fredag den 31. juli 2009

Ræk mig lige babyfedtet, skat.

Når man er gravid skal man ikke bryde sig om at være alt for sart. Man bliver præsenteret for snakke om mellemkød, spræk og ringmuskler i chok. Til fødselsforberedelse kan man kan sågar blive præsenteret for en livmoder, strikket i rødt uldgarn - jeg taler af erfaring.

Alligevel blev jeg bare en lille smule sart i det, da en føromtalt bordherre ved føromtalte bryllup begav sig ud i en historie, som blev serveret lige før kammuslingerne.

Hans kone var ved at føde, og jordemoderen var af den hard-core slags, som helt sikkert syntes at et fad med lidt lunken vand og nogle kogte klude er nok til at levere en baby. Nå. Babyen kommer ud og alle er glade. Men. Inden jordemoderen lægger barnet op til den stolte mor, kunne farmand se til at Fru Jordemoder lige skraber alt babyfedtet af den nyfødte og smører hele hovedet ind, ned på halsen og om i nakken. Hun kigger glad og fornøjet på den måbende nybagte far og siger: "der findes ikke bedre creme."

Det er sjældent jeg bliver mundlam. Men det blev jeg.

torsdag den 30. juli 2009

...and counting.

Så er der 25 dage til vi ruller den røde løber ud og byder velkommen til næste familiemedlem. Hold kæft det bliver fedt. Helle for Jeppe.

Jeg render rundt med en kæmpe vom, som jeg snarest flasher her på bloggen. Har hørt rygter om at nogle er skruk, og de skal da ikke snydes.

Udover det, så kan jeg så konstatere, at der findes meget få billeder af mig som gravid for 2. gang, mod de 10.000 billeder vi tog i sekundet, da jeg ventede Kasper. Den mave blev simpelthen foreviget ustandseligt. Jeg vidste præcis hvor mange uger + 2, jeg var henne, hvornår den kunne sutte på sine fingre og rent faktisk lytte, når jeg lå med min Mozart for babies cd og pressede hørebøfferne helt ind i maven. Som om det skulle hjælpe på en lettere fødsel eller et barn med særligt musikalsk talent?! Man var vel hormonforstyrret.

Lige nu lever jeg så op til alle fordomme om at graviditet nummer 2 bare skal overståes og at man intet aner om uger, dage eller fingernegle.

Men kærligheden. Den kan ingen tage et billede af. Og den er der. Vi glæder os allesammen.

onsdag den 29. juli 2009

A day for a daydream

I dag har været en af den slags dage, hvor jeg ville ønske at Poul Richard pludselig kom forbi og brød ud i sang. For de smil jeg skulle ha´ gemt til det blev gråvejr var væk. Long gone.

Jeg melder mig frivilligt under klynke-fanerne, for det her er altså ikke hvad jeg blev lovet, inden jeg fandt manden i mit liv, blev gravid og fik familie. Jeg vil have mine penge tilbage.

Jeg blev lovet, at graviditeter ikke gjorde ondt. At man ikke kan få blærebetændelse uden at vide det. At der f****** ikke er sporarbejde i metroen når jeg skal til læge. At busruten så heller ikke er omlagt og at min cykel ikke er punkteret. Jeg blev ikke lovet, at jeg midt i plukveer skal læse trælse tal på min årsopgørelse, og efterfølgende snakke med Yvonne fra Skat, som brugte en hel halv time på at forklare min amme-hjerne ting og tal, som man burde forstå når man er voksen.
Jeg blev lovet, at der kom en og gjorde rent, lavede mad, vaskede tøj, lagde tøj på plads, og ryddede op efter mig. Jeg blev lovet, at nogle andre end mig, sørgede for at ringe til A-kassen. Og til banken. Og tog til møder, der er så kedelige, at man får støv i munden.

Imens skal jeg nemlig tælle farverne i M&M's, lave papirflyvere af min selvangivelse, sidde i et æbletræ og kigge på verden. Oppefra. Lege tagfat med en flue og tro at de tal, der står på min konto er længden på den næste is jeg skal spise.

Tik! Nu er det dig der er den!


mandag den 27. juli 2009

Achtung baby!

Nogen har taget min hjerne. Jeg opdagede det for lidt siden. Hvor er den?

Jeg har lister over hvad jeg gerne vil nå i ferien og der er kun een ting at gøre: sætte det ene ben foran det andet og gå i gang. Faktisk er det kun gode projekter, men jeg går i stå. Bare der er det mindste går jeg i stå. Jeg er ligesom de der får, som når de bliver bange, får stive ben og dratter om på ryggen med alle fire stænger i vejret. Så ligger de der. Helt paralyseret.

