onsdag den 29. april 2009

Mummys day out

Det er nogle mødre der er særligt gode til at få flettet mor-tid ind i skemaet. Alenetid, uden mand og barn. Jeg er ikke en af dem. Jeg er et følerad. Sådan en der tænker i ti lange baner, før jeg når at få skoene på, så jeg kan sætte mig på en lys plet, i fred og ro, og være mig. Annamette. Ikke nogens mor. Ikke nogens kone. Bare mig. Men sådan en dag havde jeg i dag.

Og hvor er det sindsygt. Havde nogen sagt til mig for tre år siden, at jeg ville få det vildeste kick ud af at sidde alene på en café og spise tun-mousse, ville jeg have slået en skraldlatter op så høj at det rungede ned i mine sko. Skulle det nu være noget særligt?

Ja for fanden! Det var vildt særligt. Og lækkert. Og zen-agtigt. Og sjovt. At dele dagen med mig selv. Og nårhja, lille fidus i maven, but still.

Formiddagskaffen fra Meyers Deli smagte som himlen. Det sammen gjorde Meyers Te-birkes. Faktisk lidt bedre en himmel. Jeg forærede mig selv min yndlings lip-gloss of all times, Big Kiss fra MAC, som prikker i læberne når den kommer på. Så savnede jeg Kasper. Og fik dårlig samvittighed over at grovæde af nyderiet, men droppede det igen, for jeg vidste at han lige i dét øjeblik kørte rundt i en hestevogn med sin lille blå bøllehat og helt sikkert var lykkelig.
Jeg spiste frokost og gloede på mennesker og havde fornøjelsen af at vaske hænder ved siden af to teenagerer iført diadem. Et diadem. Og de mente det. Ikke fordi det var nytårsaften, med høj hat og truthorn. Men helt sikkert fordi det for dem var den alt for fede onsdag, hvor man selvfølgelig tager på strøgtur med diadem. Det manglede da bare...
Senere gemte jeg mig for solen og tankerne i biografmørket, sammen med en Slumdog Millionaire. Fantastisk film. Helt hæslige scener med små brune fattige børn, der fik mig til at tude ned i chokoladen over hvor bittesmå og uskyldige de er. Og hvor meget vi skal passe på dem. Udover det, en film, der er alle statuetterne værd.
Dagens sluttede på skønne Christianshavn med en smuk, klog, og modig mor fra min mødregruppe. Alting blev vendt ned i en hyldeblomst inden vi sagde godnat og tog hjem til drengene.

Ind af døren kom jeg, med fødderne fulde af vabler, der mindede mig om, at den vej jeg går på som mor er fuld af kringelkroge, bakker og børnekrat, men at den er alle vabler i verden værd.

And guess what? Midt i mit jammer over at være så brandhamrende egoistisk, havde Kasper kigget op på sin far og sagt: "jeg elsker mor."

Så bliver det ikke en bedre dag.

mandag den 27. april 2009

Skæg med tal


DR har en børneserie om tal. Et løjerligt langt hyl af en skægget mand, render rundt mellem kæmpestore tal, og hjælper mindre børn med at tælle til ti. Vi ser engang imellem Skæg med tal herhjemme på Amager, og det fik mig til at tænke på, hvor meget børn og tal hænger sammen.

Det starter med 2 streger når man er gravid, og snart kigger man, med delvis gru, delvis fornægtelse, på det tal der står på vægten. Av. Så tæller man op til 40 uger. Når så fødslen går igang tæller man minutter mellem veerne og til sidst timerne inden bebs kommer ud.

Når Bebs kommer ud skriver man et tal på et stykke papir, og den får et point-tal for hvor godt den klarede at blive mast ud. Man kigger ned på maven og ser at der er mere end 1. SÅ tæller man deller. Man tæller hvor mange bleer der bliver skiftet i løbet af en dag. Man tæller timerne, og minutterne når lillemand sover, og i særdeleshed, timerne til far kommer hjem.

Tænderne kommer. Man kan få feber og rød røv og så tæller man mililiter penicillin. Man roder rundt i den lille mund for dernæst at tælle tænder.

Månederne går, og en dag sidder man helt gasblå af begejstring og tæller de første skridt, 1-2-3 og lidt senere tager man ud og køber de første sko. Typisk kommer man hjem med tallet 20 under en lille lædersål.

Man pløjer diverse lagersalg igennem for numrene 62, 68, 74, 82 og kigger selv langt efter det par bukser med nummer 38, der hænger i skabet til minde om en tid, hvor man kun havde 2 rynker og 1 gråt hår.

Tallet 4107 er det man hver 4. måned får foræret for manglende søvn, bekymringer, slapt maveskind, persienner på lårene og for at tørre mange mængder lort af en lille marzipan-numse.

