, det er, kan man jo ligeså godt holde en fest imens.

Og fest, det holdte Kasper i går, hvor han blev malet i hovedet for første gang. Han bestilte en sur kat, og jeg er da så forelsket i det ansigt. Så hvis vi kan lave et stk. egenproduceret flæskesteg, som er ligeså lækker, så gør det ikke noget at alting ikke er klar herhjemme. Vi har i hvert fald et par store blå øjne og kaffe på kanden. Så meget kan jeg da love.

lørdag den 15. august 2009

Vokseværk


I dag er der ni dage til at jeg bliver mor for 2. gang, men det er altså ikke kun mig, der har vokseværk i maven.

Her til morgen opdagede jeg nemlig, at jeg også er mor til en dreng, som giver mig sine bussemænd, taler med en mærkelig dyb stemme, hvis han skal fortælle noget der er uhyggeligt - sådan ligesom for at give historien et ekstra pift. Han går med underbukser uden ble, og tager i biografen med sin far og to venner fra opgangen. Han tygger tyggegummi og bager kager og putter tøj i vaskemaskinen.

Hvad skal det ikke ende med? At han flytter hjemmefra?

fredag den 14. august 2009

For fedt fredagsnummer

Tag dig selv, din mand, eller dit barn under armen og glem alt om manglende søvn og pladsanvisningen. Dans for hulan!

God fredag til jer alle!

Gode farver - god weekend





Det kan sgu være hårdt at realisere sig selv. Men nogle gange skal der ikke meget mere til end nogle flotte billeder. Og vi er igen blevet beriget med nogle fra veninde Sarahs fantastiske univers.

Det glæder det lille hjem.

torsdag den 13. august 2009

Der er ingen bånd der binder mig

I går oplevede jeg tre ting, som mindede mig om, at jeg engang imellem lider af storhedsvanvid. Jeg tror jeg kan alt. Og jeg tror, at alting kun tager ti minutter. Derfor er det så rart at være gift med en mand, der for det første har lært mig, at ingenting tager ti minutter og at måden man æder en elefant på er een lille bid af gangen. Og hvis man har krydset Indlandsisen på sin fars gamle ski, så ved man nok et og andet om at tage een bid af gangen.

Men. Midt i min enetale om, hvordan jeg havde tænkt mig at ombygge og ommøblere vores hjem, male en hylde, købe et skab, hænge et billede op, og kunne det ikke være en skide go idé med en bardisk foran et af vores dejlige store vinduer med udsigt over Amager Fælled, mindede Thure mig venligt om, at vi: 1. har rigtig godt af at passe lidt på de penge vi har for tiden, da vi gerne vil ud at rejse, mens vi barsler, 2. at jeg er gravid. Som i: ret gravid.

Jeg rullede med øjnene og syntes det var verdens mest kedelige måde at tænke på. Kom nu mand. Vi røver sgu da bare en bank på vejen, hvis det skal være det. Børn plejer at være et godt alibi.

Nå. Jeg åbnede så min mailboks, og kunne se, at nabo Laura havde sendt mig en mail, om ikke min ombygningstrang muligvis hang sammen med mine hormoner. Ikke fordi hun ikke ville dele ud af sine gode bolig-tips, men som hun skrev: "I er jo lidt handikappede for tiden med dig som højgravid og Thure med ondt i sin ryg."

I går sad jeg så hos lægen og den pind, jeg havde tisset på viste udslag på både blod i urinen, og for meget protein. Og så ved man jo godt, at hvis så blodtrykket også er højt, og man render rundt med Atlanterhavet i kroppen, ja så kan man pludselig stå med en svangerskabsforgiftning midt på Amagerbrogade. Blodtryk var dog fint, så det blev afblæst, selvom hun i parantes bemærket, gerne lige ville tjekke om jeg var i fødsel! Hun kiggede op over brillerne og sagde de vise ord "pas nu på dig selv."