Faktisk kan jeg være bekymret for at jeg har stemmeret, for mine hormoner styrer al aktivitet, og jeg er bange for at jeg i et svagt øjeblik ville kunne give Pia Kjærsgaard staffetten til næste statsministerpost. Så er den gal.

Jeg er ikke mig selv. Jeg er et stort gravid-hormon med ben. Som går rundt og har glemt armene til at udføre ting.

Hvor lagde jeg forresten de skraldesække til mit tøj til loppemarkedet?




søndag den 26. juli 2009

Av for satan!

Det var, hvad der kom ud af Kaspers mund i dag, da han rørte ved en glohed frikadelle. Mage til sprogligt tigerspring skal man lede længe efter. Velkommen tilbage til Lorteøen. Velkommen til virkeligheden.

Vi har sagt farvel til Jylland. Opvartning. Forkælelse. Tre retter mad hver dag, serveret med kærlighed. Pasning og fri leg til Kasper af hhv. mormor og farmor. Men det er som det skal være. Og det er godt. Vi er glade for atter at kunne glo ud over Amager Fælled og Kasper har siddet med sin lille røv klistret fast til sin elskede Sigurd-bil lige siden vi trådte ind af døren.

Arh det var lidt løgn det med at vi ikke blev forkælet mere, for vi vred lige den sidste dråbe ud af dén konto i går, hvor vi var til bryllup og fik Kasper passet i et døgns tid. Og hvilket bryllup. Top hyggeligt - fra vielsen og hele natten lang. Glemte næsten, næsten mine plukveer. Og så i al beskedenhed godt ud. Fandme så.

Men der er det med virkeligheden og det med bryllupper, at man får så mange nye sjove historier, fra folk man ellers aldrig ville ha' mødt. Min ene bordherre var fra filmbranchen, den anden mave-tarm kirurg. Og det er som om, at når man er gravid, så kommer man hurtigt ind til benet i mange historier. Der gik ikke 5 min. før jeg vidste hvad filmmanden havde råbt ind i hovedet på jordemoderen under sin kones fødsel, og mave-tarm kirurgen fortalte lystigt over forretten, hvordan han havde opereret en mor, hvis barn, på vej ud, bogstaveligt talt havde stukket armen igennem røven på hende. Skål!

Det slog mig, som aftenen skred frem, at det at være mor binder os sammen med et usynligt bånd, hvor vi ikke behøver at snakke så meget. Ét blik er tit nok og man ved bare, at der sidder en mor og ved præcis hvordan man har det. Og lige den følelse elsker jeg. Jeg bliver stolt. Og glad. Og føler mig forbundet. Det er så pisse ligemeget hvor vi kommer fra, hvad vi laver, og hvem vi er. Hvor dyre sko vi har på, eller hvor mange penge vi tjener, eller hvor meget succes vi har. Vi sidder alle med de samme følelser.

Så udover at festen bevægede sig i et højere luftlag af kærlighed, at jeg flere gange måtte knibe en tåre, så var det også bare en følelse af liv helt nede på jorden. Simpelt. Down to earth. Og dét er da også til at fælde en glædeståre over. Eller sige av for satan.


onsdag den 22. juli 2009

Ferie Mojo

Det er fanden fiseme ikke meget bloggeri det bliver til her i ferien. Men jeg er her. Med alle mine tanker.

Vi er i dobbelt A, hvor mormor er skiftet ud med farmor, og hvor vi, Thure og mig, suger til os af opvartning, pasning og frihed som to gamle sultne sugemaller. Kasper leger og leger og leger, og vi nyder og nyder og nyder af alenetid, biografture og kæresterier.

Det har virkelig vist sig, som en rigtig god prioritering, at vi får en på forkæleren, inden barn nr. 2 kommer ud. Jeg anbefaler det på det kraftigste.

I morgen drager vi med DSB tilbage til lorteøen, og har en hviledag inden vi nok lige skal skal feste igennem til et bryllup på lørdag, med efterfølgende hotel-overnatning på SAS. (Tak mor). Helt indtil søndag skal jeg lade som om jeg drikker mig rockstjernefuld i minibaren, ligge i det knitrene hotelsengetøj, og flyde rundt i et badekar og føle mig bare en smule vægtløs.

Så bortset fra, at jeg går som en brækket arm, der ligner en der har en brækket røv, så går det ret godt.