Og. Tallet uendeligt, er det tal, der fortæller, hvor meget jeg elsker Kasper lige i dag 27.04.09 kl. 14.13.

ps. Hvis du vil se tal, der anbefales til dit parforhold, så læs her. De har meget sødt gjort op, præcis hvor mange fællesinteresser man burde have for ikke at blive skilt!

Tjek it out: http://www.bt.dk/article/20090310/sexogparforhold/703100005/

lørdag den 25. april 2009

Kongen i Kongelunden

I dag havde Kasper besøg af sin moster Gytta og Onkel Jørgen, og han måtte vente helt til klokken 11.00 før de ankom i den fine grønne bil. Min søn har en bil-fetish, så de var længe ventet.

Ikke var de kommet ind af døren før han meget forventningsfuld siger "Heeej Kasper lille gave?". Kasper forventer nemlig at alle gæster inkl. naboen, der kommer for at låne en dåse tomater har en gave med til ham. Men en gave blev det til, og han fik sine første mega perler. At de så skulle op i næsen er en anden sag.

Kongelundens farligste (?!) trold venter på næste bytte. Smilet er et scam.

Eftermiddagen gik til Kongelunden, et blæret naturcenter i øko-ånd, men på den der ikke-anstrengende måde. Man kan på en god dag få en tur på en kornfed pony eller klappe en ko. Man kan fare vild på Tarzanstien eller lave bål, hvis man lige skulle ha' et kilo snobrodsdej i tasken. Man kan også bare sidde og glo ud i det blå, men sønnike spurter rundt på 20 hektar og ruller sig i græsset.

Onkel og Tarzan på udkigsposten.

Man kan også, hvis man er Kasper, og for tiden meget interesseret i fisk, stirre på 200 haletudser i en halv time. En halv time. Altså stirre en halv time på haletudser. Børn er så dybt fascinerende.

Enn haletudse...to haletudse....tre haletudse..fire haletudse..fem haletuds..z.zzzz

torsdag den 23. april 2009

..men P.S.


Når Kasper sidder på sin nye cykel, en blå Puky, men sine små hvide stænger og krøller og siger: "Se Moar", eller når han om morgenen sidder med uglet hår og klare øjne og fortæller at der er kommet batterier i vindmøllen, så den kan dreje rundt, eller når han finder en knitrene pose fra tanken, og med lille lille stemme siger: "lille kwis" (=må jeg godt be om lakrids), eller når han fortæller med tre miaw'er, at hans lille missekat gerne vil have en kop juice....

....så glemmer jeg alt om at jeg er træt og vil have fred. Er snottet eller har kvalme. Så bliver jeg et stort blødende moderhjerte.

Mor er træt

Jeg er forkølet. Som i helt vildt forkølet. Jeg sover af h..... til om natten fordi jeg ikke kan trække vejret gennem næsen. Jeg har hovedpine af alt det snot, og uro i benene. Jeg har stadig gravid-kvalme i uge 21 og kunne med lethed kaste op om morgenen, hvis jeg ikke spiser max. 10 min. efter jeg er stået op. Eller glemmer at spise hver 2. time.

Det er ikke en klagesang. Jo måske lidt. For jeg har ikke vildt meget overskud på den konto, hvor der står sygdom. Jeg er faktisk i et himmelråbende overtræk, så en snotnæse er på nippet til at lukke kontoen. Jeg synes at kvalme i 21 uger og opkast i døgndrift i 18 uger er en ok deal for at man så ikke får andre sygdomme det år. Så nu er jeg pjevset. Det er altså mig, der har brug for at sidde i sofaen og se dvd'er og be om mad og drikke med pivestemme, og med samme pivestemme be om min dyne, og et magasin. Og stilhed.

Jeg gider ikke at vaske tøj. Jeg gider ikke ordne køkken, lave mad, skifte bleer, tørrer fingre, læse Rita og Krokodille eller se så meget som ET minut mere af Jule-LaLa - Teletubbies goes christmas. Ikke om jeg vil lukke dørene på den gule bus og ambulancens sidedør. Jeg gider ikke til the hos kongen og nej jeg gider faktisk heller ikke være ham, der venter på Briotoget i en uendelighed før det når rundt om spisebordet, så jeg kan købe en billet til 2 kroner.

Jeg vil sådan set gerne bare have lov til at have lejligheden for mig selv i et døgn. Tak. Jeg betaler gerne 2 kroner.

tirsdag den 21. april 2009

Krede

Der er en del der har spurgt til min header og jeg giver gerne reklamen videre.

Det er min søde og vidunderlige veninde Sarah Williams, der står for den. Hun er designer og kunstner og laver de mest fantastiske ting. Hvis du vil se mere kan du gøre det på www.dasrotesrabbit.dk eller på www.entomange.blogspot.com. Her kan du klikke dig ind på det link der hedder MAWALLS, og se nogle rigtig fede vægmalerier.