Jeg traskede hjem. Med alle mine planer. Og kom til at tænke på, at jeg er enebarn. Min mor har kun mig, og min moster har ingen. Så jeg har fået hele familien udtalte opmærksomhed, og ville jeg op på spisebordet midt i min mormors budding for at optræde. Jamen så skulle jeg da det.

Derfor er det altså bare lidt svært ikke at tro man kan det hele. Altid. Og på ti minutter.

tirsdag den 11. august 2009

Vild med talent

I går var jeg til foredrag med Julia og med en af mine ældste veninder Mette og en af de nyeste bekendskaber Pernille. Lækre damer over hele linien. Ved siden af mig sad mit allernyeste venskab, nabo Laura og ved hendes side også et nyt bekendskab, nemlig mor-blogger Line. Jamen hvor heldig har man lov at være? At kende så dejlige damer.

Det handlede om PR, og succes for selvstændige damer. Jeg er ikke selvstændig, men derfor var det en super inspirerende bølge at ride med på et par timer. Så i dag, hvor mine plukveer har hamret mig i gulvet, ligger jeg og drømmer om hvad jeg skal være når jeg bliver stor.

Og jeg er nysgerrig. Hvad drømmer du om?

mandag den 10. august 2009

Dagens mor


Karina Von D'Ahé, 36 år og mor til Joel, 3 år.

Hvad overraskede dig positivt ved at blive mor?
At opleve den der ultimative kærlighed, jeg har aldrig prøvet at kunne blive så irriteret på et andet menneske og så tilgive 100% 30 sekunder efter.

Hvad overraskede dig negativt?
At jeg nogle gange føler mig meget bundet og at der ikke er så meget plads til impulsivitet.

Hvilke værdier vil du gerne give videre til dit barn?
At man skal behandle andre som man gerne selv vil behandles. At være kærlig og respektfuld.

Hvilken bog læser du for tiden for dit barn?
Palle alene i verden

Hvis du havde alle penge i hele verden, hvad ville du lave med dit barn?
På nuværende tidspunkt er der ikke noget jeg kunne tænke mig, som vi ikke allerede gør, men når han bliver ældre vil jeg gerne rejse ud og vise ham verden.

Hvornår føler du dig som en supermom?
Når jeg har tid og ærligt overskud til at sætte mig ned og lege og spille med ham. Og iøvrigt selv nyder det uden at det føles som en pligt.

Hvad kan give dig dårlig samvittighed?
Når jeg råber og har kort lunte, fordi jeg selvforskyldt har fået for lidt søvn

Hvad er dit bedste råd til andre mødre?
Lad være med at føle og tro, at du skal være supermom hele tiden. Sæt ambitionsniveauet lidt ned med økomos og alle de der "rigtige" ting vi læser om. Man går sgu ned med stress over det. Følg din mavefornemmelse og intuitution overfor dit barn. INGEN kender det bedre end dig. Hvis dit barn er sygt og bliver tilset at læge, som siger alt er fint og du virkelig synes, der er noget i vejen, så kæmp og giv ikke op - du har med stor sansynlighed ret.


Bonus:
Skulle du have lyst til at slynge dig selv ind i et toplækkert tørklæde, så er Karina også kvinden bag firmaet Von D'Ahé, hvor du med garanti finder et, der kan gøre dit efterår endnu blødere.

Dagens mor

Der vil løbende her på bloggen dukke en lille feature op, som hedder dagens mor. Et blog-interview med en mor, der deler sine tanker. Se hvem i næste indlæg.

søndag den 9. august 2009

Fede og nu sure John i varmen - strikes again

Jeg er ved at gå til i den her varme. Og jeg opfører mig som en 12-årig, der ikke ved hvad hun vil, men alligevel slet ikke kan finde til ro. Jeg sveder, hæver og har vand i kroppen. Min puls pumper derud af. Jeg får hovedpine, sveder om natten og er oppe mindst fem gange for at tisse. I nat sov jeg faktisk ikke. Vi bor nemlig ved siden af en haveforenning, som når de er i det muntre hjørne spiller tissemands-jazz, vi taler Bjarne Liller, OG i ny og næ fejrer nattens fest med fyrværkeri. Det gjorde de i nat. BANG!