Og ps. det skal jeg lige huske på i morgen kl. 10.59, hvor vi skal sidde 4.5 time i vogn 22 med Kasper.

søndag den 19. juli 2009

Tak

Jeg vil bare sige tak til alle jer der læser med her på bloggen, der kun er nogle måneder gammel. Jeg er virkelig taknemmelig for hvert et lille klik, der fører jer ind i mine skriblerier.

Jeg når ikke altid at svare tilbage på kommentarerne, men jeg har jer altid i tankerne.

Jeg har sjældent oplevet et sted, hvor kvinder, på den måde, er kvinder bedst, og hvor jeg oplever en kæmpe opbakning og hep fra sidelinien. Og i morges fandt jeg ud af at jeg har en fast læser på 84 år. Come on - det er sgu da fedt!

Det er meget meget rart at gå ned ad grusvejen, når sådan nogle som jer piler hen over vejen hele tiden.

Tusind tak.

fredag den 17. juli 2009

Alene hjemme


Sidste gang Thure og jeg sov alene i lejligheden var natten til 1. juledag 2006. Kl. 9.06 næste morgen var det slut med det. Det er 2 år og 7 mdr. siden.

I dag prøvede vi det igen. At være alene uden Kasper for første gang siden han flyttede ind hos os. Der er mange, tror jeg, der på den front er meget sejere end mig, men jeg har ikke været klar til at give slip på ham før nu. Men kors i hytten, hvor har jeg dog nydt det. Total i orden kærestedag, hvor vi, vildt nok, ikke skulle indrette os efter nogens middagslur, madtider, lortebleer, eller mange lange snakke om biler.

Bare det at kunne holde om Thure og mærke hans arm ved siden af min - uden afbrydelser - var virkelig fantastisk. At sidde helt uforstyrret på en kanalrundfart og holde i hånd og pludselig huske, hvordan det føltes før vi blev tre var et øjeblik jeg har gemt et sikkert sted i min hukommelse.

Jeg er rolig nu, som jeg ikke har været længe. Et tiltrængt break. Det var hvad det var.





torsdag den 16. juli 2009

På plussiden

..I denne søde ventetid, har jeg dog ikke fået et eneste strækmærke, jeg har kun kvalme om morgenen nu, Kasper sover hver dag til 7.30, og lige nu er det overskyet.

Jeg skal hjem til Thure i dag og får hele to dage foræret. Lige lukt ned i min turban, der står og vifter med spraglet stof. Kasper bliver hos mormor, og i morgen tidlig står jeg op og skal kun sørge for mig selv og kan tage lange bade og nyde fridage og holde i hånd og være kærester.

Det bliver en god dag.

onsdag den 15. juli 2009

Sleepless in Vejle

4.58 siger klokken. Og jeg er oppe. Igen. Jeg kan ikke sove og jeg har ikke engang en baby endnu. Hold kæft det er latterligt. Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker med det her Jylland, for det var meningen at jeg skulle slappe af og få aflastning. Og hvile. Og sove. Men. Jeg. Kan. Ikke. Sove.

Jeg får masser af aflastning, men det er som om min krop har en fest med ikke at aflaste mig. Mine ben værker som to søvnløse bundgangspæle, jeg har de vildeste plukveer, og hver gang jeg rejser mig for at gå tre skridt bliver maven helt hård, så jeg ikke kan trække vejret. Jeg har fra sidste graviditet glemt hvor ondt halsbrand kan gøre. Det er jo som om nogen hælder æter ned i svælget. Hvad sker der for det?

Jeg sveder og sveder og sveder. Og jubler og jubler og jubler, hver gang der kommer en sky, så der bliver 1/2 grad mindre i min indre ovn. Jeg har en masse arbejde jeg skal have lavet, men min hjerne fungerer pænt dårligt efter 7 nætter med afbrudt 4 timers søvn. Og plukveer.

Denne søde ventetid. Min bare røv.




tirsdag den 14. juli 2009

Lækre billeder


Dette handler som sådan ikke om børn. Men om hvad man kan hænge op på bl.a. børneværelset. Og er der noget jeg synes er hyggeligt, så er det at finde ting og sager til Kaspers værelse, så han får et hyggeligt rum, med farver og former, som han kan kigge på.

Derfor er det med et hurra, at jeg deler min venindes blog med jer: www.dasrotesrabbit.blogspot.com

Jeg kunne tapetsere hele mit hjem med Sarahs ting, fordi jeg holder så meget af de fine farver og former. Måske bliver du ligeså forelsket som mig. Og hvis du gør kan du købe hendes ting.

Enjoy!

mandag den 13. juli 2009

%&€#€#!!

Hvis ikke jeg tager mig meget sammen, så bliver hele dette indlæg skrevet i RÅBESKRIFT!