Sarah maler, tegner og illustrerer bøger. Hun er kvinden bag den desværre ikke genudsendte børnetegne-serie på DR, Mira og Marie. Hun har lavet animationsfilm og har en hjerne som man engang imellem gerne vil være indeni. For den er god.

mandag den 20. april 2009

Lyde

Engang var det lyden af parker, frisk vin der blev åbnet til en solnedgang og kød på en engansgrill, der prægede forårets eftermiddage og de lune aftener. Det var dengang, hvor jeg havde tid til at skippe aftensmaden og smutte en en tur i parken eller spontant sætte mig ind i biografens mørke til lydene af forfilm, popcorn og slik.
Når jeg gik hjem var det til lyden af mine høje hæle og når jeg satte nøglen i døren og åbnede var der absolut stilhed.

Nu er de lyde skiftet ud med biler der kører hen over gulvet, små bare fødder der konstant løber rundt og lyden af en lille mund der råber: "Moooooooaaaaaaar". Der er næsten altid lyden af en vaskemaskine der kører, ditto tørrertumbler og efter 20.00 lyden af opvaskemaskinen. Der er sirener fra ambulancen, når jeg samler den op og kommer til at trykke på de små knapper og efterfølgende grin fra Kasper, som siger: "Ai moar".

Jeg elsker de lyde. For de minder mig om at tiden er skiftet. Og at det slet slet ikke gør noget.

søndag den 19. april 2009

IT'S A BOY!


Så fik vi fidusen scannet. Alt fra rygmarvsbrok og om nu de hjertekamre sidder som de skal. Jeg kunne dårligt trække vejret for hver gang hun zoomer ind på en legemsdel og siger: "fint". For hvad fanden hvis nu barnet ikke har rygmarvsbrok, men til gengæld mangler alle fingrene?
Nogle gange har jeg bare ikke psyke til at være gravid. Især ikke her anden gang. Alt det man nu puldselig ved kan gå galt. Nå. Har valgt at ignorere det og så sige goddag til lillemanden om nogle måneder. For det er en dreng. Igen. Og han var helt fin deroppe på skærmen.

Jeg er glad for en dreng mere. Ikke mindst for Kaspers skyld. Det bliver herrefedt - som hans far ihærdigt prøver at lære ham at sige, selvom jeg forsikrer at det kommer helt af sig selv med de tillægsord når vi bor på Amager og man kører på boret knallert fra man er ca. 8 år - ja uden hjelm selvfølgelig. Hjelme er for tabere.
Men herrefedt det bliver det. Mor til to drenge, det synes jeg på en måde er sejt. Når jeg vel og mærket engang vejer mindre end en minearbejder og på en lidt mere fiks måde kan sno mig i et par jeans.

Kasper forstår ikke det med baby endnu. Men han har fået en pixibog af moster Gytta om 'Lauras nye baby', altså pigen Laura der får en lillebror. Den skal vi læse igen og igen og igen, mens han siger "lillebror" og smiler. Tog man et billede af lige præcis dén situation, så ville den ligne noget fra en Werters Echte reklame, men jeg er sikker på at virkeligheden kommer til at se anderledes ud. Knap så meget flødekaramel og retoucheret lys, mindre hyggelig morfar i strik og meget mere mor i panik og efterfødselsgråd og søn der tuder over at en ny konge er flyttet ind i hans gemakker.

Kasper er nemlig temmelig needy for tiden. Eller stadigvæk. I dag hang hans mundvige helt nede om bleen, da det gik op for ham, at vi var nød til at aflevere Gurli Gwis på biblo i går og derfor ikke kan låne før i morgen. For fanden da, hvor blev han fornærmet. Tog sin sut i munden og rynkede øjenbrynene og var muggen i hele timer. Lige indtil han fik lov til at se Hafferlaffen med lille pude, lille dyne, missekatten, gule sut, en kop mælk, bordet rykket ind, gardinet for, lyden i perfekt volumen, tøjhunden Sassi (det navn har han selv valgt!!) på gulvet, og den gule bus indefor rækkevidde.

Jeg ber til at hans Konge-tendenser er gået lidt af fløjten når lillebror kommer, for ellers kommer han til at tude slemt ned i sin lille hermelinkappe. Men jeg vælger ikke at forvente noget og tage een dag af gangen. Jeg er nemlig ikke specielt stærk i seperation. Altså det er jeg bare ikke. Jeg bliver stadig helt knust, hvis han græder når jeg går og tager i Netto. Jeg er lige ved at kaste mig i armene på ham og selv lave en scene. Nej det er ikke særligt modent, men sådan er det bare med mig. Jeg øver mig. På Thures opfordring.