Thure render rundt med en stiv ryg, og skal delvist ligge ned, og går med stive ben. Den stakkel. Han er bedre i dag, men i går lignede vi to krøblinge fra distrikspsykiatrien.

Lige før måtte jeg gå i bad. Igen. Og stå og køle af. Og bære over med at jeg har baby-stress. Jeg synes her roder. Og er beskidt. Og vi bor grimt, og har for mange ting, der ligger og flyder over det hele. Kaspers legetøj skal sorteres. Jeg skal have ordnet og sorteret baby-tøj. Og mit eget for den sags skyld. Ellers kan vi ikke være i soveværelset. Jeg skal have ordnet bankpapirer og sendt dem ind. Underskrevet dagpenge kort og sendt ind. Finde et system til mine papirer, så de ikke ligger i en unavngiven bunke og flyder, så jeg aldrig kan finde noget.

Ja der er meget i vejen.

Og jeg kan konstatere, at jeg i situationer som denne mangler et overblik. Eller evnen til at give slip på det hele. For det er ikke på dage som disse, at jeg skal til at indrette vores hjem, finde ud af hvilke planter vi skal have, hvilke gardiner, puder, tæpper eller farver på badeværelset, der skal være. Jeg skal tage agurken ud af røven og lægge mig ned og være gravid.

Jamen det vil jeg gøre så. Med en jordbærtærte. Og en kop the.

Go' Nat.

torsdag den 6. august 2009

2300 Happiness

I går eftermiddags sad mig og Kasper på græsplænen derhjemme med hver vores is. Kasper med tynde hvide ben, og mig med tykke hvide ben. Vi ventede på at høre fra Riget, hvor Thure lå og rumlede i en MR-scanner.

Forbi kommer genbo Laura, som jeg aldrig har snakket med, men som dukkede op her på bloggen. Og det er sgu da mærkeligt. Vi har boet mindre end 30 m fra hinanden i 2.5 år og så skal vi finde hinanden på nettet. Nå. Men søde Laura kommer som sendt fra himlen denne eftermiddag og siger de ord der bare lige er brug for: "vil I ikke med over at have en kop kaffe." Og det er da lige det vi vil.

Et minut bliver til timer og Thure ringer med den glædelige nyhed, at han er blevet udskrevet fordi scanningen ikke viste tegn på noget alvorligt. Pludselig sidder vi; Thure, Kasper og mig i det her fantastiske hjem, beboet af 3 fantastiske mennesker, som serverede ligeså meget hjerterum som lækker aftensmad.

Jeg kom først hjem kl. 22.30 med en smag af taknemmelighed i munden. Nogle gange får man bare præcis det man har brug for. Og mere til.



onsdag den 5. august 2009

Bænken


Jeg havde skrevet et blog indlæg tidligere, som jeg slettede igen. Mest fordi jeg lige nu har brug for ikke at tænke så meget på hospitaler og MR-scanninger. Godt så.

Kasper har nemlig fået en vane, som jeg synes er besynderlig, men på sin egen måde, også meget meget sød. Om morgenen når han vågner, kravler han ud af sengen med Dyne (ja det hedder den), Lille pude (og ja det hedder den), Kisser og Tigermis (Direkte import fra Ikea) og sin sut, og så sætter han sig til at vente på bænken.

Vi vågnede ved det forleden. At han sad der ligeså stille og kiggede. Og da vi begge lidt omtumlet kigger ud på ham siger han: "Jeg sidder bare og venter til I vågner." Har man lige et beskedent barn eller what?