Hvordan fanden kan det være, at mennesker på under en meter, ikke falder fuldstændig omkuld efter fire timer i Legoland, 20. min lur i bilen og efterfølgende leg, mad, snegletur i haven og lange snakke med den nye kæle-krabbe. Efter fem afsnit af Byggemand Bob, diskodans i stuen og jorden er giftig. HVAR'! Jeg spørger bare.

Vi andre har øjenlåg så tunge som kampestene og kan kun ligge på hver sin sofa og mumle bekræftende, at den der jorden-er-giftig-leg da er helt vildt fantastisk. Og når vi så prøver at putte, ligger et stk. aflangt barn med sine kæmpestore øjne og glor. På os. Hver gang vi kommer ind til sengen.

Jamen jeg fatter det ikke. Nå.

fredag den 10. juli 2009

Summer summer sumertime

Thure og jeg havde mange snakke om, hvordan vi skulle bruge ferien sammen inden Jeppe bliver en del af familien, og vi helt sikkert ikke får sovet og hvor vi helt sikkert vil prøve at opfinde endnu et par arme.

Vi var omkring sommerhus i Tisvilde og hus i Sverige, men vi landede på forkælelse. Det er nemlig det vi har brug for inden vi bliver forældre igen. At vi får tid til hinanden og os selv.
Derfor er jeg nu i Jylland hos et stk. mormor i en uge, hvor Kasper får knus, kram og for 1000 kr. opmærksomhed i sekundet og jeg kan se nogle veninder og lave ting som at få ordnet mine fødder i morges kl. 8.00 oppe hos Tines Alle Tiders Sunde Fødder på Søndermarken. Et sted, hvor de siger "ik' å' ven" og hvor man læser Søndags B.T.

Næste uge går turen til farmor i Ålborg, hvor vi dribler en tur til Skagen og holder i hånd. For os selv. En dags tid. Og husker hinanden på at vi engang også bare var kærester. Og så slutter vi ferien af med et bryllup, hvor vi har booket en nat på SAS Radisson på Frederiksberg.

Jeg synes det lyder som en god plan inden det igen går løs med babyliv om seks uger.

mandag den 6. juli 2009

Liv

Da jeg stod nytårsaften ved indgangsporten til 2006, havde jeg en raket i den ene hånd, min kommende mand i den anden og et nyt job i den tredje. Thure og jeg havde været kærester i 5 mdr. Alt var godt.

En måneds tid efter sidder jeg i et Lejet Lig på vej til Århus. Fuld af flyttekasser og fuld af forventninger. Mit nye job ligger i Jylland og efter planen er det der vi skal bo det næste år.
Vi holder ind på en tankstation for at købe kaffe, det er søndag og alting virker helt normalt. Jeg tror, at det bliver året, hvor jeg stille og roligt skal banke karrieren et hak opad og lære ham, der friede til mig efter en måneds kæresteri, bedre at kende. Sådan et stille og roligt år.

Om mandagen sker skiftet.

Jeg er gravid. Jeg går i panik. Jeg vil for alt i verden have en abort. Får snakket med min nye søde chef. Beslutter mig for at beholde det. Og så aborterer jeg. 1. april bliver vi gift på Århus Rådhus. Dagen efter dør min elskede mormor. Samme weekend bliver jeg gravid igen.
De næste seks måneder går med opkast i døgndrift. Vi flytter tilbage til København i september. Thure mister sin kæreste moster i oktober. Jeg går på barsel i november. Tager et familieopgør i december. Juleaften holder jeg min fødselsdag i København for første gang siden jeg flyttede herover for 13 år siden, og dagen efter føder jeg Kasper. 14 dage for tidligt.

Nytårsaften, ved indgangen til 2007, sidder vi så med hinanden i hånden. Kigger ud over Amager Fælled og på det lille nye menneske, der ligger ved siden af den indbagte mørbrad. De er næsten samme størrelse. Raketter er der ingen af, en øm røv er der nok af. Vi forstår ikke helt hvad der skete. Men en vielsesring og en baby er beviset på, at nogle gange tager livet bare over og så må man altså holde fast i sadlen imens.










fredag den 3. juli 2009

Dyt, båt, blå Polo - god karma.


Vi har lånt en bil i tre uger og det holder 100! Det er frihed så det basker.

Kasper er bilfreak, (hvilken er en underdrivelse), så han tog en sejrsrunde i vuggeren, da jeg stod og dinglede med en bilnøgle ved dagens afhentning. Alle goggerne fik et knus og så var han ellers i bar røv over alle bjerge til parkeringspladsen, hvor han nærmest sad som den blideste engel inden jeg åbnede døren. Utroligt hvad han går med til, bare det inkluderer en bil.