Derfor tager jeg til Chr. Havn i dag. Alene. Og drikker kaffe. Kun medbragt et stk. søn i maven.

(billeder er af Kasper 1 dag gammel)

torsdag den 16. april 2009

Fødsel


Jeg er i uge 20 og det hele rykker tættere på (læs fødslen). Min sidste fødsel varede 6 timer fra allerførste ve, så jeg skal ikke klage. Men. At der er min fødselsjournal står: "patienten virker stærkt smerteforpint og angst" er et meget godt billede på hvordan jeg oplevede dén omgang, der sluttede brat ved at Kasper fik en sugekop på knolden og efterfølgende blev flået ud.

At jeg havde gået til øko-agtig-åndedrætsterapi og talt meget om fødsler og behov og fanden og hans pumpestok, kunne jeg stikke skråt op. Jeg måtte sætte min lid til min adventuremand, Thure, der klarede det med at trække vejret for mig. Det er hans fortjeneste at jeg ikke holdt vejret i 6 timer. Min eneste tanke var at, hvis han kunne krydse indlandsisen på Grønland på to brædder, og fryse sin røv i laser i 28 dage, så kunne jeg vel for h....... også klemme Kasper ud.

Min jordemoder var en barsk satan med Birkenstorck sandaler med grise på! Grise. Og da jeg ankom (væltede) ind på fødegangen, kiggede hun lidt halvkøligt på mig og sagde. "Så træk dog det vejr, du opfører dig som en 12-årig, jeg kan jo ikke føde dit barn." Eneste krede jeg fik var at hun medgav at det gjorde pænt nas at åbne sig på lidt over en time. Tak.

Grisejordemoder og jeg blev aldrig helt gode venner, så jeg var lykkelig da der var vagtskifte og der ind af døren kom en tyk dame ved navn Jytte.
Jytte lignede Rasmus Klumps mor og sådan en der lige havde bagt 30 pandekager i en tissepause. Hun var blød og rund og hjalp mig igennem det sidste stykke vej, inden hun siger "han skal ud nu, dine veer er gået i stå." 1-2-3, otte læger, og ti minutter senere kom Kasper ud. Lille og blød med alt for stort hud. Det var d. 25. december, solen skinnede og et kirsebærtræ var sprunget ud i gårdhaven.

Nu skal jeg snart til det igen, selvom jeg S.V.O.R. at jeg aldrig aldrig skulle føde igen. Men det skal jeg. Og det er om 20 uger. I morgen bliver min nye bedste ven derfor en franskmand ved navn Pierre Vellay, forfatter til bogen, Fødsel uden smerte.

onsdag den 15. april 2009

Hønemor? Mig?


Mine morgener starter typisk ved at der står en lille konge inde på sit værelse med uglet hår og søvnige øjne og kigger. Kongen bliver slemt sur hvis det er far, der kommer og tager ham op. 'Nej, mor gør', piver han. Og så kommer mor.

'Lille pude, dyne, missekat, gule sut', lyder næste befaling. Og så samler mor alle tingene inkl. barn og gravid mave og vralter ind i stuen, hvor næste befaling bliver pevet nede fra den lille konges mund. 'Se tændsyn mor.' 'Gurli Gwis mor.' (far ligger stadig og vågner i soveværelset). 'Jeg vil ha' havregryn med sovs.' 'Nej, vitaminspille. Og juice. Og almindelig vand.' Og sådan fortsætter befalingerne fra den lidt over 2 år gamle konge. Mig, mig, mig.

Det er sådan set fint nok. Jeg er stolt af at han så ublu ber om præcis det han gerne vil have, det kunne vi andre lære noget af. Problemet opstår bare når klokken er 20.00 og jeg står med hængerøv og en sammensnørret Kaj-mund af irritation fordi jeg havde glemt at der også var en far. En med ligeså mange hænder, til at løfte, en der kan putte, knuse, kysse og lege med biler.

Altid kan jeg lige nå at tage en våd klud til kongens hænder, samle en bil op som han har tabt, finde den gule sut, som altid er væk, og lige gøre kongens lille seng lækker og putteklar. Men jeg glemte vist selv at trække vejret.

Så nu er det indrømmet. Jeg er hønemor. Og hønemor needs a break. Op i røven med den gule sut ... eller det er som man tager det. Der skal i hvert fald lidt andre boller på den suppe.

tirsdag den 14. april 2009

Første indlæg

Så! I luften med blog. Første indlæg sendt fra Amager Fælled. I solskin. Her på bloggen kan du læse om mig og min familie; mand, søn Kasper på 2 vintre og 4 mdr. og one to-go, som stadig bager færdigt i maven indtil 7.september om alt går vel.
Ironien er nu at jeg ikke kan nå at skrive mere for nu skal søn og lillemor ud og luftes.

So long. Glæder mig til at poste flere historier til jer.