Han er ellers ikke typen der er karrig med at fortælle hvor skabet skal stå. Både vores skab og hele husets, for den sags skyld. Men han har en eller anden beskedenhed, når noget drejer sig om at sove. Han har aldrig nogen sinde grædt og råbt fra sin seng, hvis han ikke ville sove. Så tænder han bare lyset og står og kigger. Dingler lidt med sin lampe eller drejer på tremmerne i Junosengen indtil vi opdager det og kommer ind til ham. Han har heller aldrig villet ind i vores seng og sove, kun om morgenen, når vi alle var vågne. Så ligger han gladeligt i smørhullet og krammer og leger.

Sært. Eller hvad?


mandag den 3. august 2009

Ironi - på den virkelige måde

I går skrev jeg et indlæg om at have brug for et tappert hjerte i hverdagen. Og hvad sker der? Thure bliver indlagt. Han har i et stykke tid døjet med stød i ryggen, og nu ville dr. 1 og dr. 2, så godt lige kigge nærmere på det. Aj mand! Og jeg kunne ikke finde flere glimmerhjerter som jeg kunne sætte på maven.

Jeg var forbi Riget med hans computer, og inden jeg tog elevatoren ud til virkeligheden igen havde ord som scelrose, diskosprolaps og betændelse i rygsøjlen naglet sig fast til mine gravide hormoner. Så så jeg lige mig selv være en af de deltagende i Extreme Makeover. Hende den enlige mor, der har mistet sin mand og nu lever blandt kakkelakker og har dårlig hud, fordi hun kun har råd til at leve af Cup Noodles. Hende der blev alene med to børn, som må gå med aviser for at klare til dagen og vejen. Helt blege og med fedtet hår.

Da jeg senere henter Kasper i vuggeren kigger han op på mig og siger: "jeg har ventet på dig heeeele dagen og nu vil jeg godt hjem til min far." For helvede altså. Jeg var ved at give mig til at tude på stedet. Eller i det mindste spørge om der var en voksen tilstede til at tage med mig hjem. Og holde mig i hånden. Og lave mad. Og lige være gravid for mig i 5 min. mens jeg byggede togbane med Kasper.

But somebody has to do it, og i dag har jeg mentalt plastret mig til med ja-hatte, tapre hjerter og lyserød neglelak.

Et tappert hjerte

I dag er det hverdag igen her i huset. Og hverdagen kræver et tappert hjerte. Det har vi selv læst om i ferien i en bog, der hedder Bangemis. Om en lille kat, der egentligt hedder Sylvester, men fordi han er bange for sådan ca. alt, kalder alle ham for Bangemis.

Hans mor sender ham afsted til Dr. Ugle, som undersøger ham for alle fejl og mangler, men Sylvester er helt helt rask. Det eneste han mangler er et tappert hjerte, og sådan et sætter Dr. Ugle på hans lille mave. Og med ét er Sylvester ikke bange mere.

Her til morgen skulle Kasper så i vuggeren, efter tre ugers ferie. Han ville selvfølgelig hverken have tøj, ble, eller noget andet på. Han ville sidde foran computeren og se Sebastian og dyrene og jeg skulle aldeles ikke bryde mig om at afbryde. Men det var jeg nød til. Og så startede sirenerne og den roterende kylling. Den der vrider, vender sig og gør sig helt stiv, når jeg nærmer mig med tøj og ble. Og den råber og tuder hjerteskærende.

Men midt i kampen så jeg, at der sad et lille glimmerhjerte på Kaspers numse. Et levn fra en fødselsdag i lørdags, som sikkert lå i sofaen. Jeg viste det til Kasper i håb om en interessant afledning fra den tortur han var udsat for med tøj og ble. Ganske rigtigt blev han helt stille, kiggede på hjertet og sagde: "Se mor, det er ligesom Bangemis. Et tappert hjerte."

Aj, helt ærligt. Han er kun 2 år og 7 mdr. og så snakker han om et tappert hjerte. Mor er rørt. Vi satte hjertet på maven - ligesom Bangmis, og så tog vi i vuggestue.

Jeg må finde et til mig også. For jeg kan godt have det som Bangemis engang imellem. Jeg får dog ikke angstanfald ved synet af en honningkrukke, men nogle gange kan jeg godt blive lidt bange for hverdagen.