På vej ud for at hente Thure sagde han ting som: "Hej søde søde mor", og "se de flotte træer, de er SÅ dejlige". Det varme og trætte eftermiddags barn, var som retoucheret til en meget meget sød og medgørlig udgave af sig selv.

Vi ræsede til Rungsted og sprang i vandet alle tre og det var som om, at den gode bil karma fortsatte. Selvom jeg var iført min gravid-H2O-badedragt og lignede en hjørnesofa blandt pæne og slanke mødre i Missoni bikinier var jeg på toppen. På TOPPEN blev der sagt! Og Kasper hvinede af fryd.

Vi købte inder take-away på vej hjem, lige ved siden af en park med den mest fantastiske legeplads. Igen. God karma. Kasper kunne lege og spise, mens vi kunne nyde maden uden at få det ene ben galt i halsen i en rutchebane.

Som om det ikke var nok, var der grønt lys hele vejen hjem til lorteøen.

Måske skulle vi bare købe en bil?

Fede John i varmen


Når jeg går rundt, ligner jeg fed mand, der hedder John. Sådan en der bor nede på havnen og kører rundt på sin Puch Maxi i kæmpestore cowboybukser med røde seler. Han har en mælkekasse bagpå knallerten med 6 grønne Tuborg. Og John sveder. Og bander. Vil helst have det køligt og svalt, så han kan sidde i fred og dampe af.

Nå. I går skulle John forestille sig at gå en aftentur med Thure og Kasper på sin løbecykel. Det gik helt fint de første 50 meter. Så fik jeg plukveer og måtte sidde på en stor sten, som en strandet hval. Så svedte jeg så meget, at mine lår begyndte at klistre sammen, og begyndte at gnide mod hinanden, så jeg til sidst gik som en der havde skidt i bukserne. Det sved. Og sved. Og sved. Hvad fanden gør fede mennesker? Render de hele tiden rundt med en dåse vaseline så de kan smøre lårene ind?

Kasper skulle plukke alle bladene langs metroen og jeg nænnede ikke at sige til ham, at han skulle til at få fingeren ud og trille hjem på den cykel. Efter at han havde flænset alle de blade han kunne komme i nærheden af, blev han også utidig. Han klynkede og ville op, så adventure-far endte med at have Kasper på skuldrene og cyklen i hånden, mens han forsikrede, en nu meget hidsig John, og træt barn om, at vi var hjemme liiiiiiiiige om lidt.

Resten af aftenen tilbragte jeg med hovedet inde i min ventilator. Tre puder mellem benene, så mine gnavesår kunne hele, og så ellers hede hede drømme om at bælle en halv liter fadøl.

Skål. Og skidevære med det!


torsdag den 2. juli 2009

24.08.09

Læge: "Hvilken dato vil du have? D. 24. eller d. 27. august?
Mig: "Øøøøøøøh."
Læge: "Den ene dag er en mandag, den anden en torsdag."
Mig: "Eeeeeeehm."
Læge: "Ja?"
Mig: "Nåmmen så tager vi mandag (prøver at være kæk), så kan man jo også starte ugen på en frisk og få et barn."
Læge: Fortrækker ikke en mine, noterer datoen på sin computerskærm. Kigger op og smiler det profesionelle smil.
Mig: "Hvad tid bliver det?"
Læge: "Det får du af vide den sidste hverdag før kejsersnittet, I er fem den dag."
Mig: "...."
Læge: "Jamen så er det på plads, hav en god dag og husk at følge den røde streg ud."

Og her gik jeg så ud. Med en brochure om planlagt kejsersnit, langs den røde streg på Hvidovre hospital. Mens jeg stirrede ned på stregen gik det op for mig, at vi nu officielt var blevet medlem af kejsersnitsfabrikken. Træk et nummer og få et barn. Ikke meget mere anderledes end at stå i kø til en spandauer hos Bageren. Bortset fra at man sjældent får en brochure om hvordan man spiser en spanduer.

Men på vej hjem i bus 1A, var jeg lykkelig. Ikke over at blive sprættet op, men over erkendelsen af, at nu får vi et barn mere. Fandme gør vi så. Og han skal hedde Jeppe.


onsdag den 1. juli 2009

Let med introduce

Noget af denne blogverden kan i denne måned findes i en papirudgave i Vores Børn. Jeg har skrevet en artikel om mor-bloggerne Julia, Julie og Line.

Tjek det ud :-)